Foto: Juletræet på Københavns Hovedbanegård 24.december 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg var et smut i City idag. For mig handlede det selvfølgelig om højmesse i Holmens Kirke, hvor Marie Ørgaard holdt en prædiken, hvis pointer jeg ikke var enig i, for et stort publikum, inklusive en hel del asiatiske turister. Dem var der også en del af i andre dele af City. Måske havde de fundet ud af at netop denne helligdag var god til at få taget nogle gode turistbilleder og kigge på byen uden alt for meget stress med folkemængder, der havde travlt. Der var i det hele taget en meget fredelig og afstresset stemning derinde.
Oppe på Kongens Nytorv har en, tilsyneladende spansk, hjemløs installeret sig ved enden af Strøget, helt oppe ved lyskrydset ved Nytorv og tæt ved d’Angleterre, med en ghettoblaster, der buldrede José Feliciano’s “Feliz Navidad” ud af højttalerne. En ung forbipasserende dame begyndte spontant at danse rundt til tonerne af Feliciano’s berømte julesang. Meget livsbekræftende at se på dette skue med god julestemning. Men man kan ikke undgå at reflektere over denne kolossale modsætning mellem hjemløshedens lidelser og det omgivende samfund lige netop i dette område, der er præget af højstatusbygninger og julehandel. Jeg håber, den hjemløse mand får en god jul trods hans åbenlyse svære situation.
Og så vil jeg udstrække juleønskerne til alle, især læserne af avisen her. Jeg vender stærkt tilbage, formentlig allerede i morgen, med en rapport fra dagen idag, hvor jeg, sædvanen tro, har linet en vinsmagning op til i aften, som familien skal tvinges igennem.
Glædelig Jul!







