Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vin- og verdenssituationen

Seneste indlæg

12.november 2025: Hellerup: Saxo Bank-seminar – del 1- med tilføjelse 13.november


Foto: Jakob Ellemann-Jensen, der nu repræsenterer Dansk Erhverv, det tidligere Grosserersocietetet, holder tale for Saxo Banks kunder ved bankens seminar om “globale spændinger og markedsuro”. Til venstre anes bankens kolossale dinosaurus og til højre ses det billede, som Dansk Erhverv valgte at præsentere sig selv med under seminaret- nemlig et billede af Børsen MED dragespiret, og Christiansborg i baggrunden. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg havde ikke nogen god fornemmelse omkring det seminar, som Saxo Bank havde inviteret til i deres hovedkvarter i Hellerup her til aften. “Globale spændinger og markedsuro – hvad betyder det for dig som investor?” kaldte de arrangementet. Og selvom jeg takkede ja og tilmeldte mig seminaret, var mine forventninger bittesmå. For danske analytikere, politikere og erhvervsfolk kører jo simpelthen alle i samme rille som de har gjort i de sidste 9 år med de sædvanlige paroler; alt er Donald Trumps skyld. Han er en diktator-wannabe og tager snart hele magten i USA. Troværdige rygter vil vide at det er lige ved at ske. Hans økonomiske politik bliver snart en katastrofe, det er lige ved at ske. Vi skal ikke snakke om den muslimske masseindvandring og Europas kolossale etniske fødselstalskrise. Krigen mod Rusland skal fortsætte for enhver pris. Putin er fjenden- ikke fundamentalistisk islam. Vi skal ruste helt vildt op til kamp mod andre kristne. Klimakampen fortsætter selvfølgelig. Vi gider ikke at tale om Israel, undtagen for at fordømme landet. Og så videre og så videre.

Og hvordan forløb seminaret så? Blev mine fordomme bekræftet? Seminaret bød på 4 taler og første taler var den tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, Jacob Kaarsbo, der talte om “europæisk sikkerhed”. Og denne mand bekræftede samtlige mine fordomme om danske autoritetspersoner og mennesker med ansvarlige, offentlige stillinger: Han kørte fuldstændig rundt i “Trump, Trump, Trump”. Som om, det er USAs præsident, der er ansvarlig for Europas nuværende sikkerhedskrise. Jeg hørte så mange klicheer og selvmodsigelser i løbet af de vistnok ca 20 minutter, Kaarsbo talte, at det var lige før, jeg slowclappede, da hans indlæg var slut. Mage til samlebånds-propaganda fra en mand, der skulle forestille at være en ansvarlig og vigtig person i dansk sikkerhedspolitik. Kaarsbo mente i fuldt alvor at Trump var med til at ødelægge “den regelbaserede verdensorden”, som nu var brudt sammen, fordi han efter Kaarsbo’s mening gjorde fælles sag med Xi Jinping og Vladimir Putin i FN. Og så ville Ukraine-krigen fortsætte, mente Kaarsbo, efter hans mening fordi Trump ikke havde noget ønske om at gøre noget ved det; han gjorde nærmest fælles sag med Putin, skulle man forstå på den underliggende logik.

Det hele var en ufattelig gang dystopiske formodninger og vrøvl. Og hvilken “regelbaseret verdensorden”, er det at han mente, var brudt sammen, og som vi åbenbart skulle savne så meget?! FN har været domineret af et flertal af autokratiske regimer og islamiske lande i årtier nu.

Da det kom til afslutningen, slowclappede jeg ikke engang. Jeg prøvede stadig at komme mig over den ufattelige ignorance og fastkørthed, Kaarsbo udviste med sin indgroede, forstokkede talestrøm.

