Foto: Wegeler Riesling Trocken Löss 2022, Rheingau. Plates, Christianshavn, 20.marts 2024. Endnu en Rheingau-riesling-triumf!
Vindiktatoren var med familien på restaurant Plates på Christianshavn igår, med den flotte udsigt til Børsen på den anden side af vandet, og her havde man en af de tørre, syrligfriske og mineralske Rheingau Rieslinger på vinkortet. Det skulle naturligvis smages..
Wegeler
Riesling Trocken Löss 2022
Rheingau hvid
Alkohol: 12,0%
Fascinerende med dette næsten helt neutrale, vandige udtryk i vinens farve, som øjeblikkeligt, i det samme man sætter næsen til glasset, afløses af den lynende friske og højtonede aromaer af blandt andet citrus/lime, litchi og en følelse af denne fascinerende og nærmest fængslende laseragtige fokus på sprød friskhed i vinen, samtidig med at man fornemmer mineraliteten som en understrømning.
På paletten fortsætter de flotte sprødsyrlige toner, mens mineraliteten vinder endnu mere frem, med flintestensagtige toner, samtidig med at især den højtonede litchi, som jeg fornemmede i duften, imponerer. Alkoholen er på 12,0% og passer fint ind med god balance. Afslutningen er lang og bliver hængende. Og denne Riesling er ikke engang specielt dyr. Vi betalte ca 500.- for en helliters-flaske.
Points: 90
En af vores retter bestod blandt andet af lækre kammuslinger med peberrod, agurk og dild- og det fungerede aldeles storslået til Rieslingen. Et andet hit til Rieslingen var en flot, syrlig salat mod afslutningen af måltidet.
Endnu en klar triumf for fremragende Rheingau Riesling.
Omtalt i denne artikel:
Restaurant Plates, Christianshavn:
https://restaurantplates.dk/
Weingut Wegeler, Rheingau, Tyskland:
https://www.wegeler.com/