Foto: En stærk trio på Østbanegade 4.februar 2017: Château Cardinal-Villemaurine 1996 Saint Emilion Grand Cru, Château Latour 1967 Pauillac, Château Trotanoy 2001 Pomerol.
Vi var kort inde i februar 2017 og jeg var allerede godt inde i min Bordeaux 1967-kampagne. Og nu benyttede jeg mig af den lejlighed, der hed HJ Hansen lørdagssmagning, til endnu en gang at belemre mine omgivelser endnu mere med endnu flere 1967ere ved det månedlige møde i vores vinklub, Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd.! 🤙
Denne dag var jeg kommet sent op, så der blev ikke tid til den traditionelle kaffeslabberads på Hotel Østerport før smagningen. Det gav en følelse af at man var gået glip af noget sjovt- for eksempel de klassiske scener med hotelgæster, der glemte at toastristeren ikke har timer/eject function ved hotellets morgenbuffet😆. Øv. Men så kunne vi jo “tage hævn” efter smagningen, tænkte jeg, for der plejede vi også at have en kaffeslabberads- dog plejede kaffen til denne eftermiddags eftersmagnings-udgave mest at være irsk. Jeg tror, vi har givet Hotel Østerport en god del omsætning på disse lørdage..😃
Min egen medbragte vin fra 1967 fik selskab af en vin fra “nabo/undfangelsesåret”, i form af Château Cardinal-Villemaurine 1966 fra Saint Emilion. Et slot, jeg ikke kendte, så det så spændende ud.
Men selvfølgelig skulle vi også supplere med endnu en flaske i dagens anledning, og det blev fra et af Pomerols fineste slotte, Château Trotanoy 2001; en vin, som jeg købte i butikken, da jeg ankom. Scenen var sat og nu gik vi igang med selve HJ Hansen-smagningen; her var første vin på programmet den fremragende:
Dr von Bassermann-Jordan
Weissburgunder (Pinot Blanc) Trocken 2016
Pfalz hvid
Alkohol: 12,5%.
En næsten grønlig, ung farve, og en flot vin med sprød frisk syrlighed og en meget stor fylde og fantastisk præcision. Høj, høj kvalitet.
Points: 92.
Endnu en vin fra det officielle program, som jeg synes skal nævnes:
Château Peyros 2009
Madiran rød
En Tannat-Cabernet Franc blanding, meget mørk og ret koncentreret, “støvet” og tannisk. Jeg noterede også at den var meget fast og at der var toner af lakrids og tørrede krydderier. Vurderede så også at den var forholdsvis lukket og skulle ligge 10+ år. Men det var en både lovende og allerede imponerende vin. Jeg købte også nogle flasker af den ved denne lejlighed, for det var en særdeles interessant vin.
Points: 90+.
Så var turen kommet til vores vine; det var SGFGCBM-medlem Hans, der var kommet med Château Cardinal-Villemaurine 1966, en Saint Emilion Grand Cru.
Château
Cardinal-Villemaurine 1966
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
Klar i kanten, med lidt brunlige tendenser i farven. Duft af milde røde frugter og lidt svampe.
På paletten er der ingen mærkbar tannin tilbage, mens den milde frugt charmerer og balancen virker fin.
Vinen er helt klart stadig i live og frugten får ovenikøbet selskab af en glycerinfrisk tone, som skærper nydelsen ved vinen, til sidst. Det er ikke en spektakulær Saint Emilion, men den har grip og er helt klart en fornøjelse at drikke.
Points: 88.
På dette tidspunkt havde vi brugt så meget tid på HJ Hansen-vinene og Cardinal-Villemaurine 1966, samt den almindelige snakken hen over bordet, at vi pludselig fik småtravlt, for klokken var nu over 12.30 og officielt slutter smagningen kl 13.00, hvorefter alle “smides ud”, men de flinke folk hos HJ Hansen Østbanegade forlængede da bare vores ophold indtil vi havde afsluttet smagningen. 🤗🍷
De to næste vine burde blive dagens højdepunkter- og det blev de faktisk også:
Château Latour 1967
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Næste 1967er var på bordet i min 1967-kampagne- og denne gang var det intet mindre end en af de mest berømte Bordeaux-vine overhovedet: Selveste Latour!! (siges med bævende stemme og en dyb sans for gloire- og udtales derudover på snobbefransk)..
Jeg havde åbnet vinen om morgenen og allerede dér havde jeg lagt mærke til et mindre propproblem. Jeg kunne umiddelbart lugte det igen, da jeg kiggede på farven, som var forholdsvis mørk, men klar i kanten.
Propelementet forstyrrede dog ikke så meget at jeg syntes det var for meget, så jeg besluttede mig til at forsøge med en anmeldelse alligevel.
I duften var der mørk frugt, tørrede krydderier og den berømte Pauillac-blyantspids, iblandet både en følelse af askebæger, tobak og lidt svampetoner. I smagen var koncentrationen, fylden og balancen fin og de mange elementer fra duften kunne også fornemmes; men den mere og mere irriterende proplugt overtog desværre efterhånden.
Jeg syntes dog godt at jeg kunne give vinen en pointsangivelse for det indtryk, den gav, hvis man så bort fra propelementet.
Points: 92.
Jeg var lidt ærgerlig over at propelementet havde “vundet” lidt i Latour 1967, for det var dagens eneste 1967er. Men okay, bedre held næste gang, som det hedder.
Inden da havde vi så lige en Pomerol fra 2001, som er en generelt set undervurderet årgang i Bordeaux- og ovenikøbet fra det berømte og fabelagtige Château Trotanoy..
Château Trotanoy 2001
Pomerol
Bordeaux rød
Stadig meget mørk i farven, helt til kanten.
Duften nærmest eksploderede, med lækker eksotisk frugt, krydderimix og en jernagtig følelse, lidt a la Petrus! Det var helt kolossalt.
Smagen var fast og fyldig, men samtidig silkeblødslækker, med antydninger af mørk chokolade i den lange afslutning, hvor frugten kom i kaskader, sammen med en perfekt doseret syre og rigtig flinke tanniner! En kæmpe Pomerol-charmebombe, der mere end reddede dagen for mig, og desuden var afslutningen så insisterende at jeg tænkte at man sagtens lige kunne lagre vinen i de næste 20-30+ år uden problemer, så potentialet virkede også ret stort.
Points: 95+.
Jeg var rigtig glad for at kunne hæve februar 2017-mødet i Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd med denne fabelagtige afslutning. Nu var det, traditionen tro, tid til en god eftermiddags-kaffeslabberads..
Omtalt i denne artikel:
Dr von Bassermann-Jordan, Pfalz:
https://www.bassermann-jordan.de/
Château Peyros, Madiran: Jeg har ikke kunnet lokalisere en fungerende hjemmeside for slottet.
Château Cardinal Villemaurine, Saint Emilion, Bordeaux:
https://www.cardinal-villemaurine.fr/bienvenue
Château Latour, Pauillac, Bordeaux: https://www.chateau-latour.com/en
Château Trotanoy, Pomerol, Bordeaux: https://www.moueix.com/en/pomerol/trotanoy/