Foto: Illum Rooftop 2.maj 2018. Vinen i glasset er Michelot Meursault Les Grands Charrons 2015, Bourgogne.
2.maj 2018 var en fridag for mig, så der var ingen tvivl om hvad der skulle ske- formiddagskaffe hos Holm, efterfulgt af en café au lait i den brede kop på Løgismose Illum Rooftop- og derefter smagning af et par vine.
Nu var vejret aldeles strålende denne dag- høj sol og heller intet galt med temperaturen, så det var ikke svært at tage beslutningen om at der skulle smages hvidvin efter kaffen..
Domaine Jean Marc Brocard
Chablis 1er Cru Vau de Vey 2014
Bourgogne hvid
Lysgylden.
Flot udtryk med citrus og en smule frisksyrlig æbletone, som gik igen på paletten. Stor mineralsk fremtræden, hvor man næsten følte at man slikkede på en østersskal, sammen med den stenede komponent, akkompagneret af den flotte, ranke syre. En flot Chablis i flot balance.
Jeg fornemmede ingen fadlagring, hvilket viste sig at være korrekt.
Points: 90
Jeg fik nu selskab på Rooftop af min gode ven “Joks”, der sluttede sig til mig for smagningen af hvidvin nr 2 (som afbildet på Løgismoses udeterrasse- flot i glasset).
Domaine Michelot
Meursault Les Grands Charrons 2015
Bourgogne hvid
Lysgylden, med en antydning af grøn.
“Fed” fremtræden på duften, med smør, klassisk citrus, også her lidt frisk grøn æble, mens man også får lidt knuste nøddekerner i duften her.
På paletten forekommer denne vin fadlagret, med fine fadtoner. Der er flot citrus, mens et pift af frisk grøn æble kommer ind. Måske er det det, der får min gode ven “Joks” til at mene at vinen efter hans mening er sød.
Flot afslutning med en vis fedme og stilen er lidt “varmere” end i Chablisen fra Brocard. Dette er så heller ikke en klassisk årgang i Bourgogne som 2014- 2015 var en varmere årgang.
Men det, som Michelot kan, viser sig også her- nemlig at få mineraliteten til at træde rigtig flot frem. Det er rigtig flot og kommer med stor præcision.
Endnu en virkelig lækker hvid Bourgogne på denne flotte solskinsdag.
Points: 91
Omtalt i denne artikel:
Løgismose – hjemmeside:
https://www.loegismose.dk/
Løgismose: Omtale af deres nuværende årgang af Meursault Les Grands Charrons fra Michelot:
https://www.loegismose.dk/produkter/meursault-les-grands-charrons/81456/
Domaine Jean Marc Brocard, Chablis:
Domaine Michelot, Bourgogne:
http://www.domaine-michelot.com/