Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Terroir & Tradition!

Seneste indlæg

24.december 2025: Nordsjælland: Juleaften 2025- del 4: Rhône og bibelsk Galilæa-Syrah! 🍷


Foto: Vidal-Fleury Hermitage 2019, Rhône, og Golan Heights Winery Yarden Syrah 2019, Galilæa. Nordsjælland 24.december 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Velkommen til 4. og sidste del af min serie “Juleaften 2025”. Vi er nu nået til de to hovednumre, nemlig de to Syrah-baserede rødvine fra henholdsvis Nord-Rhône, Frankrig og Galilæa, Israel.

Jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på at jeg også smagte en dessertvin; nemlig Frederiksdal’s Sur Lie Kirsebærvin, til risalamanden. Men da Frederiksdal har valgt at fjerne årgang fra alt, hvad de laver, så kan jeg ikke længere anmelde deres vine. Jeg anmelder nemlig kun årgangsvine.

Det sjove ved det hele er at Frederiksdal minsandten også har fjernet årgang fra deres Frederiksdal Vintage-kirsebærvin! Dvs en vintage-kirsebærvin UDEN vintage! Efter min mening burde det være ulovligt at angive “vintage” på vinen og så ikke angive årgangen klart og tydeligt. Men tilbage til min julesmagning og feel-good stemningen i Nordsjælland. Og denne sammenligning, i samme årgang, skulle blive enormt interessant, for begge vine kommer fra “højden”..

Videl-Fleury

Hermitage 2019

Nord-Rhône rød

Alkohol: 14,0%

Særdeles mørk i farven. Modvillige, men elegante aromaer af mørke frugter, med solbær, vilde skovbær og et touch af balanceret fad.

På paletten en meget koncentreret, men stadig elegant, balanceret vin med god frugt, nok syre og helt klart rigeligt med tannin. En middelfyldig til fyldig sag med god Syrah-karakter og et skud fra den klassiske sorte peberkværn, mens vinens midterpalette koncentrerer sig og bliver næsten for meget; denne følelse af næsten soja-agtig fylde, som til tider er svær at synes om. Men den skinner heldigvis ikke igennem; det gør balancen og elegancen, mens en tydelig stor struktur og konstruktion også kommer igennem, før tanninen til sidst desværre lukker vinen ned.

Smagt over 4 dage og vinen er bedst idag, den 27., hvilket viser en hel del om potentialet. Men som den er nu, kan man konstatere at den kunne matche den danske julemad ganske udmærket, men Vidal-Fleury Hermitage 2019 er ikke lige nu nogen stor fornøjelse, snarere en imponerende oplevelse, et studie i tannin og konstruktion, samt i hvordan en lukket vin alligevel kan forekomme nogenlunde venlig. Denne Hermitage skal bruge en del år for at åbne sig. Læg den hen i 10 år, er mit forslag.

Points: 87+

Golan Heights Winery

Yarden Syrah 2019

Golan

Galilæa rød

Israel

Alkohol: 14,5%

Endnu mørkere end Vidal-Fleury Hermitage. Nærmest blæksort til kanten.

Koncentreret, kraftig duft med pulserende mørke bær og også et lille touch af Margaux-agtig marmelade. Man kunne godt mærke at det her var en vin, der modnet under lidt varmere forhold- men sagen er den at Yarden Syrah 2019 havde endnu mere koncentration, mere fylde, og forekom lige så tør og stort konstrueret, men alligevel balanceret med tilstrækkelig syre og, tilnærmelsesvis lige så meget tannin. Der var også klassisk sort peberkværn, men her fandt man desuden en undertone af venlig dybde, lidt mere længde og en lidt mere åben tannin, der dog helt klart var tilstede.

Jeg måtte så bare også konstatere at også Yarden Syrah 2019 syntes at være en smule lukket i øjeblikket, med en lidt bedøvende følelse på midterpalette og afslutning- det samme havde jeg følt med Vidal-Fleury Hermitage 2019. Jeg var lidt overrasket over dette, for Yarden Syrah plejer at være mere tilgængelig og venlig. Det var den i og for sig også, men ikke på samme måde, som den plejer. Man kunne helt klart føle at vinen var lukket og at den også skulle bruge et antal år for at åbne sig. Jeg tænker rent faktisk lige så lang tid som Vidal-Fleury Hermitage 2019! Men lige nu synes jeg, efter 4 dages smagning, at Yarden i øjeblikket imponerer mere end Vidal-Fleury; der er mere fylde, grip og nydelse involveret her.

Points: 90+

Omtalt i denne artikel:

Maison Vidal-Fleury, Rhône:

Vidal Fleury, Rhône Valley Wine House since 1781 | Vidal Fleury

Golan Heights Winery, Galilæa:

יקב רמת הגולן – האתר הרשמי: בואו להכיר מקרוב את היקב והיינות שלנו