Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

31.december 2017: Ordrupvej: Hvide franske triumfer🥇🏆..


Foto: Château Mouton-Rothschilds hvidvin Aile d´Argent 2008, Bordeaux. Formentlig dagens bedste vin den 31.december 2017, i hård konkurrence med Dom Perignon 2009. Ordrupvej 31.december 2017.
For baggrunden til dette meget specielle navn til en hvidvin, “Sølvvinge”, se denne fascinerende historie fra Baron Philippe de Rothschilds datter, Philippine:
https://www.chateau-mouton-rothschild.com/aile-dargent#

Nytår 2017 med Bror. Fremragende mad- fremragende vine. Det var den korte plan. Østers naturel og efterfølgende hummersuppe med henholdsvis to forskellige hvidvine og så endnu en gang østers naturel, denne gang med champagne. Hovedretten denne nytårsaften skulle være krondyrmørbrad fra Rævhede Naturprodukter, købt i Magasin du Nord Mad & Vin.

Den 31.december 2017 var en søndag og jeg startede dagen i Trinitatis Kirke med højmesse dér. Efter højmessen og bla afsyngning af “Vær Velkommen Herrens År”, bød kirken på kirkekaffe, Royal Oporto Ruby portvin og fyldte chokolader (!). Det var nærmest et overflødighedshorn.
Tilbage på Ordrupvej og her besluttede Bror og jeg at begynde markeringen af nytåret ved ca 15.30-tiden med den første runde østers og den første hvidvin- og til det formål havde jeg fundet en flaske Bordeaux, fra 1.Cru slottet Château Mouton-Rothschild i Pauillac. Jeg har altid været fascineret af deres vine, altså rødvinene, for jeg havde ikke før lagt mærke til denne meget specielt navngivne hvidvin, Aile d´Argent (se billede), før. For historien om navnet, se linket i toppen eller i bunden af siden her.

Château Mouton-Rothschild
Aile d´Argent 2008
Bordeaux hvid
Alkohol: 13,0%
Anvendte druer i denne vin: Sauvignon Blanc 63%-Sémillon 35%-Muscadelle 2%.

Flot moden farve, dvs mørkegylden.
Lækker duft med både klassiske Sauvignon Blanc-citrus/lime-toner og mere eksotiske elementer, med hints af melon og friske pærer, med en fin og bestemt ikke dominerende, og balanceret fadtone.
På paletten var alle de nævnte duftnuancer i spil, mens en flot og læskende syrlighed øgede dybden i vinen. Der var en rigtig god fyldighed, en insisterende og flot frugtighed og en ligeledes insisterende og meget lang afslutning. Og så er der dem, der mener at hvid Bordeaux ikke passer så godt til østers naturel. Det synes jeg ikke at kunne bekræfte. Alle hvide Bordeauxer, jeg har smagt til østers naturel, har harmoneret rigtig godt med retten- og bestemt også Aile d´Argent 2008, som desuden med sin alder charmerede i en grad, så man ikke kunne blive andet end dybt imponeret. Dybde, fylde, frugt, længde. Der var flot definiton, præcision. Og der var en luksusagtig rigdomsfølelse over frugten, i en grad, så man følte sig voldsomt forkælet af denne vin.
Ekstraordinært godt! Og jeg tror ikke engang, denne vin har nået sit højdepunkt endnu..
Points: 94+.

Ca en time senere var vi klar til næste punkt på vin-dagsordenen; hummersuppe fra den fantastiske tidslomme Holger Frederiksen på Ordrupvej og dertil Vincent Girardins Puligny-Montrachet Vieilles Vignes 2007. Suppen var fabelagtig; det var Holgers franske jomfruhummersuppe på glas. Sidste pristjek ca kr 70,- pr glas, men de har den ikke året rundt.
Nå, men uheldigvis kan jeg springe vinbeskrivelsen over her, for vinen var desværre oxideret i en grad, så den ikke kunne vurderes. Det var nu ikke rigtig noget, man tænkte over, da vi stadig var så imponerede over Aile d´Argent 2008 at det var svært at glemme dén præstation.

Dronningens nytårstale; en ny omgang østers og nu var det tid til champagnen..

Moët & Chandon
Dom Perignon Brut 2009
Champagne
Alkohol: 12,5%
Jeg havde i mange år en tradition med at smage den nyeste udgivne årgang af Dom Perignon nytårsaften. Således også dette nytår, hvor 2009-årgangen var på programmet. Jeg havde smagt denne Dom Perignon-årgang tidligere på året sammen med to af mine sommelier-kolleger fra Vinakademiet og der havde vi været positive overfor årgangen, så nu ville jeg egentlig bare have “bekræftelse”- og det fik jeg!
Lysgylden farve.
Små diskrete bobler. Men det var duften ikke. Den var faktisk overraskende åben, med en rigtig flot mineralitet og en anelse sødlig frisk-æble tone. Det var ekstremt charmerende og sjældent lige-ud-af-landevejen-lækkert for Dom Perignon. Og minsandten om ikke denne åbenhed gik igen i smagen, med fin diskret syre og en både rank og “fed” profil, samt en flot lang afslutning med den flotte frugtprofil og mineraliteten, der klingede langsomt ud. Gode løfter for fremtiden her.
Points: 93+.

En voldsomt imponerende start på denne nytårsaften! Selv med den oxiderede Puligny-Montrachet havde de hvide imponeret stort.
Hvad så med de røde? Jo, der var også rødvine. Men dem behandler jeg i en separat artikel, da der var 1967ere med, så de indgår i dén artikelserie.

Omtalt i denne artikel:
Château Mouton-Rothschild Aile d´Argent:
https://www.chateau-mouton-rothschild.com/aile-dargent#
Moët & Chandon Cuvée Dom Pérignon: https://www.domperignon.com/