Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

18.februar 2023: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Louis Jadot Marsannay “Clos du Roy” 2018 Bourgogne; drikkeklar nu- eller ikke klar?


Foto: Louis Jadot Marsannay Clos du Roy 2018, Côte de Nuits, Bourgogne, i glasset på Kjær & Sommerfeldt Vinbar 18.februar 2023.

Lørdag den 18.februar 2023! Vindiktatoren følger sit normale “Tradition & terroir”-lørdagsprogram; 1.Morgenandagt i Domkirken. 2.Morgenkaffeslabberads. 3.Morgenmad og kaffeslabberads i Illum. 4.Vinsmagning. BUM!!
På vinkortet hos Kjær & Sommerfeldt Vinbar denne lørdag havde man Louis Jadots Marsannay 2018. Jeg har gode erfaringer med Marsannay, der, næsten uanset producenten, ofte leverer silkebløde og arketypiske charme-Bourgogner, så jeg gættede på at også Jadots ville charmere, på trods af sin unge alder. Men ville jeg få ret i det?

Louis Jadot
Marsannay 2018 “Clos du Roy”
Côte de Nuits
Bourgogne rød
Alkohol: 13,5%.

Jeg syntes at kunne fornemme en anelse lysning i kanten.
Glycerinagtig friskhed og åben duft med milde røde frugter og en diskret ristet egefadsnote.
I smagen fornemmes de røde frugter, mens en anelse milde tobaksblade også toner frem. Frisk, uden dog at vinen som sådan er specielt præget af syren; fint tør, mineralsk og velafbalanceret. Umiddelbart fornemmer man på nuværende tidspunkt en let tannin i baggrunden, men kun i form af en vis indsnerpende fornemmelse i afslutningen.
Jeg synes umiddelbart at jeg får ret i min antagelse om at vinen charmerer nu og er drikkeklar, for den virker særdeles charmerende i øjeblikket, med både fremragende balance og en lækker, åben og både frugtig, mineralsk og lettere rustik stil med masser af sjæl.
Afslutningen er middellang og præget af vinens særdeles udtalte charme og frugtige stil.
Jeg forsøger nu med at lade vinen stå og vender tilbage til glasset nogle minutter senere for at se om der er yderligere udvikling i den ene eller anden retning. Nogle gange sker der intet. Andet gange ændrer vinen nærmest fuldstændig karakter på en særdeles dramatisk måde. Hvad ville der ske nu?
🍷🍷🍷
Efter lidt over en halv time i glasset træder den særdeles fintgrynede tannin så en smule mere frem. Men den formår ikke at blive så gennemtrængende at den dæmper vinens charme væsentligt.
Efter ca 40 minutter i glasset er det som om at frugten på dette tidspunkt nu træder endnu stærkere i karakter og charmerer endnu mere, samtidig med at den fremstår som en smule sødligere i forhold til i begyndelsen af smagningen.
Efter over en time i glasset er vinen endnu mere udtryksfuld og åben, på trods af at tanninerne stadig er tydelige. Sagen er klar- Jadots Marsannay Clos du Roy 2018 kan drikkes nu, endda med stor fornøjelse, og det er en fremragende vin med en lige så fremragende fremtid, for balancen er rigtig fin.
Points: 91+.

Omtalt i denne artikel:
Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke: www.domkirken.dk
Illum: https://illum.dk/
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Maison Louis Jadot, Bourgogne: https://www.louisjadot.com/