Foto: Steigler Pinot Noir 2022, Sopron, Pannon, Ungarn, i glasset. 28.maj 2025 i Vindiktatorens Bunker, København. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg har i et stykke tid været med på “Den Ungarske Vindestination” hos Winen.eu, hvor den særdeles grundige og dygtige Kasper Hovmand Christensen hver måned udsender 3 vine til abonnenterne, sammen med en særdeles dyb introduktion til både vinene og de regioner, de kommer fra i Ungarn.
Dagens emne over to dage er denne Pinot Noir fra Sopron, Pannon, fra Steigler-familien. Denne vin har fået 14 måneders fadlagring. Hvad betyder det for udtrykket i vinen her? Og hvordan er stilen i ungarske Pinot Noir-vine, i forhold til de franske berømtheder. Dét spørgsmål fik jeg allerede delvist svar på igår og Kasper Hovmand synes at bekræfte det i den video, han har lavet om månedens destination- nemlig at ungarske Pinot’er ser ud til at være ret så meget lig de franske, men med et måske lidt mere “rustikt” præg.
Jeg kan godt lide rustikt. Og netop det var også et af mine indtryk igår, på førstedagen af smagningen. Men nu til selve smagenoten, der opdateredes her til aften, torsdag 29.maj:
Steigler
Pinot Noir 2022
Sopron
Pannon rød
Ungarn
Alkohol: 13,0%
Vinen er økologisk.
Som man måske kan fornemme på billedet, er farven lidt mørkere end i den gængse Bourgogne Pinot Noir.
Duft med fadtoner, lidt “rustikke” noter, med grynede tanniner og en frugtighed, der nok var lidt mørkere end i en Bourgogne.
På paletten fortsætter det rustikke og lidt rurale præg, i en vin, der har rigtig meget Bourgogne-karakter, men som desuden har den stil, som Bourgogner plejede at have for årtier siden, nemlig den førnævnte lidt mere rustikke stil, med mere tannin, både røde og mørkere bærnuancer i en velafbalanceret vin, hvor syren lægger sig fint i baggrunden. Der er et virkelig godt grip og og ganske lang afslutning.
Umiddelbart er jeg stor tilhænger her. Men der forestår jo en gensmagning i morgen torsdag, hvor jeg kommer med konklusion og pointsvurdering.
Torsdag aften:
Så har jeg gensmagt Steigler Pinot Noir 2022 og indtrykket idag er lidt mildere. Frugten og tanninerne er faldet lidt til ro, mens fadlagringen idag er den komponent, der er mest tydelig- men det er også den, der efter min mening for det første skaber en virkelig flot balance og for det andet er med til at opretholde det lækre, rustikke, landlige element i denne vin. Det kan minde lidt om en Bourgogne Hautes Côtes de Nuits fra de tidlige 00ere eller ligefrem 90erne. Og jeg kan ikke sige andet end at jeg stadig er fan. Og intensiteten tiltager som tiden skrider frem. Man slutter faktisk i lidt af et fad-show, som viser hvor meget det kan bibringe til balancen i en Pinot Noir-baseret vin. Fadet dominerer ikke, men supplerer denne vin og det er meget charmerende. Hvis jeg havde smagt denne vin blindt, havde jeg gættet på Bourgogne.
Points: 90
Omtalt i denne artikel:
winen.eu- hjemmeside:
https://winen.eu/
Steigler, Sopron, Pannon: