Foto: Det originale program til Philipson Wine’s Årgang 2000 Smagning i Øksnehallen, København, 26.april 2003, ovenikøbet med originale rødvinspletter 😆
Efter at have set denne kæmpe begivenhed omtalt, kontaktede jeg naturligvis straks min gode ven Simon og vi styrede endnu en gang mod en historisk smagning af stort format.
Philipson Wine’s smagninger dengang bestod af “heats”, dvs ligesom i speedway. Og speedway-sammenligningen passer meget godt i dette irriterende koncept, for man havde en bestemt tid til at få smagt et bestemt antal vine (en umulig mission). Så man måtte altid på forhånd finde ud af hvad man ville smage og så gå efter det.
Vi fik da også smagt nogle vine og fandt også nogle Bordeauxer, før vi pludselig fandt ud af at smagningen, i bedste Erik Sørensen-efterabningsstil, havde anskaffet sig en “kultbar” med kostbare vine. Fint, tænkte vi, og vi stod resten af dagen i Kultbaren, hvor vi smagte både oversøisk og Bordeaux.
Korte noter med points følger her:
Château Meyney 2000
Saint Éstèphe Cru Bourgeois
Bordeaux rød
En lovende Meyney. Mørk og med flot frugt, samtidig med at den voldsomme tannin dog sørgede for at vinen ikke kunne imponere nu. Den virkede tilbageholdende, men meget lovende, fordi man kunne føle at der var meget under overfladen.
Points: 90+.
Château Beychevelle 2000
Saint Julien 4.Cru Classé
Bordeaux rød
Beychevelle var også lukket, men det var som om at den var mere “afslappet” og charmerende. Der var, ligesom i Meyney, perfekt balance, masser af frugt og en flot, rank struktur, samtidig med at denne vin måske også havde lidt mere umiddelbar charme.
Points: 91+.
Château Clerc Milon 2000
Pauillac 5.Cru Classé
Bordeaux
Jeg havde måske håbet på en smule åbenhed her, fordi denne vin ret ofte har en eksotisk og forholdsvis åben og charmerende stil, men Clerc Milon 2000 var også temmelig støvet, frisk, mineralsk, med en følelse af stenbrud, og glycerinfyldig- men samtidig også meget tannisk.
Points: 91+.
Château Montrose 2000
Saint Éstèphe 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Jeg havde forventet en endnu mere nedlukket Montrose, som jo er kendt for at være en “svær kunde” i sine første år, og det fik jeg også. Men jeg kunne også fornemme en større konstruktion, kompleksitet og dimensioner i vinen. Svær at vurdere som 3-årig, eller helt præcist 2 1/2-årig, men jeg syntes at det tegnede til en langsom udvikling med stort lagringspotentiale i en flot og fyldig vin.
Points: 93-94+.
Det var på dette tidspunkt at vi opdagede Kultbaren. Og dér stod vi resten af smagningen.. vi begyndte med:
Viu Manent
“Viu No.1” 1999
Colchagua Valley, Chile- rød
Den allerførste årgang, som Viu Manent producerede af denne Malbec-prestigevin fra Colchagua- og den eneste vin, der ikke var fra årgang 2000, som jeg smagte denne dag. Og den var koncentreret, ret kraftig og allerede efter 4 år ikke så tannisk så det gjorde ondt. Desuden havde den for en chilensk vin en usædvanlig stor konstruktion. Flot frugt og rigtig god længde, i en vin med fremragende balance. Jeg var meget imponeret. Points. 94-95+.
Château Pichon Longueville
Comtesse de Lalande 2000
Pauillac 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Jeg var imponeret af “Comtessen”, som den hedder i vinkenderkredse. Denne højt klassificerede Pauillac var sjovt nok ikke specielt lukket at smage på, med stor koncentration, lækker ung og gennemtrængende frugt, nyspidset blyant, fine tanniner og flot dybde.
Jo længere man stod med vinen i glasset, jo tydeligere blev tanninernes indflydelse imidlertid. Men lige nu var Comtessen virkelig flot.
Points: 97+.
Château Léoville-Barton 2000
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Endnu en berømt 2.Cru. Barton var dog knap så storslået som Comtessen på dette tidspunkt og føltes mere endimensionel, samtidig med at den var langt mere fast og utilnærmelig. Så uanset hvordan den måtte opføre sig i 2023, så var Barton 2000 på dette tidspunkt ret uvenlig. Potentialet var selvfølgelig stort og det føltes som et monster, der ville slippes løs på et tidspunkt, men jeg kunne ikke blive andet end imponeret- hvilket så også betyder at jeg ikke kunne bedømme den højere end jeg gjorde.
Points: 94-95+.
