Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

14.maj 2025: København: Château Lacoste-Garzac 2021 Bordeaux – Rema’s store Bordeaux hit!🍷Smagning over to dage, med konklusion og pointsangivelse torsdag den 15.maj! 🍷


Foto: Château Lacoste-Garzac 2021 Bordeaux i glasset, Vindiktatorens Bunker, 14.maj 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg ved ikke, hvor mange flasker, discountsupermarkedskæden Rema sælger af denne vin i Danmark. Men jeg tror, antallet er helt kolossalt. Og måske husker nogle mine smagenoter fra den 12.april 2017, hvor en flaske af denne vin, dengang i årgang 2015, fik en særdeles rosende omtale herfra. (Man kan se min smagenote af Lacoste-Garzac 2015 ved at gå tilbage i tidslinien her i avisen til 12.april 2017 og finde artiklen om bla smagningen af den vin).
Jeg besluttede idag at der skulle være bøfaften på programmet. Og den billige Bordeaux, som Rema sælger til kr 59,- i øjeblikket, skulle være matchet for dagens oksefilet-bøf med lækker rødvins/svampesauce og Lammefjordskartofler.
Hvordan optrådte denne årgang af Lacoste-Garzac så? Var den lige så god som 2015? Se svaret her over to dage, idag den 14.maj og torsdag den 15.maj, hvor der vil komme konklusion og pointsangivelse.

Château Lacoste-Garzac 2021
Bordeaux rød
Alkohol: 14,0%
Druesammensætning: 80% Merlot – 20% Cabernet Sauvignon.
Farven er helt klart på den mørke side, men det er ikke en tæt, uigennemsigtig rødvin, det her, bare en tilsyneladende middelfyldig, typisk Bordeaux-vin.
Meget direkte, charmerende og blød (uden dog at være for blød) duft, med velafbalancerede mørke bær, næsten silkeagtig struktur og megen frugtcharme i første omgang, uden den store kompleksitet. Det er en vin med et simpelt, men særdeles fornøjeligt budskab, der lader til at være rigtig meget velsmag for pengene. Det er en meget “poleret”, pæn vin, uden kanter. Syren er lidt i baggrunden, men deltager alligevel fornemt i balancekunsten. Tanninen står i dén grad i baggrunden- den kommer først frem i slutningen af smagningen og kun som baggrundstæppe. Nej, det er frugten, den særdeles charmerende og meget Merlot-dominerede frugt, der imponerer her, uden at være for meget. På paletten møder man også grønne krydderier og en smule asfalt, der kommer ind til sidst. Måske er det et tegn på at tanninerne trods alt
også gerne vil deltage?
Kombinationen med denne vin og dagens bøfret er glimrende. Okay, måske mangler der lidt mere fylde og struktur, men vinen her giver meget for pengene. Og den kommer til at præstere på mindst samme niveau de næste 5-7 år. Jeg er fan- igen!
Men jeg synes også at jeg bør gensmage i morgen, torsdag den 15.maj, for at opdatere smagenoten og enten bekræfte indtrykket eller ændre min mening. Så stay tuned, som det hedder, i sådan et cliffhanger-scenarie.

Omtalt i denne artikel:
Château Lacoste-Garzac, Bordeaux:
Jeg kunne ikke finde en selvstændig hjemmeside for slottet, så jeg linker til Rema’s omtale af slottets vin, hvor de dog begår følgende fejl:
1. De staver vinslottets navn forkert- det hedder Château Lacoste Garzac, ikke Lacoste Garza.
2. Druesammensætningen angives til 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon. Ifølge etiketten er den 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon.