Foto: Alianca Bairrada’s Quinta das Baceladas 2007, i glasset. Ordrupvej påskemandag 2.april 2018. En mindeværdig dag, hvor jeg havde besøgt min tidligere arbejdsplads, Irma Sundbyvester Plads, tidligere på dagen, i et nostalgisk og trist besøg, fordi butikken viste sig at skulle lukke den kommende søndag.
Velkommen til del 2 af miniserien “2.april 2018”. Del 1 af serien kan læses via dette link:
https://www.letourduvin.dk/2024/04/01/2-april-2018-del-1-irma-sundbyvester-plads-pilgrimsturen-til-min-tidligere-arbejdsplads-resulterer-i-fundet-af-en-11-aar-gammel-portugisisk-kvalitetsvin%f0%9f%8d%b7/
Det var blevet til en lidt trist påskemandag den 2.april 2018. Godt nok var påskens budskab et særdeles opmuntrende et af slagsen, men for min organisations vedkommende stod den på dette tidspunkt på lukning af 11 Irma-butikker og massefyringer. Folk mistede her helt og aldeles troen på Irma og COOP som en arbejdsplads med god jobsikkerhed, når noget sådant kunne lade sig gøre. Troen på ledelsen fik her et afgørende knæk- og den tro kom aldrig igen. Med god grund.
Og fagforeningerne? Tjah. I Danmark har vi jo et specielt system, der tilgodeser arbejdsgivere og fagforeninger- ikke medarbejderne. Jobsikkerhed er ikke noget, vi bekymrer os om her i Danmark.
Men humøret kunne hurtigt rettes op- for hos mit alter ego, Vindiktatoren, på Ordrupvej, stod menuen denne påskemandag på lækre østers naturel med 1er Cru-Chablis og ligeledes lækre bøffer med godt tilbehør og rødvinssauce- og den just erhvervede og nærmest historiske flaske Bairrada-rødvin fra 2007, som jeg havde købt samme dag i Irma på Sundbyvester Plads.
Jeg så frem til denne smagning, for de mad/vin-kombinationer, jeg havde lagt op til, var jo simpelthen sikre vindere. Eller hvad?
Resultaterne måtte selvfølgelig ses på tallerkenen og i glasset..
Jean-Marc Brocard
Chablis 1er Cru Vau de Vey 2014
Bourgogne
4 år gammel- men stadig med grønlige toner i farven.
Flot duft med en gennemtrængende, imponerende kalket og samtidig nærmest forfinet mineralitet og diskrete citrus-toner.
På paletten fortsatte den forfinede stil, med både den lækre kalkede mineralitet og den flotte, sprøde syrlighed, i fint samspil. Og i kombination med østers naturel var det her naturligvis igen en sikker vinder, hvis man da overhovedet havde været i tvivl om det på noget tidspunkt denne dag.
En luksuriøs mundfølelse blev skabt, hver gang man tog en bid østers sammen med vinen- helt uforligneligt pga vinens mineralitet.
Flot og lang afslutning- og det føltes som om denne Chablis stadig havde lidt hvalpefedt at skulle smide, så jeg tænkte at der faktisk også var lidt yderligere potentiale.
Points: 90+
Efter denne fabelagtige luksusoplevelse stod den på bøfaften. Og nu ville det blive rigtig spændende at se om denne portugisiske rødvin var så god, som jeg huskede den fra tidligere..
Alianca Bairrada
Quinta das Baceladas 2007
Bairrada rød
Alkohol: 14,0%
Denne vin har også en interessant druesammensætning. Det er nemlig et blend af de to berømte Bordeaux-druer Cabernet Sauvignon og Merlot og den traditionelle Bairrada-drue Baga- en særdeles interessant blanding!
Farven var stadig mørk (se billede fra vinen i glasset i vindueskarmen).
Duften var så nu, efter 11 år, temmelig åben og meget charmerende, med lækre mørke frugter i en vin med stor duftdybde og flot doseret fad.
På paletten charmerede vinen nu rigtig meget med en fin afrundethed, flot dybde, en vis struktur, tilstrækkelig syre og flinke, bløde, modne tanniner. Vinen havde ramt sit modenhedsplateau! 🤗Det var en feelgood-situation, der skabte magi sammen med den lækre mad og vinen mindede på mange måder om en god, solid Cru Bourgeois-Bordeaux. Den havde masser af appel og afslutningen var lang og charmerende. Virkelig god lige nu, i foråret 2018, og formentlig en fornøjelse også de næste 10+ år.
Points: 91
Portugisisk rødvin er tit undervurderet- det er især tilfældet med netop denne slags rødvine, som sælges i supermarkeder og hvor den typiske kunde ikke har tålmodigheden til at lade den ligge på lager i den fornødne tid- for det kræver sådan en Bairrada her- før den blomstrer op ved modenhedens indtræden.
Min opfordring herfra, hvis man som vininteresseret har den mulighed, er at købe en række rødvine i middel til billig-niveauet, fra for eksempel Frankrig, Spanien, Italien og Portugal, Grækenland og andre europæiske lande- og så lade dem ligge i ca 5-7, måske 10 år. Resultaterne vil med stor sikkerhed blive rigtig gode, for selv supermarkedsvine har oftest brug for at få ca 5 års lagring, før de har nået modenhed og charmerer med deres afrundede charme og dybere indtryk.
Omtalt i denne artikel:
Jean-Marc Brocard, Chablis: https://brocard.fr/en/
Alianca Bairrada, Portugal: Alianca ser desværre ikke ud til at have en hjemmeside.