Foto: Sol Negru Sauvignon Blanc 2021 fra Asconi Winery i Moldova den 3.juni 2023, Meny Illum Underground. En fremragende Sauvignon Blanc- anbefales herfra.
Det var en meget, meget interessant dag i City den 3.juni. Jeg fik, traditionen tro, smagt enten hvid Bourgogne eller rød Bordeaux på Kjær & Sommerfeldt Vinbar- og så var der minsandten moldaviske vine på prøvesmagning i Meny Illum Underground!! Og minsandten om ikke også man havde fået en repræsentant for producenten op helt fra Moldova, til at stå for udskænkningen af smagsprøver! Sensationelt, efter min mening, og fremragende arbejde. Jeg fik smagt en del af de moldaviske vine og fik desuden en god snak med repræsentanten, som fortalte mig at hans personlige favorit i deres vinserie var Pinot Grigio´en. Den var også udmærket, men det var så ikke min favorit. Den kan man læse om nede under Bordeaux-anmeldelsen.
Men først dagens oplevelse på Kjær & Sommerfeldt Vinbar:
Château de Chambrun 2019
Lalande de Pomerol
Bordeaux rød
14.5% alkohol
Merlot/Cabernet Franc
Mørkerød til kanten. Måske ville jeg have forventet en endnu mørkere farve efter at have smagt vinen, for den er i realiteten meget ung og meget tannisk.
Rødfrugtige aromaer og diskret fad.
De lyse røde frugter dominerer og der er en høj tydelig syre, mens fadet stadig står diskret i baggrunden. Der fornemmes også kværnet sort peber.
“Varmen” fra de 14,5% alkohol fornemmes forholdsvis tydeligt, men den er alligevel integreret fint i vinen.
Tanninerne er meget finkornede og diskrete, i en grad så de i første omgang næsten ikke fornemmes. De kommer dog snigende efter nogle minutter. Jeg tænker at det reelle niveau vil stå klart efter ca en time i glasset, så jeg lader vinen stå lidt, mens jeg læser min sædvanlige lørdagsartikel, “Thoughts From The Frontline” af økonomen John Mauldin, med hans generelle betragtninger om samfundets- og især økonomiens udvikling nu og i fremtiden. Kan anbefales kraftigt.
PS: Til dem, der overvejer at læse hans ugebrev; John Mauldin taler i sine ugebreve om det, som han mener bliver et “Great Reset” i økonomien. Til dem, der kender Klaus Schwab, hans tilhængere. og den dagsorden, som hans organisation, World Economic Forum, står for, så skal jeg altså lige her, på vegne af John Mauldin, gøre opmærksom på at det IKKE er dén slags reset, han er fortaler for.. 😆😆
John Mauldins ugentlige læserbrev er ret langt og inkluderer ofte lange passager fra erfarne økonomer og financielle eksperter, med deres bud på hvordan fremtiden kommer til at se ud. Det er generelt set en glimrende udgivelse, og, synes jeg, også for dem, der ikke er enige med hans økonomiske teorier og holdninger.
Efter denne læsepause vender jeg tilbage til Château de Chambrun 2019 og her ser det ud til at ikke meget har forandret sig.
Efter ca 45 minutter er indtrykket generelt set det samme som lige efter opskænkningen; frugten imponerer med sin diskrete, men tydelige charme og vinen fremstår cremet og lækker.
Det er også tydeligt at tanninerne, som ellers er både særdeles fine og særdeles diskrete, faktisk er den dominerende faktor i vinen i øjeblikket. Munden coates fuldstændigt og det er tydeligt at vinen skal have ca 10 år på langs før modenheden begynder at indtræde.
Når dette er sket vil vinen fremstå med stor charme, lækker frugt og en silkeblød natur.
Efter over en time i glasset er indtrykket uforandret og det er som om tanninen lige har givet den et ekstra nøk. Jeg holder dog fast ved mit første gæt på 10 år på langs. Derefter vil den, afhængig af opbevaringen, kunne holde i flere årtier. Pointsgivningen er for det nuværende indtryk. Det er en vin, som godt kan drikkes nu, men som man med fordel kan købe med henblik på lagring i nogle år- eller mange. Derfor kan man også med fordel lægge mærke til om jeg har sat et + ud for pointsgivningen, som står for potentiale, dvs sandsynligheden for en eventuel opgradering af scoren i fremtiden. Når det så er sagt, så er 88 points fra mig en høj score- for i modsætning til Parker´s venner på The Wine Advocate så går min skala altså ikke fra 50 til 100- men fra 0 til 100.
Points: 88+.
Efter vinbaren og en thé-tur på Riccos hyggelige kaffebar, der ligger i forbindelse med stormagasinets boghandel i Magasin du Nord, var det så at jeg gik ned i Illum Underground og den flotte Meny-butik dernede, hvor de har en forholdsvis stor vinafdeling. Og her stod der, som tidligere nævnt, ret sensationelt, en repræsentant for Asconi Winery fra Moldova og skænkede ud af domænets vine, både hvide og røde, produceret på kendte druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Feteasca Neagra, Chardonnay, Pinot Grigio, Sauvignon Blanc og Malbec, altså de verdensberømte franske og internationale druer, og den for Moldova hjemlige Feteasca Neagra, der indgik i en blanding med Bordeaux-druerne Cabernet Sauvignon og Merlot, mens Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio og Malbec var produceret som enkeltdruevine. Jeg smagte dem allesammen og mens repræsentantens favorit var Pinot Grigio´en, så var jeg personligt mest imponeret af den lækre Sauvignon Blanc. som jeg tænkte måtte have et ganske stort salgspotentiale, og jeg syntes i det hele taget det var en glimrende vin med flot syre og friskhed- lige en vin for Sauvignon Blanc-fans! Jeg fik også en lang snak med den flinke repræsentant for producenten og fik i løbet af denne snak smagt alle vinene; jeg syntes også at både deres blandingsrødvin og enkeltdrue-Malbec var ganske fine, mens jeg fandt Pinot Grigio´en en smule neutral og Chardonnay-vinen egentlig lidt det samme. Men generelt set var det glimrende hverdagsvine til en overkommelig pris.
Asconi Winerys vine er forholdsvis billige og forhandles i Meny Illum Underground. (Jeg har ikke lagt mærke til om de fås i andre Menyer).
Og så skal ALLE, der læser denne artikel, kigge på Asconi Winerys hjemmeside. Der er en virkelig underholdende musikvideo fra vingården på hjemmesiden- linket kommer her- kopier og indsæt i browser:
https://asconiwinery.com/
Også omtalt i denne artikel:
John Mauldin: https://www.mauldineconomics.com/about-us/john-mauldin
Château de Chambrun, Lalande de Pomerol, Bordeaux:
Kjær & Sommerfeldt Vinhandel: www.kogs.dk
Riccos Kaffebar: http://www.riccos.dk/kaffebarer
Illum Underground: https://illum.dk/food/illum-underground
Meny Illum Underground: https://illum.dk/MENY-FOODMARKET