Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

18.maj 2025: København: Bodega Sierra Norte Olcaviana Verdejo 2022- en Verdejo fra Castilla La Mancha! Det kan da kun gå galt- eller hvad?!


Foto: Bodega Sierra del Norte Verdejo 2002, Tierra del Castilla, Spanien, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 18.maj 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Det er godt nok ikke lige hver dag, man ser en Verdejo fra Castilla! Men sådan en har de altså hos Husted Vin og, i dette tilfælde, købt hos Husteds samarbejdspartner, supermarkedet Alma i Store Kongensgade, for latterlige 99 kroner for 2 flasker! Det kan da umuligt være kvalitets-Verdejo, hvad??!! Verdejo skal jo være fra Rueda og selvfølgelig produceret af et af de store, kendte Rioja-huse!
Sådan er ortodoksien, når det angår spansk Verdejo, denne fremragende hvidvinsdrue, der engang imellem kan fremstå lige så formidabel sprødsyrligt lækker som en Albariño fra Galicien eller en Sauvignon Blanc fra Loire eller Marlborough. Det er faktisk utroligt sjældent at jeg smager en Verdejo, hvor jeg tænker: “Arrrh, den kunne godt have været bedre”. Det er så sjældent at jeg ikke engang kan komme i tanker om en sådan situation.
Men hvad så, når Verdejoen kommer fra Tierra del Castilla? Ændrer det på noget? Det er jo et helt andet vinmiljø end i Galicien- hvordan skal man bevare friskheden i en Verdejo fra dette område? Som producenten selv beskriver det på sin side, så gør de det, fordi de “elsker en udfordring”!
Og bliver det til det bedre eller værre- eller er det på samme niveau som de kendte fra Galicien? Prisen betyder vel også noget og det her er jo altså sindssygt billigt. Det kendte Rioja-mærke Marques de Riscal producerer en Verdejo fra Rueda og når der er tilbud, sælger den til lidt over en hundredekroneseddel i butikker og hos vinhandlere. Denne Verdejo kommer fra Bodega Sierra Norte- dem har jeg ikke hørt om indtil idag. Det kan vel kun gå galt?..

Bodega Sierra Norte
Olcaviana Verdejo 2022
Castilla La Mancha
Spanien
Alkohol: 12,0%
Ret mørkegylden i farven.
På næsen bliver man, lidt overraskende, mødt med en meget pågående duft med først og fremmest eksotiske frugter; melon, en smule honning, ananas.
Så smager man på vinen- og finder allerede nu ud af at det her fungerer faktisk! Det ER en rig, sprødsyrlig oplevelse, hvor man også får masser af lækker citrus/lime-karakter, sammen med de mere eksotiske indtryk, på en palette, som viser flot dybde, grip og længde.
Det er nærmest chokerende godt til denne pris!
Jeg har læst lidt på producentens hjemmeside og det er lidt sjovt, som de selv skriver at de godt kan lide en udfordring. For det må det da i dén grad også være at producere Verdejo i Castilla La Mancha! Men jeg må indrømme at som jeg sidder her med mit glas Olcaviana 2022, så bliver jeg mere og mere imponeret for hver gang, jeg smager på vinen. Det er en latterligt billig hvidvin og den er bare fremragende. Den formår at besidde både den flotte syrlige friskhed, som kendetegner Verdejo fra Rueda, og er så kendetegnet ved tilføjelsen af tydelige eksotiske frugtkarakteristika fra varmere egne. Men budskabet her er at det fungerer- og at Verdejoen her viser en alsidighed, som man ikke havde troet, den var i besiddelse af.
For en vin til denne pris så en det hysterisk godt. Jeg må indrømme her at jeg er kæmpe fan!
Points: 91

Omtalt i denne artikel:
Bodega Sierra Norte, Spanien- deres egen beskrivelse af Olcaviana:

Olcaviana Verdejo

Bodega Sierra Norte har besiddelser flere steder i Spanien- jeg linker her til deres generelle hjemmeside, hvor de også har en blog, som man kan fordybe sig i:

Portada