Foto: Østergaard rosé 2022, Stokkemarke, Lolland, i glasset. Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København, 18.maj 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 19.maj 2026. Selve smagningen fandt sted 18.maj 2026.
Det er nu næsten 3 år siden at jeg første gang smagte Østergaard rosé 2022 i Rosenborggade, hos Torben Bruun i Kaffe-The-Vinkælderen. Det var på en fin forårsdag i juni 2023 og den dag viste Østergaard rosé 2022 virkelig sine kvaliteter frem, med lækker, sprød syre. Som jeg skrev dengang:
“Frisk frugtig duft med hindbær, syrlige stikkelsbær og lidt afdæmpet citrus.
Angreb med lækker frisk syrlighed, stikkelsbær/hindbær med lidt sødme, et ret krydderiagtigt præg med en fascinerende kværnet sort peber-komponent- og alt er omgivet af en fed, lækker og cremet mælkesyreagtig, mundomfavnende stil.
“Kærtegnende” afslutning med den friske syrlig/søde frugt og den førnævnte lækre fede, cremede stil”. Se også artiklen fra 10.juni 2023 med hele anmeldelsen af Østergaard rosé 2022:
Hvad så nu, næsten 3 år senere? Hvordan klarer denne danske Lolland-rosé sig nu? Er den faldet sammen? Er frugten væk?
Overhovedet ikke.
Østergaard rosé 2022
Druesammensætning: Rondo-Cabernet Cortis (Procenter ikke nærmere angivet)
BGB Stokkemarke
Lolland
Alkohol: 11,0%
Nærmest Aperol-orange i farven, ligesom i 2023. I forhold til ovenstående beskrivelse/anmeldelse fra 2023, var indtrykkene igår overraskende ens. Bortset fra at den i anmeldelsen beskrevne mælkesyrefedme nu var endnu mere tydelig; der var en ret tyk tekstur i stilen, mens syren dog stadig markerede sig; men fedmen og frugten var nok de mest markante indslag. Alt andet var der også stadig, inklusive de lidt krydrede toner og det lille pift af sort peber.
Det korte af det lange er at Østergaard rosé igen imponerede. Desværre var den flaske, som Torben i Kaffe-Thé-Vinkælderen havde på smagning, den absolut sidste af denne vin i butikken, så man kan altså ikke lige gå ned i Rosenborggade mere og købe Østergaard rosé 2022. Men der er helt sikkert nyere årgange tilgængelige nu. Under alle omstændigheder kommer her min vurdering af 2022eren:
Points: 90
Omtalt i denne artikel:
Kaffe-The-Vinkælderen, Rosenborggade, København:
Østergaard Vinmageri, Stokkemarke, Lolland:
Har ingen hjemmeside, producenten findes tilsyneladende kun på facebook, som jeg nægter at støtte eller linke til. Denne avis er nemlig en anti-SoMe avis!