Château La Conseillante 2000
Pomerol
Bordeaux
Jeg var chokeret. Både over den meget mørke farve og over at La Conseillante 2000 opførte sig på denne måde. Normalt en vin, der var forholdsvis mild og næsten helt Bourgogne-agtig. Min eneste kommentar til årgang 2000 på mig smageark, var “Kraftig”- tilføjet en pointsangivelse.
Points: 91+.
Château Léoville Las Cases 2000
Saint Julien 2.Cru Classé
Bordeaux rød
Las Cases 2000 var glycerinpræget, stenbrud, som sædvanlig imponerende storslået Cabernet Sauvignon-solbærfrugt- og fuldstændig bedøvende tanniner.
Svær at vurdere og jeg endte med:
Points: 95+. Fordi den tanniske dominans var afvisende og uvenlig. Det var for meget. Men samtidig er man selvfølgelig ikke i tvivl om at det her er en verdensklassevin med kolossalt potentiale.
Château Mouton-Rothschild 2000
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Selveste Mouton. Men det ville jeg ikke have kunnet fornemme hvis jeg havde smagt den blindt. Den opførte sig også meget i stil med de andre store slotte- lukket ned, desværre. Den eneste, der ikke var lukket helt ned denne dag, var Pichon-Comtesse. Der var mørk, koncentreret frugt, flotte, men diskrete krydrede toner- og et verdenshav af tannin.
For Mouton’s vedkommende var det bare svært at vurdere den højere på dette tidspunkt, selv med en sikker formodning om at vinen ville udvikle sig fremragende, pga den svært dominerende tannin.
Points: 94+.
Château Latour 2000
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Hvad så med Latour 2000? Håbet om at finde bare én til af de store Bordeauxer i charme-form denne dag levede stadig. Men det levede på tynd is og heller ikke Latour var i charmehumør. Lige så lukket som Léoville Las Cases- man skulle næsten tro at der var en nabokonkurrence om hvilken af vinene, der kunne optræde mest afvisende og tannisk i en alder af 3 år. De to slotte er kun adskilt af den lille bæk Juillac, på nordgrænsen af Saint Julien/sydgrænsen af Pauillac og det kan mærkes.
det kunne også mærkes at Latour 2000 var et kæmpe monster, der ikke skulle slippes ud af sit bur endnu- den var både for voldsom, koncentreret men, sjovt nok, selvom der var masser af tannin, ikke helt så afvisende som de andre og, som sædvanlig med mere dybde og både større konstruktion og dimension end de øvrige. Egentlig allerede en rigtig stor oplevelse.
Points: 98+.
Château Lafite-Rothschild 2000
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Lafite var nok den sværeste vin at regne ud på denne dag. Den har en evne til at være fuldstændig umuligt lukket i sin ufatteligt elegante og forfinede tanniske skal. Problemet- eller rettere sagt mit problem med Lafite er bare at den er så rent produceret, så perfekt, uden kanter, som en fintslebet diamant, at den ikke rigtig kan fornærme nogen.
Men jeg har det altså bare sådan at jeg gerne vil “fornærmes” af en vin, der har lidt, og gerne lidt meget, “kant” og personlighed, hvilket jeg synes at kunne finde til overflod i både Latour, Mouton-Rothschild (“Rothschild-rebellen”) og Léoville Las Cases i Saint Julien, for at nævne nogle af de vine, der blev smagt denne dag.
Men selvfølgelig er potentialet stort og nogle vinanmeldere vil falde bagover, når de smager Lafite 2000. Jeg er bare ikke en af dem.
Points: 91+.
Omtalt i denne artikel:
Château Meyney, Saint Éstèphe, Bordeaux: https://meyney.fr/
Château Beychevelle, Saint Julien, Bordeaux:
Château Clerc Milon, Pauillac, Bordeaux:
Château Montrose, Saint Éstèphe, Bordeaux:
Bienvenue à Château Montrose, Grand Cru Classé de Saint-Estèphe
Viu Manent, Colchagua, Chile:
https://tienda.viumanent.cl/
Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande, Pauillac, Bordeaux:
https://www.pichon-comtesse.com/en
Château Léoville Barton, Saint Julien, Bordeaux:
https://leoville-barton.com/
Château La Conseillante, Pomerol, Bordeaux:
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.domaines-delon.com/en/leoville-chateau_leoville_las_cases_histoire.html
Château Mouton-Rothschild, Pauillac, Bordeaux:
https://www.chateau-mouton-rothschild.com/
Château Latour, Pauillac, Bordeaux:
https://www.chateau-latour.com/en
Château Lafite-Rothschild, Pauillac, Bordeaux:
https://www.lafite.com/domaines/chateau-lafite-rothschild/
Øksnehallen, København:
https://www.dgibyen.dk/da/
Philipson Wine: www.philipsonwine.com