Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Vestlig civilisation. Jødisk-kristen tradition✝️✡️.

Seneste indlæg

1.februar 2026: København: O’Strit’s “Bourgogne – blodrød og gyldenhvid” for Irma Vinbibliotek- spændende læsning fra 1975


Foto: Henning O’Strit “Bourgogne – blodrød og gyldenhvid”, 1975. Irma Vinbibliotek bog nr 13. Billede taget på Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 31.januar 2026. Vinen på billedet er forøvrigt også en Bourgogne; gårsdagens Beaune Les Avaux 1er Cru 2018 fra Jadot, som jeg anmeldte igår.

Min læsning af Henning O’Strits bogudgivelser for Irma Vinbibliotek fortsætter. Og gårsdagens gennemlæsning af hans “Bourgogne – blodrød og gyldenhvid”, med den dramatiske Solutré-klippe på forsiden, var endnu et højdepunkt. Detaljerede kort, geografi- og rejsebeskrivelser- og såmænd også et kapitel, hvor O’Strit er på besøg hos Henri Magnien!

Hvis man ikke kender Bourgogne, så lærer man en hel del i denne korte bog. Hvis man har mistet kærligheden til Bourgogne, så er der stor chance for at man genfinder den ved læsning af bogen. O’Strit skriver med begejstring og varme om denne ekstremt berømte vinregion, der nutildags er at sammenligne med Den Hellige Gral indenfor vin, måske lige med undtagelse af Bordeaux- og originale vine fra Israel, hvis beliggenhed alene er grundlag for berømmelsen, selvom en del israelske vingårde idag faktisk producerer vine på et niveau, så de også kan forlange en god del penge for deres produkter.

O’Strit tager i bogen læserne med på en Bourgogne-rejse, der går fra nord mod syd, inklusive Chablis og Beaujolais, og gennemgår alle regionerne én efter én. Der er detaljerede kort, der er omtrentlige produktionstal for hver region og helt ned til kommuneniveau, der er fortællinger fra enkeltkommuner og der er fortællinger fra enkeltmarker og ejendomme, specielt fremhævet med hans besøg hos Henri Magnien, med billeder fra Magnien’s besiddelser i Gevrey-Chambertin.

Der er, blandt andet, også billeder fra Meursault og Le Montrachet, og indtil flere billeder, som man sidder med nutidsøjne og ser på, og tænker at det er historisk værdifulde vidnesbyrd fra en svunden tid.

Og så er der den dramatiske historie om Roche Solutré og hestene! En drabelig historie, bestemt ikke for sarte sjæle, som man bør læse, før man eventuelt besøger Solutré.

Jeg kan ikke sige andet end: Hvis man kan finde et eksemplar af denne lille bog et sted i landet, bør man tilegne sig den hurtigst muligt!