Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

Serie: Bordeaux 1967- del 4: Rungsted Kro 27.januar 2017- med flere 1967 Bordeauxer..


Foto: Château Prieuré-Lichine 1967 Margaux, Bordeaux. En notorisk berømt Margaux, som havde det rygte at have produceret en af de bedste 1967ere i Bordeaux. Foto taget 27.januar 2017 på Rungsted Kro.

Januar 2017 og min 1967-kampagne var allerede godt i gang. De to foregående dage havde jeg smagt en del 1967ere og den 27.januar havde jeg simpelthen bestilt bord på Rungsted Kro og inviteret familien til smagning af 3 1967ere og nogle andre vine, som vi også skulle smage. Heldigvis var Rungsted Kro modtagelig overfor proppenge, ellers havde dette arrangement ikke kunnet lade sig gøre. Mange tak til Rungsted Kro. En kro, som jeg, ved et kig på vinkortet kunne konstatere havde nogle af de mange fremragende vine fra Erik Sørensen Vinhandel, så scenen var sat til en rigtig fin aften med Erik Sørensen-vine og mine egne medbragte Bordeauxer..

Vi lagde ud med en glimrende Bonnaire Brut Champagne. En fin start med en god hus-champagne.
Til forretten havde jeg bestilt en flaske Chablis:

Gerard Tremblay
Chablis Vaudesir 2012
Grand Cru
Bourgogne hvid
Alkohol: 13,0%.
Det var nærmest som om at man kunne se det på den forholdsvis neutrale farve. Denne Vaudesir 2012 var mega fast og kompromisløs. En vin, der formentlig ville have godt af yderligere 10 års lagring, for det var lige nu det rene stenbrud, helt bogstaveligt. Det var en kæmpe faktor. Alt andet blev suget ind i stenbruddet og selvom det var meget fascinerende, så forhindrede det lige nu vinen i at vise sin helt sikkert store dybde. Men konstruktionen kunne man i hvert fald ikke klage over. Der var svage hints af syre og minimale tegn på de ellers for hvide Bourgogner så klassiske citrus/lime-toner.
Nu er jeg så tilfældigvis en kæmpe fan af den her stenede mineralitet i hvide Bourgogner, og syntes at det her var enormt fascinerende. Det var sikkert også derfor at jeg endte med en høj pointshøst til denne vin, naturligvis med et potentiale-+, for det var der ingen tvivl om.
Points: 91+.

Nu til hovedretterne og rødvinene. Og der var jo lidt at gå igang med. Fra Rungsted Kro’s eget kort bestilte jeg:

Château Brane Cantenac 2000
Margaux 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Denne berømte 2.Cru, som i gamle dage var en af de absolutte stjerner i Margaux, var forholdsvis mørk, men helt lys i kanten. Milde mørke bær og diskret fad i duften. Angrebet var minsandten også ret mildt og elegant, eller nærmest skrøbeligt, forfinet og lady-like, med den delikate frugt og en næsten helt Pomerol-agtig natur, uden den lidt højere alkohol, som disse vine tit har pga Merlot’ens hurtigere modning. Den samme stil lagde grunden til den ligeledes meget elegante og forfinede afslutning, som var meget præcis og detaljeret, med fuldstændig perfekt afbalanceret syre og tannin.
Vinen var nærmest så vellavet og aristokratisk i sit udtryk at jeg kom til at tænke lidt på den ligeledes perfektionistiske og forfinede stil i Château Lafite-Rothschild. En stil, jeg ikke er så vild med. Jeg kan bedre lide “den anden Rothschild”, Mouton, og dens klart mere sjælfulde, kunstneriske og flamboyante, lidt oprørske stil. Men som vin var denne Brane-Cantenac 2000 selvfølgelig virkelig god og fortjente en høj score. Men da det her er en personlig blog, præget af min egen smag, så bliver det min lille snæversynede personlige vurdering, der bliver lagt til grund for pointsscoren her:
Points: 91.

