Foto: Christian IV-statue, Nyboder, København, 9.maj 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg må sige det ligeud. Og måske vil nogle læsere synes at jeg i det kommende går for langt og ikke giver de pågældende ansvarlige mennesker den kredit, som de, efter nogles mening, fortjener. Men sagen er altså den at jeg har den helt ærlige mening at de pågældende ikke længere fortjener kredit. Tværtimod. Man repræsenterer ikke længere vestlige værdier, når man forhandler med et massemorderisk diktatur og når man forråder sine rigtige venner.
Denne uges helt store emne har helt klart været USAs, eller rettere sagt, præsident Trump’s- og skal vi måske præcisere det lidt, hans vicepræsident, Vance’s, svinske backstabbing mod både deres bedste allierede, Israel, OG deres potentielle, nye allierede, Iran; eller rettere sagt den iranske befolkning, som på 48. år kæmper mod det islamiske diktaturs undertrykkelse og dets finansiering af terrorisme og overtagelse af nabolande samt forsøg på destruktion af andre lande, inklusive Israel.
I denne eksistentielle kamp mod den islamiske imperialisme er USA, efter at have kæmpet mod den, sammen med Israel, i næsten et år, og for befrielsen af den iranske befolkning og et stop for det morderiske mullahdiktaturs fremfærd, nu pludselig vendt om på en tallerken og har, ligesom præsident Obama i sin tid, stillet sig på diktaturets side, anført af vicepræsident JD Vance, den klamme løgner og propagandist Tucker Carlsons gode ven, der nu har brugt hele den efterfølgende uge på at svine Israel til.
Man har i lang tid haft en fornemmelse af at Vance var en fake. Og at han i virkeligheden var en af de mange trojanske heste, som har sneget sig ind i Trump-administrationen, med det formål at standse præsidentens pro-israelske politik. Hvilket nu er lykkedes til overflod, assisteret af de mange, og tilsyneladende flere og flere Israel-hadere, eller “Anti-Israel First”-politikere, som jeg kalder dem. Med Trump-administrationens aftale med det massemorderiske mullahdiktatur, er præsidenten, med stærk støtte fra “Anti-Israel First”-vicepræsidenten, nu slået ind på en Mellemøsten-politik, der repræsenterer en 180 graders vending i forhold til for nogle få måneder siden.
Eller som Melanie Phillips formulerede det i JNS forleden, her omskrevet til dansk: “Ved Trump overhovedet, hvad han har gjort?”. Jeg er ikke sikker. Hans optræden minder efterhånden om den klassiske skolegårdsbølle, der terroriserer alt og alle, og de venner, han får, falder han også i ryggen på sigt, indtil alle fatter at hans egentlige budskab er “Her bestemmer jeg og I andre er bare nogle små tabere”. Og det er det eneste budskab. Der er ikke nogen filosofi eller samfundsmæssig ideologi bag, der tænkes kun i magt.
Er det virkelig det, Trump har at byde på? Ingen troværdighed? Ingen principper? Og målstolper, der flyttes efter forgodtbefindende?
Sådan er situationen ihvertfald nu. Den kan selvfølgelig ændre sig igen i den nærmeste fremtid, som den har gjort så mange gange indenfor det sidste år. Men med den kurs, administrationen har taget, må man konstatere at lige nu ligner det en katastrofe, hvor infiltration fra blandt andet Tyrkiet, Qatar, andre muslimske lande, og præsidentens tilsyneladende totale mangel på dømmekraft og mangel på forståelse for og forsvar for vestlige værdier, har spillet ind og forårsaget den pludselige 180-graders vending og totale katastrofe, der nu truer med at accelerere Vestens undergang, anført af et systemisk selvmorderisk Vesteuropa og et USA i uventet, fortsat moralsk nedgang. En nedgang, som man egentlig troede var vendt, men som nu igen truer, anført af de flere og flere “Anti-Israel First”-politikere, der dukker op til højre og venstre i det amerikanske samfundsbillede, og store lobbyorganisationers og firmaers samfundsnedbrydende aktiviteter.
