Foto: Fiolstræde, København, 2.marts 2026: Vi er klar til foredrag med Vibeke Kaiser-Hansen om forbryderfamilier i 1800-tallets Danmark. Et særdeles interessant foredrag med spændende bonusinfo.
I et særdeles velkomment afbræk fra den lige nu uafbrudte nyhedsstrøm om krigen i Iran, var jeg her til aften i Fiolstræde hos Vangsgaards Antikvariat, hvor man havde fået forfatterinden Vibeke Kaiser-Hansen på besøg, til et foredrag om sin nye bog “Forbryderfamilier – 1800-tallets underverden” (Nord Academic); en særdeles grundigt researchet bog, med fokus på 1800-tallets forbryderfamilier, især koncentreret omkring det øst-sydøstlige Jyllands Trekantområde. Kaiser-Hansen begyndte med en gennemgang af det danske retsvæsen i midten af 1800-tallet, som på det tidspunkt havde et meget enkelt princip: Det inkvisitoriske retsprincip, som var gyldigt 1796-1919. Her var alle skyldige, indtil det modsatte var bevist. Altså med andre ord det omvendte princip, i forhold til det retsprincip, der skal forestille at gælde nutildags (men som i parantes bemærket er under hårdt pres). I 1800-tallet var politivæsenet svagt og civilbefolkningen måtte i stor grad hjælpe til med opklaringen af sager.
Kaiser-Hansen fortalte herefter om specifikke sager fra 1800-tallet, Stagsted Hedehus-drabene i 1841, handskemagerbanden på Lolland, Boye-banden fra Vestfyn og sluttede af med en sag fra Vejle, hvor en købmand var blevet beskyldt for at røve et nærliggende amtshus, men hvor det viste sig at han var uskyldig og at et kvindeligt vidne havde fået penge fra en mand, der havde været en af dem, der havde lagt beskyldninger mod købmanden. Altsammen særdeles spændende historier. Man hørte også om den jydske hede, hvor der åbenbart havde opereret røverbander i 1800-tallet, men Vejle-historien var klart den mest dramatiske, fordi den havde store implikationer i nærsamfundet. Dén historie sluttede forøvrigt med at den skyldige blev fundet.
Alt det her var et fint afbræk fra min nuværende tilværelse, hvor jeg simpelthen følger intenst med i Iran/Mellemøsten-situationen. Der plejer også at være et glas vin på bordet til disse arrangementer, som man kan anmelde. Men det var desværre ikke tilfældet i aften, hvor Vangsgaards Antikvariat udelukkende havde box-vine på programmet- og så falder en eventuel smagenote fra min side til jorden, da jeg kun anmelder årgangsvine.
Og nå ja- jeg var lige ved at glemme dagens bonusinfo: Tortur var tilladt i Danmark indtil 1837!
Omtalt i denne artikel:
Vangsgaards Antikvariat:






