Foto: Château Artigues 2017, Pauillac, Bordeaux, i glasset. Billede taget 8.juli 2024 i Vindiktatorens Bunker.
Jeg var igen nede hos Sømod Vine i Spinderiet, Valby, på udkig efter Bordeauxer med lidt alder forleden. For butikken har det med at finde nogle rigtig attraktive røde Bordeauxer frem, med lidt alder på, så de er drikkeklare- den perfekte måde at sælge Bordeaux på.
Det helt store spørgsmål for mig her var derfor om Artigues 2017 var drikkeklar nu eller om den skulle have flere år på langs, da jeg smagte den over to dage mandag/tirsdag.
Sømod Vine tager forøvrigt i øjeblikket kr 199,- for en flaske af denne vin. En pris, der bestemt ikke er uoverkommelig for en Bordeaux med lidt alder, ovenikøbet fra den nok mest berømte kommune i hele regionen. Behøver jeg nævne de tre 1.Cru-slotte i Pauillac for at sætte stemningen omkring denne herostratisk berømte kommune? Nej, vel?
Nå, men her er resultatet af smagningen..
Château Artigues 2017
Pauillac
Bordeaux rød
Alkohol: 13,0%
Stadig meget mørk.
Ret stor duft med klassiske mørke bærnoter med solbær, blåbær og brombær.
Landlige noter med kostald, eksotiske mørke krydderier, tørret tobak.
På paletten crunchy tanniner; det er helt nøddesmør-agtigt. Og de forsvinder ikke på noget tidspunkt under smagningen over to døgn.
Men der er altså også flot mørk frugt, flot syre i fin harmoni med frugt og tannin og og god, dyb midterpalette med fine frugtkaskader- så meget dominerer tanninerne altså heller ikke.
Man må så til gengæld også konstatere at vinen ikke er fuldmoden som 7-årig.
Det havde jeg nok heller ikke regnet med, så det er ikke fordi jeg som sådan er skuffet.
Afslutningen er også fyldt med den tydelige crunchy-knasende tannin, som man rent faktisk nærmest kan sidde og tygge på og som både imponerer og efterlader smageren med en tanke om at der skal kød på bordet til denne vin.
Middel afslutning. Her tænker man for alvor at vinen lige skal ligge ca 3-4 ekstra år, før den rammer modenhedsplateauet, men den kan sagtens drikkes nu, og imponerer også ganske meget. Desuden får den et plus for potentiale.
Points: 89+
Omtalt i denne artikel:
Omtaler kommer senere.
…..