Foto: Jean-Baptiste Giraudy Bourgogne Pinot Noir 1995, AOC Bourgogne rød, i glasset.
Vindiktatorens Bunker, København, 4.april 2025. En 30 år gammel “supermarkeds”-Bourgogne- hvordan ville det gå?!
Vindiktatorens række af artikler med smagning af ældre supermarkedsvine fortsætter her, med en Bourgogne Pinot Noir 1995 fra producenten Jean-Baptiste Giraudy; en i sin tid Irma-importeret Bourgogne. Og man fristes meget stærkt til at citere fra etiketten:
“Bourgogne er et rigt distrikt, rigt på alt det, der gør livet værd at leve. Det er Frankrigs gastronomiske centrum. Pinot Noir præsenterer sig her i en helt frisk og frugtagtig udgave. Umådelig charmerende og velsmagende. Tør- men venlig tør. En vin, der er lavet for at blive nydt ung. Til fjerkræ og lette kødretter. Gerne serveret et par grader under stuens temperatur. Prøvesmagt oktober 1996”.
Derudover kommer Irma Vin med deres sædvanlige, meget grundige infoskema på bagsiden af etiketten, hvor det fremgår at restsukkerindholdet er 1 gram pr liter (det er lavt)- alligevel angiver Irma på en tørheds/sødmeskala tørheden til ikke at være helt ude på skalaen. Lidt forkert, eftersom restsukkerindholdet i en rødvin som minimum ligger på omkring 0,5 gram, og her har vi altså 1 gram. En typisk italiensk Ripasso idag er efterhånden på 7-8 gram restsukker, så man kan hurtigt regne ud at denne Bourgogne er “as dry as they come”.
Alkoholen er på 12.5% og der angives også en del andre ting- men det, man nok mest af alt skal lægge mærke til her, er beskrivelsen af vinens stil, nemlig “En vin, der er lavet for at blive nydt ung”.
Sådanne vendinger benyttes stadig ofte af vinsælgere/vinfirmaer idag, og min påstand er at den langtfra altid passer. Min serie af smagninger af andre ældre supermarkedsvine har med tydelighed allerede demonstreret et hav af undtagelser til påstanden om at supermarkedsvine skal drikkes indenfor de første fem år, eller hvad man nu hører “eksperter” kloge sig med.
En anden ting, der muligvis kan influere smagningen her, er at produktionsstilen/filosofien dengang i 1990erne var en anden. Vinene var mere “bondske”, mere “rå”, mere strukturelle- også i Bourgogne. Jeg forventede derfor at finde en vin, der stadig levede, på trods af de nu 30 år på bagen, som stadig havde god frugt og som først og fremmest præsenterede sig med en temmelig stor struktur, en fornemmelse af rå tannin, den velkendte Bourgogne-jordbundssmag samt en følelse af at vinen stadig har smagsreserver, der venter på at blive frigivet. Desuden forventede jeg en rustik stil i frugten, i modsætning til nutidens meget friske, højtonede frugtstil.
Med andre ord så var der en del på spil her i forhold til mine forventninger..
Artiklen her opdateres lidt senere på dagen.
Jean-Baptiste Giraudy
Bourgogne Pinot Noir 1995
AOC Bourgogne rød
Alkohol: 12,5%
Ret mørk i farven, især i forhold til klassifikationen- den laveste i Bourgogne, hvis man lige ser bort fra Passetoutgrain.
Meget stram i duften; lidt støvet skovsti med en hestevogn, der lige er passeret. Meget rural stemning. Lidt blomster, en fornemmelse af en “rå” tone, men også røde og mørke frugter i en diskret, støvet stemning.
I 1990erne var mange Bourgogner klart mere tanniske og stramme end dagens vine. Det er også tilfældet her. Men det, man under alle omstændigheder øjeblikkeligt kan konstatere, er at denne generiske Bourgogne fra 1995 er SPIL-levende! Der er momenter af begyndende brunlige nuancer på farven- men det er simpelthen det ENESTE alderstegn, denne vin udviser. Stilen er stram og tannisk, rå og bondsk- ganske som så mange andre Bourgogner i 1990erne. Og sjovt nok gengives dette også på Irmas fyldighedsskala, som angiver at dette er en forholdsvis fyldig rødvin. Helt enig med Irma Vin-folkene her.
Paletten fortsætter med sin meget stramme stil. Det er en meget strukturel vin- en rigtig madvin. Irma foreslår at drikke vinen til kylling og andre lette retter. Jeg sidder idag (fredag den 4.april) med lammesteaks, godt krydret med rosmarin samt bagte tomater med smeltet ost ovenpå og dertil stegte kartofler med rosmarin og rødvinssauce. Denne kombination fungerer ret godt til Bourgognen, der også lader til at have en fin dybde under strukturen. Lige nu er vinen dog ret genstridig i sin tanniske skal.
Jeg fortsætter eksperimentet lørdag den 5.april med lignende mad til og her vil jeg komme med konklusion og pointsangivelse.
Lørdag aften! Jeg har nu gensmagt vinen og følgende er noteret:
Den lidt “rå” stil, med en meget strukturel profil, fortsætter. Der er stadig tanniner og de slipper vist ikke lige foreløbig. Frugten klarer sig stadigvæk fint, men er aftaget lidt i forhold til igår.
Vinen er gået ind i en fase, hvor man fornemmer jern, eller snarere rust, meget tydeligt. Oplevelsen begynder faktisk at minde lidt om den flaske Château Ausone 1974 Saint Emilion (altså den berømte Bordeaux 1.Cru) som vi smagte sidste år. En vin, der også helt klart var i live. Men hvor Ausone optrådte ret imponerende, så er vi her nede på et andet niveau; vi har ikke den samme dybde og karakter og vinen fremtræder knap så multidimensionel som den store Saint Emilion. Alligevel er jeg imponeret over denne generiske Bourgognes “staying-power”. Den forekommer ikke træt- og det tror jeg faktisk heller ikke, den gør om 10 år! Der er gods i den og nogle gange sker der altså vilde ting med ældre vine- pludselig løsner tanninen og frugten kommer frem og charmerer. Det kan også ske her- men jeg vil dog holde mig til den antagelse at det er mere sandsynligt at vinens tannin og rå fremtræden overlever frugten. Sådan lader det til at skulle gå. Men som sagt så kan der ske vilde ting- jeg har oplevet lidt af hvert med ældre vine.
Jeg har forøvrigt flere flasker af denne vin, så læserne her kan følge vinens udvikling sammen med mig gennem de kommende år og være med til at opleve, hvordan denne Bourgogne udvikler sig over yderligere tid.
Points: 85 +?
Forklaring til tilføjelserne efter pointsangivelsen: Jeg lader muligheden for potentiale stå åben, for jeg har før oplevet ældre vine pludselig åbne op efter mange, mange år- og billige supermarkedsvine! Også selvom de forekommer at være på vej ned ad bakke.
Omtalt i denne artikel:
Giraudy ser desværre ikke ud til at have en hjemmeside.