Efter denne deprimerende konstatering fra den forgangne uge, sammen med en yderligere deprimerende konstatering af at der også har været et katastrofalt haglvejr i Bourgogne i ugen (læs mere om dette i vin-tråden), over til et helt andet emne; nemlig det igangværende fodbold-VM. Efter første rundes kampe og enkelte andenrunde-kampe, er der nogle hold, der står ud som kandidater til VM-titlen- og andre, der bestemt ikke gør. En ting, som jeg bestemt ikke havde ventet, var Lionel Messis ustyrlige indsats i Argentinas klare 3-0-sejr over Algeriet. Messi er 38, men selvfølgelig skulle han da lige fyre et hattrick af og slutte kampdagen af med at gå op på siden af Miroslav Klose i rekord for antal mål ved VM-slutrunder med i alt 16 scoringer. Og Messi lignede det, som kendere af hans karriere og FC Barcelona, vil kalde “Messi 1.0”; nemlig den ekstreme, ultraenergiske udgave, som man lærte at kende for nu over 20 år siden. Desuden var smilet tilbage- og de klassiske scoringer både ned i hjørnet og utageligt, helt op i krogen. Det er lige før man allerede overvejer om ikke han bliver topscorer i turneringen, med Østrig og Jordan som de to næste modstandere for Argentina. Hvis han kan score hattrick mod gruppens formodet sværeste modstander, Algeriet, hvad kan han så ikke mod de to?! Det kan dog være at man vælger at lade ham slappe af, hvis kvalifikationen er sikret efter Østrig-kampen.
USA har også imponeret. Deres forrygende presspil har foreløbig resulteret i 2 sejre og en målscore på 6-1, inklusive en imponerende sejr over Paraguay på 4-1. Gårsdagens indsats mod Australien var forrygende i første halvleg og så mere afdæmpet i anden halvleg. Men det samlede indtryk er af en art, så man sidder og tænker at de kan gå hele vejen. Og ja, det er seriøst ment.
Så er der et hold som Japan. Altid under radaren. Altid undervurderet. Men et virkelig stærkt hold. 4-0 over Tunesien i nat var dybt imponerende. Og indsatsen i 2-2-kampen mod Holland, der efterfølgende slog Sverige med 5-1, viser en del om at man skal tage dem alvorligt. Om det rækker til et verdensmesterskab, er jeg så ikke sikker på.
Nu til de korte domme:
Brasilien: 1-1 mod Marokko og 3-0 over Haiti. Og de har overhovedet ikke fundet noget, der ligner brasilianer-spillet, frem. Ikke imponerende. Jeg har svært ved at se dem gå langt.
Tyskland: 7-1 over Curacao, hvorefter man slæber en 2-1-sejr over Elfenbenskysten hjem i en usammenhængende indsats, med et hold, der mere lignede et internationalt sammenbragt hold end et tysk landshold. Jeg hverken tror eller håber på dem.
Frankrig: Vil stadig være blandt favoritterne efter 3-1 over Senegal. Den usympatiske Mbappé og de andre stjerner er bare ikke lige noget, man gider at se på. Og deres form for fodbold virker et eller andet sted kedelig og forudsigelig. Jeg tror, de kan blive slået ud, hvis/når de møder et velfungerende, disciplineret hold.
Spanien har kun spillet 1 kamp for nuværende (søndag eftermiddag 21.juni kl 14.10). Deres 0-0-kamp mod Kap Verde var en massiv skuffelse, hvor de spillede alt for langsomt og forudsigeligt og egentlig burde Kap Verde have scoret til sidst på en af deres farlige kontraangreb. VMs største sensation indtil nu. I aften møder Spanien Saudi-Arabien, et formentlig bedre hold.
Som udgangspunkt har jeg ikke meget sympati for Spanien. Landets ekstreme, Israel-fjendske politik og den svinske anti-israelske demonstration af Lamine Yamal under fejringen af FC Barcelonas mesterskab, som holdkammeraterne bare tillod, er eksempler på holdets tilhørsforhold. Og de har fortjent al den hån og fordømmelse, som der overhovedet kan gives dem!
Så er der England. En stærk start mod Kroatien. 2 mål, heraf 1 på et straffe, hvor han måtte have hjælp af dommeren og VAR til at få scoret via omspark, og en generelt set stærk præstation. England er nu blandt de største favoritter til titlen, sammen med Spanien og Frankrig.
