Foto: Den utroligt idyllisk beliggende Nivå Kirke, som ligger et kort stykke fra Kongevejen, men tilstrækkeligt langt væk fra den til at fremstå som en rigtig landsbykirke, med alt, hvad det indebærer af landlig idyl- marker, den gamle Nive Mølle et kort stykke væk, og også et landbrug med fårehold i nærheden.
Særdeles ruralt og helt usædvanligt mentalt langt væk fra selve Nivå By’s temmelig forfaldne bycentrum, hvor det tidligere indkøbscenter Nivå Center ved stationen i øjeblikket ser ud til at være ved at blive revet ned.
Billede af Nivå Kirke taget fredag 29.marts 2024 af Vindiktatoren.
Det var et usædvanligt besøg, jeg var på idag. Landede på Nivå Station i god tid, så jeg kunne vandre den formodentlig idylliske tur op til Nivå Kirke. Først passerede jeg Nivå Center. Som simpelthen er ved at blive revet ned! Centeret har aldrig været en succes og nu er det tilsyneladende helt slut. Nivå Center har efter min mening altid været fuldstændig stemningsforladt og uden charme. Og så har det desuden altid haft en evne til at tiltrække det forkerte publikum.
Humøret blev bedre, næsten lige så snart man forlod stationsområdet sydpå via gangstien. Forbi den stille flydende Nive Å og ned forbi det tidligere Nivå Stadion, hvor jeg var til lokal-storkamp i Sjællandsserien i 1982 mellem Nivå og Espergærde, med 1.000 tilskuere, og hvor den landskendte VM-håndboldstjerne Jens Erik Roepstorff, der spillede fodbold som sidebeskæftigelse for Espergærde, var lige ved at afgøre kampen til deres fordel til allersidst, men lige akkurat missede det store tilbud i kampen, der endte 0-0.
Stadionet er nu nedlagt og jeg kan ikke finde nogensomhelst oplysninger om hvor det skulle være flyttet hen.. det tidligere klubhus rummer nu spejdernes bygning. Og det var så forøvrigt her, ude på vejen, kort efter spejderhuset, at jeg minsandten, i under 10 graders varme, oplevede årets første bi! Det var en helt sommerlig oplevelse.
Op forbi Nive Mølle; en flot bygning, og til målet- Nivå Kirke (se billede), en flot kirke i gotisk stil, bygget 1909-10. Ifølge kirkens hjemmeside (se den under omtaler) var det den lokale matador, Johannes Hage på Nivaagaard, der skænkede byggegrunden og bekostede størstedelen af omkostningerne til kirkebyggeriet.
Kirken ligger på et meget højt sted og man kan skue flere kilometer mod nord fra kirkegården, der omkranser den. Og så har kirken i øvrigt en smart digital avis kørende ude ved sognekontoret, med nyheder fra sognet og meddelelser om arrangementer.
Orglet i kirken er på 25 stemmer og bygget af Bruhn & Søn i 1979.
I koret er der glasmosaikvinduer, udført af Knud Lollesgaard, mens alterkorset er udført af Povl Olrik.
Og så er der noget helt usædvanligt ved Nivå Kirke; hvor den gængse placering er alteret i øst og tårnet i vest, vender Nivå Kirke med alteret mod syd.
Prædikenen denne langfredag stod Christian Hyttel for og han fortolkede dagens tekst aldeles glimrende.
Det korte af det lange denne langfredag i Nivå var at det var et utroligt kontrastfuldt besøg. Bykernens gigantiske forfald i forhold til den landlige idyl, der virkelig strålede denne dag, især i og omkring den utroligt smukke og velholdte Nivå Kirke og kirkegård, var helt enorm. Se forøvrigt herunder i omtaler hvad man planlægger som erstatning for det nedrevne Nivå Center.
Omtalt i denne artikel:
Nivå Center- planen for hvordan erstatningen for centeret skal se ud:
https://www.dagensbyggeri.dk/artikel/120848-ramponeret-center-erstattes-af-indbydende-byomrade
Nive Mølle- artikel fra Karlebo Lokalhistorisk Forening:
https://www.lokalhistoriske-forening.dk/files/Download/Rytterskolen%20nr.2%20Sommer.pdf
Nivå Kirke- hjemmeside: https://www.karlebosogn.dk/kirkerne/niva-kirke