Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

10.maj 2025: Nordsjælland: Hans Greyl Winemaker Selection Marlborough Sauvignon Blanc 2023, New Zealand


Foto: Hans Greyl Winemaker Selection Sauvignon Blanc 2023, Marlborough, New Zealand, i glasset. Nordsjælland 10.maj 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Vindiktatoren var på familiebesøg igår i Nordsjælland. Og hvad er det selvfølgelig ensbetydende med?
Rigtigt gættet.
Og vinen, der stod på programmet, var en new zealandsk Sauvignon Blanc, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, nemlig denne fra det meget (germansk)-europæisk-klingende navn Hans Greyl. Spændende.
Marlborough Sauvignon Blanc er jo i det hele taget altid spændende, så.. 😄😄

Hans Greyl
Winemaker Selection
Sauvignon Blanc 2023
Marlborough
New Zealand
Alkohol: 12.5%
Grøngylden farve.
Duft med flot syre i en lidt grønurtet og græsagtig næse, som jeg syntes afveg lidt fra det gængse indtryk fra Marlborough Sauvignon Blanc, jeg plejer at få.
På paletten er vinen lækker sprødfrisk- helt i linie med regionens sædvanlige repræsentation. Men der er også noget over den, som jeg synes forekommer lidt mere stringent og- nærmest europæisk- end vine fra Marlborough plejer at vise. En slags konservativ tørhed, hvor det ellers sædvanlige Marlboroughske sødme-pift fra eksotiske frugter ikke helt kommer igennem. Til gengæld baner det vej for en yderligere dybde, der får vinen til at fremstå næsten helt Riesling-agtig, med en også lidt mere mineralsk fremtoning end andre Marlborough-SBere. Meget interessant.
Alt i alt en lidt anderledes Marlborough Sauvignon Blanc end man plejer at opleve.
Points: 89

Omtalt i denne artikel:
Jeg kan ikke finde en hjemmeside for Hans Greyl, så jeg linker i stedet til en af importørerne, Supervin.dk, der har en omtale, hvor de forøvrigt bekræfter mit indtryk af mineralitet i vinen via markernes geografi ovenpå stenet undergrund:
https://www.supervin.dk/hans-greyl-sauvignon-blanc-marlborough-2023

…..