Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

13.august 2025: Gammel Mønt, København: Livesmagning 55: Henri Bourgeois Sancerre Jadis 2022, Loire- opdateret med teknisk info


Foto: Henri Bourgeois Sancerre “Jadis” 2022, Loire hvid. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København 13.august 2025. Billede taget af Vindiktatoren. Jeg skal lige tilføje at billedet er taget før glasset blev fyldt op i baren, bundskraberen på billedet var bare lige til at bekræfte smagsprøven.

Vindiktatoren har lige været til Bach-koncert i Holmens Kirke og så kan man jo lige runde Kjær & Sommerfeldt Vinbar og arrangere en hurtig livesmagning, ikke også?..

Domaine Henri Bourgeois

Sancerre “Jadis” 2022

Loire hvid

Alkohol: 14,0%

Lysgylden farve.

Kl 13.25:

Det første indtryk, der fanger smageren er af en tydelig citrustone, men det er som om der også er lidt eksotiske undertoner her.

Kl 13.30:

Det næste, der rammer næsen, er en særdeles mineralsk tone. Det minder faktisk i dén grad om undertonen i en Puligny-Montrachet; helt bestemt østersskaller!
På paletten mødes smageren af højttonede citrus/lime-toner, kombineret med en let, men dog diskret undertone af melon/mango, men uden at være sødlig som sådan, bare hen i retning af let sødlig.
Jag lader nu vinen stå lidt og vender tilbage om nogle minutter.

Kl 13.50:

Jeg er ret fascineret af indtrykket af skaldyr/østersskaller i smagen. Det er ret tydeligt. Umiddelbart synes jeg også at der er en undertone af fad? Ikke meget tydelig, men som en baggrund. Det er ellers sjældent, man bruger fad i Sancerre (jeg kommer kun i tanke om Château de Sancerre, der bruger fad), men med den måde, som vinen opfører sig på, så er det som om, der er lidt fad bag til at balancere syren, for den virker lidt mildere i udtrykket end i visse andre Sancerre/Fumé-vine. Om lidt kigger jeg på infoarket hos Kjær & Sommerfeldt og konstaterer fakta. Måske har jeg ikke ret, men jeg er altså bare meget fintfølende, når det handler om fad og Sauvignon Blanc, især fra Frankrig.
Jeg synes også at alkoholen på 14,0% slår lidt igennem. Det føles som en “varme” på tungen, men balancen holder alligevel, for det er ikke et dominerende træk i vinen.

Jeg lader nu vinen stå lidt igen og vender tilbage om ikke så længe.

Kl 14.06:

Min konklusion er at dette er en fascinerende hvidvin, med et tydeligt maritimt mineralsk præg og efter min mening en fin balancegang mellem syre, alkohol, frugt og fad.

Points: 89

Opdatering onsdag aften: Jeg havde minsandten ret i at der var fad i denne vin. Jeg linker til Kjær & Sommerfeldts tekniske infoark herunder, og derefter til Henri Bourgeois’ hjemmeside for selve domænet:

Henri Bourgeois Sancerre Jadis 2022- teknisk infoark fra Kjær & Sommerfeldt:

Henri Bourgeois, Sancerre – Jadis, Loire

Domaine Henri Bourgeois, Loire- hjemmeside:

Domaine Henri Bourgeois

…..