Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

26.-27.april 2025: København: Østers, Holgers Årgangssardiner 2022 og brislinger i olie med en hvid Bourgogne! Smagning over to dage, med konklusion og pointsangivelse søndag 27.april – og en lille note om dagsformen for den berømte Matéus rosé.. opdateret søndag med pointsangivelse


Foto: Les Vignerons Rèunis Bourgogne Chardonnay 2023, Bourgogne, i glasset. Ved siden af Bourgognen skimtes Holgers Årgangssardiner 2022 i olie. En frem-ragende servering, der fik de ellers glimrende brislinger i olie fra Riga Gold til at blegne lidt ved siden af. Og helt i baggrunden ses nogle af Vindiktatorens aber sidde og hygge sig i sofaen.

Eftermiddagen igår lørdag begyndte med et lille eksperiment fra min side. Jeg havde fundet en kvartflaske af den herostratisk berømte portugisiske Matéus Rosé i den lige så berømte cirkelrunde flaske!
(Jeg har så allerede glemt hvor jeg købte den😆😆!) Men jeg syntes at vejret igår var tilstrækkelig godt, der hvor jeg var, til at forsøge mig med at smage denne berømte rosé. Jeg kunne simpelthen ikke længere huske dens stil fra gamle dage, så det var på tide med en genopfriskning. Syntes jeg.

Der gik ikke mere end nogle få slurke af Matéus rosé, som forøvrigt var uden årgang, til at kunne konstatere at det her ikke var en tør vin! OG der manglede i dén grad en frisk, læskende syre.
Jeg var lidt overrasket, for at sige det mildt. Jeg havde måske forventet en rosé på den milde, venlige side, men det her var ganske enkelt for kastreret og for sødligt.
Jeg hastede i stedet STRAKS videre til en af dagens store begivenheder, nemlig min planlagte østers/sardin/brisling-eftermiddag med den hvidvin, jeg købte i Alma i Påsken, nemlig en Bourgogne Chardonnay 2023 fra Les Vignerons Rèunis; jeg havde storrost domænets Pinot Noir 2023 i Påsken og nu håbede jeg på at den hvide ville have lige så meget karakter og grip som den røde.
Vores østers var fremragende og både brislinger og især Holgers Årgangssardiner fra 2022 var voldsomt imponerende gode. Hvad så med Bourgognen?
Spændingen steg..

Les Vignerons Rèunis
Bourgogne Chardonnay 2023
Bourgogne hvid
Bleggylden farve. Det kunne være et godt tegn. Nogle af de bedste hvide Bourgogner, jeg har smagt, har været bleggyldne.
Duften var præget af frisk citrus og en vis mineralsk tone- ikke så meget andet.
På paletten var vinen forholdsvis stærkt præget af frisk syre; citrus/lime og en vis, let olieret fedme, der dog ikke afgav store udtryk, den var forholdsvis neutral. Man fandt eksempelvis ikke eksotiske stenfrugter, som det nogle gange kan være tilfældet med Chardonnay, også fra Bourgogne.
Her var det syren, der drev værket. Og det var måske der, det gik lidt galt. For mens vinen fungerede godt til vores østers, så kunne den ikke rigtig følge med, når det gjaldt brislingerne og især Holgers Årgangssardiner 2022. Der forekom den for slank og syrlig.

Jeg vender tilbage til smagningen idag med forventet gensmagning og pointsangivelse senere på dagen.

Så blev det søndag aften og min gensmagning idag af den hvide Bourgogne gav mere eller mindre det samme resultat som igår, dog med lidt flere indtryk på paletten. Nu var der en lidt mere olieret, men stadig neutral frugtstil, mens syren stadig var temmelig dominerende. I forhold til den fremragende rødvin kan jeg ikke rigtig svinge mig op til det helt vilde for denne Bourgogne Chardonnay 2023 fra Les Vignerons Rèunis.
Points: 82?

Omtalt i denne artikel:
Les Vignerons Rèunis, Bourgogne:
Jeg har ikke kunnet finde en selvstændig hjemmeside for producenten, så jeg linker i stedet til den danske importør, Husted Vin’s hjemmeside-omtale:
https://hustedvin.dk/vin/les-vignerons-reunis-aoc-bourgogne-chardonnay

Holger Frederiksens Eftf, Ordrupvej 100:
https://holger-frederiksen.dk/

…..