Næste rødvin på programmet var heller ikke fra 1967, det var såmænd selveste Saint Juliens Løve i årgang 1982!! 😲🙏..

Château Léoville Las Cases 1982
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Mørkerød til kanten- HELT til kanten. Ingen-som-helst tegn på alder i farven. Som i overhovedet. En ravende mørk vin.
Duften var yderst diskret, men ikke på den flinke, elegante Brane Cantenac-måde. Snart fik man nærmest næsen revet rundt i strid tannin. Frugten kunne dog helt klart godt fornemmes, eller rettere sagt mærkes. Den lå som en lurende løve under den monstrøse tanniske overflade i denne skyskraber-konstruktion, hvor alting var på plads, med en kæmpe frugtreservefornemmelse, en tydelig syre og en kæmpe krydderikomponent, der udelukkende blev overgået af- selvfølgelig- tanninen. Det her var en massiv vin. Og den var ikke i nærheden af at være moden.
Jeg har læst en del anmeldelser af andre menneskers oplevelse af denne vin ude på forskellige vinsider på nettet og der er sjovt nok rigtig mange, der beskriver vinen som åben, moden, middelfyldig (??!) og charmerende. Denne flaske lignede overhovedet ikke de beskrivelser- for nu at sige det mildt. Enormt hård, massiv og nærmest uvenlig. Som et besøg i Zoologisk Have, hvor man kommer for tæt på løverne og de bliver sure😆😆😆.. en lille kommentar til dette; Château Léoville Las Cases 1982 er, baseret på smagningen af denne flaske, i forhold til ALLE andre 1982-Bordeauxer, jeg har smagt, den ENESTE overhovedet, der har været/er så ufattelig hård og lukket.
Det er vel et eller andet sted som sådan et godt løfte for fremtiden, men det afhænger af at frugten overlever den lige nu utroligt stride tannin, som ikke kommer til at formildes i de første 10-20 år, som jeg ser det.
På den anden side kan man naturligvis ikke undgå at blive imponeret over denne kolossale vin, med den gigantiske konstruktion. Den skal åbenlyst have en høj pointsangivelse. Men den var så lukket og uvenlig at jeg ikke kan nærme mig den vurdering, som den formentlig alligevel ender med at få fra andre vinanmeldere. Jeg kan bare ikke se mig selv gove den en så høj vurdering nu.
Jeg forsøger med:
Points: 91+?.
Spørgsmålstegnet skyldes min tvivl omkring forholdet mellem tanninerne og frugten, dvs balancen i fremtiden.
Men vinen, som den opfører sig lige nu, er et fascinerende vilddyr..

Nu var det så tid til dagens første 1967er:😄

Château Prieuré-Lichine 1967
Margaux 4.Cru Classé
Bordeaux rød
Alkohol: Ifølge etiketten cirka 11-13%😆😆. Man var ikke så nøjeregnende med angivelse af alkoholprocenter dengang.
En forholdsvis udviklet farve, klar i kanten, stadig fint rød, med kun en smule brunligt at spore.
Lækker duft med flot moden mørk frugt, lidt underskov, kostald, fint syregrip og en fin midterpalette og lang afslutning med stor vedholdenhed og en slags vulgær overdrevet nydelsesfaktor-elegance, som jeg var ret vild med. En fremragende Margaux.
Den havde den charme, som Léoville Las Cases 1982 nægtede at levere. Den havde så også mindre dimensioner og længde, og var vel også klart mindre kompleks. Men den var enormt charmerende og havde høj klasse.
Points: 93.
Resten af denne smagning beskrives i “Bordeaux 1967 del 5”, dvs i næste 1967-artikel.

Omtalt i denne artikel:
Rungsted Kro: http://rungstedkro.dk/kontakt/
Domaine Gerard Tremblay, Chablis: https://www.chablis-tremblay.com/
Château Brane Cantenac, Margaux, Bordeaux: https://www.brane-cantenac.com/
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux: https://www.domaines-delon.com/
Château Prieuré-Lichine, Margaux, Bordeaux: https://prieure-lichine.fr/