Foto: Fattoria San Guiliano Langhe Arneis 2024, Piemonte, i glasset. Meny Rotunden, Hellerup Strandvej, 22.marts 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg skal først gøre opmærksom på at jeg pt repræsenterer en organisation, der blandt andet er involveret i salget af denne vin. Det har så ingen indflydelse på min vurdering af den.
Jeg var forbi Hellerup Strandvej igår- og det er jo stedet, hvor en af de mest imponerende supermarkeder i Danmark ligger. Meny Rotunden på Hellerup Strandvej er noget af et udstyrstykke, med utroligt flotte afdelinger og blandt andet en kolossalt lang slagter/fiske-disk, med et særdeles rigt udvalg. Der er også en hel, separat ostedisk, som ligger ved siden af den store vinafdeling, hvor der tit er aktiviteter.
Det var også tilfældet igår, hvor jeg var i Hellerup. Og her stod House of Elm med nogle af deres importerede vine fra Italien, nærmere bestemt Fattoria San Guiliano i Piemonte. Jeg kunne så ikke lade være med at smage deres Lange Arneis-hvidvin; det er temmelig længe siden, jeg har smagt en Langhe Arneis, så nu måtte det være på tide. Dét initiativ fortrød jeg ikke..
Fattoria San Giuliano
Langhe Arneis 2024
Piemonte hvid
Alkohol: 12,5%
Fin, ungdommelig grøn-gylden farve.
Rigtig flot i duften med lækker, sprød citrus og en diskret, nærmest kiwi-agtig tone. Meget lækker og højtonet; man kunne næsten fornemme vinens optræden på paletten allerede.
Og den svigtede bestemt heller ikke. Flot frugttilstedeværelse, med den friske, sprøde citrus, igen den diskrete, men bestemte, og ikke for sødlige, bagvedliggende kiwi-tone, sammen med en flot dybde. Det her var en imponerende, lavalkoholisk og frisk hvidvin, som måske ville gå godt til eksempelvis alt godt fra havet, men som faktisk også uden problemer kunne stå alene. Den højtonede friskhed gik igen hele vejen igennem, til den lange afslutning, hvor den klingede langsomt ud. Det var så frisk at det til tider begyndte at minde lidt om en hypotetisk blanding mellem en Loire Sauvignon Blanc, iblandet lidt dansk Solaris-hvidvin, med det diskrete twist af kiwi oveni.
En virkelig flot Lange Arneis fra Fattoria San Giuliano.
Points: 90
Omtalt i denne artikel:
Fattoria San Guiliano, Neive, Piemonte:
https://www.fattoriasangiuliano.it/