Foto: Guillaume Bouchacourt Chénas Les Gandelins, Château des Jean-Loron 2015, Beaujolais, i glasset. På en af bænkene i Ordrup Park 13.oktober 2018 med min bror.
Denne artikel er skrevet 14.oktober 2024.
Lørdag den 13.oktober 2018 var en af den slags dage, hvor sommeren lige vender tilbage for en bemærkning. Temperaturen nærmede sig faktisk 20 grader og Vindiktatoren var som sædvanlig taget på sin hyggenygge-lørdagstur til København City, hvor han blandt andet smagte rød Chassagne-Montrachet fra Jean-Marc Morey på toppen af Illum, hos Løgismoses fabelagtige, men nu desværre hedengangne, butik deroppe. Først havde Vindiktatoren naturligvis været på Holms Café til indledende lørdags-kaffeslabberads og boglæsning, hvorefter han gik på toppen af Illum for at indlede dagens smagninger, først naturligvis med en café au lait i den brede kop, og derefter med vin. Link til dén artikel her:
Vel hjemkommet finder jeg så ud af at temperaturen er særdeles behagelig. Klokken 14.46 er der 19 graders varme i Ordrup! 2018 var et godt år for den danske sommer- og for dansk vin. Forinden har jeg været nede hos Holger Frederiksens Eftf, på Ordrupvej 100, lige modsat Ordrup Park, hvor jeg har fundet det, som vel nærmest er den perfekte vin til denne dag, nemlig en Chénas Beaujolais, og bror og jeg sætter os over i parken med de dertil medbragte, smarte plastic-drikkeglas, der er tilstrækkelig store til at give vinen et godt udtryk, samtidig med at man ikke risikerer at de går i stykker.
Der er masser af bænke i Ordrup Park og naturligvis havde vi også en stambænk. Sådan er det jo med garvede park-gængere.. 😆🍷
Jeg må så indrømme at mine forventninger til denne Beaujolais ikke ligefrem var store.
Ville jeg få bekræftet min formodning om en OK, men ikke fremragende Beaujolais? Eller ville denne Chénas imponere?..
Guillaume Bouchacourt
Château des Jean-Loron
Chénas 2015
Beaujolais rød
Normalt ligger alkoholprocenten typisk forholdsvis lavt for Beaujolais, omkring 12-13%. Denne Chénas var på 14,0%- dvs forholdsvis mærkbart højere. Ville det bringe vinen ud af balance?
Farven var egentlig ret mørk for en Chénas. Rød helt til kanten, uden lysning noget sted.
Og så kom overraskelsen; vinen charmerede big time fra første snif og første dråbe!
Lækker, dyb, flot syrlig og mildt frugtig. En slikskål af en Beaujolais!
Den fremragende vinøsitet i syren, kombineret med vinens lækre dybde, skabte en virkelig flot og harmonisk rødvin, der bare var en fornøjelse. Rent faktisk begyndte man, midt i det hele, at føle sig henført til et område, der ligger lidt nordligere, nemlig selve Bourgogne! Så charmerende var denne Chénas.
Der var flot friskhed, fine røde frugter, god mineralitet og en harmoni, der storcharmerede smageren.
Denne varme lørdag eftermiddag i Ordrup Park i 2018 følte man sig hensat til Frankrig. Eller måske var det måske mig og Bror, der bragte Frankrig til Ordrup Park.. 😃
Under alle omstændigheder hensatte denne Chénas os i et rigtig godt humør. Efter vores fars død i 2013 og Brors efterfølgende helbredsproblemer, var denne dag en stjernedag, hvor vi for alvor følte os ovenpå, godt hjulpet på vej af denne formidable Beaujolais..
Points: 91
Det skulle ikke undre mig om vinen her STADIG leverer en flot oplevelse.
Omtalt i denne artikel:
Holger Frederiksens Eftf, Ordrupvej 100, Charlottenlund/Ordrup:
https://holger-frederiksen.dk/
Château de Jean-Loron, Beaujolais- hjemmeside:
https://www.chateaudesjeanloron.fr/
Ordrup Park, Ordrup/Charlottenlund- Gentofte Kommunes omtale af parken:
https://gentofte.dk/fritid/natur-parker-og-strande/parker-og-groenne-omraader/ordrup-park/