Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

11.juni 2025: København: Charlotte Rørth “Vi mødte Jesus- og hvad kommer det andre ved?” – en bog, som man ikke kan ignorere!


Foto: Charlotte Rørth: “Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?”. Gyldendal 2017. 269 sider. Billede taget af Vindiktatoren 11.juni 2025.

Jeg kan lige så godt råbe det ud fra hustaget med det samme: Ja, man skal tage bogens titel bogstaveligt! Charlotte Rørth- og de mennesker, hun taler med i bogen- har simpelthen mødt Jesus. Og det har i hendes tilfælde ført til en kolossal refleksionsaktivitet, der har resulteret i nu to bogudgivelser. Den første, fra 2015, “Jeg mødte Jesus”, og denne efterfølger, hvor hun koncentrerer sig om andres møder med Jesus og desuden kommer med nogle meget dybtgående refleksioner over det, der er sket og især i fortolkningen af betydningen af det, samt hendes egne personlige konklusioner, stillet i forhold til andres konklusioner om hvad det skal betyde og hvad hun og andre skal/bør foretage sig.
Uanset om man skulle have en fuldstændig afvisende holdning til forfatterens påstande, og påstande fra de mennesker, der optræder i bogen, så kan jeg garantere at det under alle omstændigheder kommer til at sætte læserens egen tankevirksomhed i højt gear.
I bogen optræder 70 mennesker, der alle har det tilfælles at de har haft store spirituelle hændelser. Og som omtalen på bagsiden af bogen meget interessant gør opmærksom på, så er (citat) “eksperter enige om at hver anden af os har haft eller får en eller anden uforklarlig oplevelse i løbet af vores liv. Alligevel er den slags tabu at tale om”. Og især det sidste er værd at hæfte sig ved. Især når det gælder et så stort religiøst emne. Og især i det officielt protestantiske, men i realiteten mere og mere både ateistisk (og nu også islamisk!) prægede Danmark. Et af de mennesker, som Charlotte Rørth henvender sig til for at tale med om denne specielle danske/protestantiske afvisning af det åndelige, præsten Thomas Reinholdt Rasmussen, kommer i bogen med en meget lang, men også meget velformuleret forklaring på, hvorfor store åndelige oplevelser har langt større genklang hos eksempelvis katolikker end hos protestanter. Det er en enormt vigtig sekvens i bogen, som finder sted på side 208-209, hvor Reinholdt Rasmussen gennemgår årsagerne til at vi i hundredevis af år i den danske kirke mere eller mindre har både ignoreret og modarbejdet historier af denne slags. Det er i det hele taget en bog, hvor man får et godt indblik i de mange meningsforskelle, der findes mellem de store kristne “skoler”. Og Rørth navigerer ubesværet i dem, fordi hun er kolossalt nysgerrig efter at få belyst emnet fra så mange sider, som muligt. Og det lykkes hun efter min mening helt eminent med. Det er faktisk en af de største præstationer ved og med denne bog.
Der er i det hele taget rigtig mange afsnit i bogen, der kommer til at vække læserens interesse. Især, tror jeg, fordi det ganske enkelt er uhyre sjældent at nogensomhelst person for det første tager modet til at skrive en bog om dette emne (Rørths første bog fra 2015) og for det andet når hun får en lang række andre mennesker med lignende oplevelser til at stå frem sammen i en ny bog, nemlig denne bog, som jeg har siddet og læst i den seneste tid. Der er 269 sider i bogen og man er “fanget” fra side 1. Når man slipper bogen, er man blevet dybt imponeret over Rørths mod i et land, hvor man nærmest har for vane at håne/latterliggøre og praktisk taget udstøde mennesker, der påstår at de har/har haft religiøse oplevelser af Rørths kaliber.
At læse denne bog var bestemt ikke hverken “spild af tid” eller et vidnesbyrd om en galning, der udbasunerer sin galskab. Og man tvinges til at forholde sig til at denne kvinde, og de andre mennesker, der står frem i bogen, har haft så store åndelige (kristne) oplevelser at det simpelthen ikke kan ignoreres. Det kommer til at leve i hukommelsen resten af livet, selv hos de værste ateister, og skabe tvivl hos både dem og hos tvivlerne, så de til sidst spørger sig selv om der mon er noget om al virakken omkring vores kulturelle og religiøse baggrund- noget, der måske overhovedet ikke er dødt, som så mange ellers går rundt og påstår, men i virkeligheden lever meget bedre end nogen går og antager i øjeblikket. Kristendommen er jo kun i tilbagegang her i Europa og Vesten. Alle andre steder går det rigtig godt og fremad. Og måske er det bare et spørgsmål om tid, før pendulet svinger den anden vej igen, selv her i Vesteuropa?
Det er sådanne tanker, man ender med at sidde og gøre sig, når man læser beretningerne i denne bog- og Charlotte Rørths fuldstændige overbevisning om at det her er altså sket for hende og alle de tanker, hun gør sig om det, skinner igennem linierne og sætter uundgåeligt tanker igang hos læseren. Og ja, også hos dig, der efterfølgende læser bogen på min anbefaling, det kan jeg godt garantere!
For det her ER en anbefaling. Denne bog er et helt klart must-read!