Foto: Domaine Pierre Amadieu Cairanne Les Hautes Rives 2023, Rhône, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 28.juli 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne rødvin, fra en af Erik Sørensen Vin’s legendariske leverandører, Amadieu i Rhône, bliver denne uges studieemne som optakt til weekenden. Jeg har smagt adskillige af Amadieu’s fabelagtige Rhône-vine og nogle af kendetegnene ved dem er, efter min mening, den let “understatede” fyldighed og den fremragende balance og elegance. Jeg købte denne flaske i forbindelse med Erik Sørensen-lagersalget på Fredensborg Kongevej i slutningen af maj, hvor jeg også smagte lige netop denne vin og blev temmelig imponeret.
Jeg linker herunder til min smagenote fra Erik Sørensen-lagersalget den 30.maj:
Idag besluttede jeg mig så til at gøre Amadieu’s Cairanne Les Hautes Rives til ugens smageemne. Vinen bliver smagt over to dage og konklusion og pointsangivelse vil finde sted enten onsdag eller torsdag. Men nu til dagens note:
Tirsdag 28.juli 2026:
Domaine Pierre Amadieu
Cairanne “Les Hautes Rives” 2023
Rhône rød
Alkohol: 14,5%
Forholdsvis mørk i farven, men ikke uigennemsigtig.
Med det samme kan man fornemme at det her bliver stort! Og ikke bare virkelig godt, men stort. En laserlignende, glycerinfyldt næse, med en mineralsk, højtonet, frisk, ultra-klar og frugtig tone. Det overvælder nærmest sanserne, men ikke på den kraftige måde. Det her er ikke en “frugtbombe” eller en sirupagtig marmeladegranat. Det her er et stilstudie i balance og elegance med en nærmest Bourgogne-agtig mildhed, samtidig med at vinen besidder et formidabelt grip i duft og smag, der både er koncentreret og balanceret.
Man føler en stor Grenache-tilstedeværelse, sammen med en stor dybde og toner af hvid peber, lidt figen, mørke frugter, i en smag, der byder på stor længde.
Hold da helt k…! Jeg er for imponeret lige nu til at kunne vurdere vinen. C’est formidable!
Opdatering 30.juli:
I dag opfører vinen sig nøjagtig som for to dage siden. Det er en dybt imponerende Cairanne, der her. Faktisk er det den bedste Cairanne, jeg nogensinde har smagt. Og det lader ovenikøbet til at der er potentiale!
points: 92+
Omtalt i denne artikel:
Domaine Pierre Amadieu, Rhône- med domænets egen beskrivelse af deres Cairanne:







