Foto: Lopez de Haro Rioja Blanco 2023, Rioja, og Château Queyron 2021 Saint Emilion Grand Cru, Bordeaux. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 13.juni 2026. Selve smagningen fandt sted 5.juni 2026.
Jeg eksperimenterede lidt med nogle Alma-vine den 5.juni. Jeg har tidligere smagt Lopez de Haro’s røde Reserva, som jeg syntes var temmelig gode. Nu fandt jeg ud af at Alma også sælger domænets hvidvin, som, lidt usædvanligt, også produceres i selve Rioja. Det er ellers nærmest blevet en vane for Rioja-ejendommene at producere deres hvidvine i Rueda, fordi man her har mulighed for at producere hvidvine, der er mere friske i udtrykket. Rioja-hvidvine, også dem, jeg har smagt tidligere, har været meget fyldige og nærmest voldsomme mod ganen, med fadpræg, nogle med rancio-toner og en nærmest massiv tilstedeværelse.
Hvad så med denne hvide Rioja? Ville den leve op til dét rygte?
Lopez de Haro
Blanco 2023
Rioja hvid
Gylden farve. Allerede her kom det første varsel, for når man eksempelvis sammenligner med den nærmest mørkegule farve i hvidvinen fra Lopez de Heredia, var det her væsentligt lysere.
Aromaer af frisk citrus, sprød og med et minimalt fadpræg. Her er det friskheden og balancen, der regerer. Duften stikker ikke ud til fordel for fadet eller andre komponenter.
På paletten en lækker, sprød friskhed, samtidig med at der en vis fylde. Citrustonerne fortsætter, med lidt underliggende ananastoner og en fin mineralitet. Der er lav alkohol (12,5%) og en glimrende længde her, sammen med en nærmest hvid-Bordeaux-agtig karakter. Det er egentlig også det, jeg helst vil sammenligne denne hvide Rioja med. Jeg sidder direkte og tænker på hvid Bordeaux, når jeg smager vinen her og jeg tror desuden at denne hvide Riojas holdbarhed vil kunne sammenligne sig med hvide Bordeauxer. Det er en flot, frisk og dyb hvidvin, med en bagvedliggende fylde, som dog holder sig pænt på måtten i forhold til de mange, kradsbørstige basser, man har produceret før i tiden.
Points: 91+
Efter denne gigantiske Rioja triumf var det naturligvis på tide at “vende hjem”. Til Bordeaux, selvfølgelig. Og i Alma fandt jeg denne Saint Emilion Grand Cru, som naturligvis skulle testes til aftenens bøffer🥩🍷
Château Queyron 2021
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
Alkohol: 14,0%
Denne rødvin, fra Janoueix (altid et godt tegn), var buldrende mørk. Duften bød på en “kødfuld” oplevelse, med klassiske mørke frugter, en spicy sort peber-tone og et godt pift af egefad, mens friske underliggende kryddersildene steg op fra glasset (i dette tilfælde Riedel).
På paletten fortsatte Queyron 2021 med at imponere. En ligepå og charmerende, men bestemt ikke blød, frugtig tilstedeværelse, med masser af appel, masser af friskhed, og masser af krydderier, med fokus de spicy sorte. En meget levende, eller “vibrant”, som man siger på engelsk, stil, hvor spændingsfeltet mellem frugt, alkohol, syre og tannin, går op i en højere enhed, resulterende i en vin med et meget levende udtryk- klassisk fyldig Saint Emilion! Lang midterpalette og afslutning i en vin, der passede formidabelt godt sammen med den gode bøfaften😀🤗🍷 Smager rigtig godt lige nu og har efter min mening potentiale til yderligere udvikling. over de kommende år.
Points: 91+
Jeg opdaterer artiklen her senere med yderligere detaljer og info.







