Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

4.august 2024: København: Cerro do Santo Reserva 2017- tør rødvin fra Douro🍷


Foto: København 4.august 2024: Cerro do Santo Reserva 2017, Douro, Portugal, i glasset.

OBV: Jeg skal gøre opmærksom på at jeg repræsenterer en organisation, der er involveret i salget af denne vin. Følgende vil dog være min helt ærlige mening om vinen.

Tør portugisisk rødvin er ikke ligefrem det, der præger billedet, hverken hos supermarkederne eller vinhandlerne. Det er praktisk taget altid portvinene, der stjæler billedet, måske lige med undtagelse af de friske hvidvine fra det nordlige Portugal, men generelt set dominerer portvinene næsten totalt.
Men der findes faktisk en hel del fremragende rødvine fra Portugal- også fra portvinens eget område og selve portvinsproducenterne. Dette er en af dem- portvinshuset Quinta do Pégo står bag den tørre rødvin Cerro do Santo Reserva, produceret på flere druer, bl.a. den fremragende og berømte portvinsdrue Touriga Nacional samt en række andre lokale druer, heriblandt en, som benævnes “Tinta Roriz”. Det lyder måske ikke så umiddelbart så bekendt i læsernes ører, men hvis jeg nu angiver druens spanske navn, klinger det nok en hel del mere bekendt: Tempranillo.
Cerro do Santo Reserva er husets andenvin og årgangen er 2017. Det ser jeg som en fordel, eftersom min erfaring er at de portugisiske rødvine, ligesom de spanske og franske, har godt af at ligge nogle år før konsumering. Jeg fik øje på denne vin til en pris af en hund, i Meny Illum, og tænkte at det kunne være særdeles interessant at smage den til aftenens planlagte lammemørbrads-servering.
Blev det så også en oplevelse?..

Cerro do Santo Reserva 2017
Douro DOP rød
Alkohol: 13,5%
Forholdsvis mørk i farven. Der var måske lidt lysning i kanten, men det var ikke meget.
Duften er særdeles charmerende, med diskrete mørke frugter, en tydelig, men også diskret, egefadskomponent og en kompleks og særdeles velduftende krydderi- og tobakkombination.
På paletten er Cerro do Santo Reserva 2017 i fabelagtig balance; de 13,5% alkohol, den tydelige, og alligevel diskrete, syre, den flotte mørke frugt og en afmålt, mærkbar, men også venlig, tannin, i denne middelfyldige til fyldige rødvin, med et flot grip i midterpaletten og en lang, dvælende afslutning, og en gennemgående følelse af at man her på en eller anden måde har ramt en fabelagtig repræsentation af vinens sjæl, gør dette til en utrolig velsmagende og løfterig oplevelse, der desuden stadigvæk udviser fint potentiale. Der er en følelse af det, man på fransk kalder “á point” og en virkelig flot harmoni i vinen. En flot komposition og så fungerede vinen desuden rigtig fint med lammemørbraden og det fyldige tilbehør, med stegte brune bøgehatte, kogte danske limfjords-kartofler og blomkål, samt rødvinssauce.
Points: 90+
Og jeg har muligvis været konservativ i denne pointsangivelse..

Omtalt i denne artikel:
Quinta do Pégo, Douro: (Ejerne af Cerro do Santo):
https://quintadopego.com/shop/cerro-do-santo-reserva-douro-d-o-p-2015/

…..