Næste taler var Jakob Ellemann-Jensen, med sin tale, betitlet “Dansk erhvervsliv i en usikker verden”.. og nej, tingene blev ikke bedre. Det var de sædvanlige pro-EU/globalistiske budskaber, den sædvanlige, dystopiske holdning til fremtiden og man sad og fik denne følelse af at Ellemann-Jensen og Kaarsbo vist ikke rigtig selv har forstået, hvor negative og dystre, de lyder med deres budskaber om fortsættelse af Ukraine-krigen, blandet med Ellemann-Jensen’s ynkelige pip og opfordringer til “afregulering” indenfor EU og i Danmark- den samme gamle sang, der aldrig har hjulpet, fordi både det danske samfund og i særdeleshed EU har udviklet sig i stærkt formynderisk, bureaukratisk retning i mange årtier nu- en udvikling, der ikke ser ud til at stoppe.

Så var der lidt sjovt nok lidt andre boller på suppen hos næste taler, selvom han også repræsenterer Dansk Erhverv. Nemlig økonom Tore Stramer, tidligere hos Nykredit. Han fortalte om udsigterne for dansk økonomi og havde egentlig et ret positivt budskab. Han var også inde på samhandelen med USA og kunne fortælle at det også der gik ret godt. Der, hvor det for alvor kniber, er med inflationen og i særdeleshed med det, man med et nedsættende udtryk kalder “forbrugertilliden”, som har været i konstant negativt territorium i nu 3 et halvt år i træk for Danmarks vedkommende. Men som sådan var budskabet det at der var udsigt til vækst i de kommende år for Danmarks vedkommende, som altid med forbehold for eventuelle udefra eller indefra kommende påvirkninger.

Stramer fortalte forøvrigt også at 90% af den jobvækst, der var skabt i Danmark i de foregående år, skyldtes udenlandsk arbejdskraft. Så man ønsker med andre ord ikke at ansætte etniske danskere i Danmark. Et godt eksempel på, hvordan Danmark er blevet et mønsterland for globalismen. Og man fik også den gamle propaganda-traver med “mangel på arbejdskraft” i Danmark som bortforklaring af fravælgelsen af etniske danskere til arbejde. Det er lige netop, hvad jeg kalder det- propaganda. Og løgn. Der er ikke mangel på arbejdskraft i Danmark. Hverken ufaglært eller “kvalificeret”. Det er mit klare indtryk, baseret på samtaler med ansøgere, at der er ca 500.000 ansøgninger til enhver opslået stilling her i landet, uanset fag og kvalifikationsgrad. Jeg tror mere på det end på de konstante påstande fra erhvervs-“ledere”, der ihærdigt kæmper for et samfund, hvor de anses for guder (det er allerede i høj grad tilfældet) og at alle bare skal være lykkeligt glade for deres tilstedeværelse her på jorden. Tænk at befolkningen er så heldig at de har fået uddannede ledere iblandt sig- ellers ville de jo naturligvis rende rundt som forvildede høns. Selvovervurderingen og hybrisen kender ganske enkelt ingen grænser i øjeblikket. Det gælder også- og måske især- indenfor politik.

Seminaret blev afsluttet med Saxo Bank’s Jacob Falkencrone, der gik ind i emnet investeringer i forsvarsaktier, som man fra Saxo Banks side anser for at være en langsigtet case; her antager man at især Europas oprustning er kommet for at blive i de kommende, mange år og at der derfor stadig er potentiale i europæiske forsvarsaktier.

Jeg antager og håber på det modsatte. Falkencrone tog også selv, på vegne af Saxo Bank, forbehold for den efter deres- og analytiker Kaarsbo’s mening- meget fjerne sandsynlighed for at Ukraine-krigen pludseligt skulle ende. Hvis det sker, kan man være sikker på at de forsvarsaktier, som har været i konstant rally-mode i de sidste 3 år, vil falde kraftigt tilbage. Et scenario, som jeg personligt håber på og beder til.. 🙏

Del 2 af “Saxo Bank-seminar” udgives efter planen i morgen aften, den 13.november.