Men oddssætterne i de internationale spillefirmaer- og hos Danske Spil- har glemt at med een eneste undtagelse, så plejer det at være et sydamerikansk hold, der vinder VM, når det foregår i Amerika. Og Englands VM-historik peger ikke imod en titel, men man kan jo aldrig vide. Og så er holdet jo langt om længe stoppet med at demonstrere til fordel for den marxistiske, samfundsomstyrtende og racialiserende bevægelse black lives matter, efter at man i årevis har skullet se på den dyssignalerende, og i virkeligheden samfundsnedbrydende og rædselsfulde knælen for en bevægelse, der åbent har erklæret at hvide mennesker er fjenden og hvis stiftere er erklærede marxister. Jeg kommer aldrig til at glemme Englands skam i denne forbindelse. En skam, der fortsætter i nutiden i det engelske samfund (bare se på Henry Nowak-sagen!) og som Three Lions ikke lige kan ryste af sig. Det var også årsagen til at jeg ikke gad at se på det engelske landshold i et godt stykke tid- nøjagtig lige som de andre “knæler”-hold.
Portugal: En ret dårlig indsats i første kamp, hvor en spiller som Ronaldo faktisk så “gammel” og rusten ud. (Han er så også 40 år nu). Jeg håber ikke, det er niveauet. Kampen mod Usbekistan viser forhåbentlig et højere niveau. Holdet burde være blandt favoritterne, med den fremragende Roberto Martinez som træner.
Colombia, fra samme gruppe, indledte med en forholdsvis klar sejr over Usbekistan. Hold øje med dem, for det er et hold fra det amerikanske kontinent.
Uruguay fik heller ikke nogen god start med den uafgjorte kamp mod Saudi Arabien. Ikke imponerende. Kommer de i gang mod Kap Verde? Egentlig burde de, traditionen tro, være blandt favoritterne fordi de spiller på deres eget kontinent. Problemet er selvfølgelig at de ikke har store profiler. Men det kan også vise sig at være en fordel..
Marokko, Egypten og Elfenbenskysten må være Afrikas bedste bud. Svært at vurdere hvor langt de kan gå. Men Marokko nåede jo semifinalen i sidste VM, som jeg var en af de mange, der boykottede, da jeg ikke ville have de mange migrantarbejderes blod (efter rapporterne at dømme døde tusindvis af importerede migrantarbejdere ved konstruktionen af de mange stadions) siddende på min samvittighed, ved at se kampe fra det terroriststøttende regime i Qatar.
Så er der outsiderne: Den første, jeg vil nævne, er Holland, der udraderede Sverige med 5-1 i går i en stærk indsats. Jeg har dog svært ved at se Holland som verdensmester med det nuværende hold.
Den anden outsider: Norge!
Jeg kan godt se dem nå langt og jeg kan faktisk også se dem sende en eller flere favoritter ud af turneringen. Angrebet er virkelig godt og Haaland ligner en kandidat til topscorertitlen. I første omgang skal Norge slå Senegal for at komme til næste runde, det tror jeg også de gør. En kamp, der sagtens kan ende med f.eks. 4-2 eller et andet storscorende resultat, og yderligere mål fra Haaland. Og så afhænger det af hvordan programmet former sig.
Som udgangspunkt synes jeg faktisk at USA har imponeret mest. De spiller lynhurtigt som en hvirvelvind, deres teknik er fremragende og de er enormt farlige i deres offensiv. De har en evne til at forvirre modstanderne med deres hastighed; en evne, der resulterede direkte i et selvmål af Australien i USAs 2-0-sejr i den kamp, og hvis de kan fortsætte kadencen, når de som minimum langt i turneringen.
For øvrigt skal man lægge mærke til Iran. 2-2 mod New Zealand var skuffende. Men hvis Iran kan vinde en kamp eller få flere uafgjorte, går de måske videre og spillerne har muligheden for at hoppe af, jo længere de holder sig i turneringen.
Tour de France nærmer sig også. Og hvis man skal tro på Danske Spil, er Pogacar kæmpemæssig favorit til ikke alene at vinde, men også at holde andre fra at vinde etaper. Eksempelvis har Danske Spil odds 1,60 på at Jonas Vingegaard vinder mere end 0 (ja, der stod nul) etaper i løbet. Man tror tilsyneladende på at Pogacar vil “kannibalisere” løbet og vinde et stort antal etaper. Men odds 1,60 på een eneste etapesejr til Vingegaard- den tager jeg gerne. Har Danske Spil og andre oddssættere overvurderet Pogacar? Det er trods alt Vingegaard, der har vundet de to seneste Grand Tours og han lader til at være i god form. Og på den måde fik jeg vel sluttet af på en positiv note i denne Søndagskommentar, som ellers ikke har været præget af optimisme.