Foto: Château Angludet 2012 Margaux, Bordeaux. Vindiktatorens Bunker, København, 22.december 2021. Vindiktatoren siger: “Margaux har altid fungeret rigtig godt for mig som juleaftensrødvin”.
Den 22.december 2021 var Vindiktatoren nede i Valby og kigge sig omkring på Langgade- og det var en inspirerende oplevelse. For det viste sig at kort efter Søndermarken-stykket og Jesuskirken, på den anden side af vejen, ligger den fremragende vin- og spiritusbutik Hos Peter Kjær. (Som forøvrigt har en vane med at holde fredagsbar for kunderne 🤗). Måske har nogle lagt mærke til ham i den ligeledes fremragende TV-serie på DK4 “De Danske Whisky Pionerer”-trailer her:
https://www.dk4.dk/index.php/item/7191-de-danske-whisky-pionerer
Her fortæller den unge Kirstine Sideroff Larsen i en serie på 6 dele om den danske whiskeyproducent scene og hvordan der virkelig er en rivende udvikling igang på det område her i landet i øjeblikket. Og så er Hos Peter Kjær et passende sted at begynde, da Kjær er en stor specialist på området, har skrevet indtil flere bøger om emnet, og kan fortælle en del både facts og historier om alle de forskellige former for spiritus, der findes, og som han også selv forhandler i sin butik på Valby Langgade 30A. En serie, der varmt kan anbefales, hvis man er nysgerrig på den danske whiskyscene (og det er der god grund til).
Men denne dag i december 2021 var jeg ude efter en god vin til samme aften. Og valget faldt på en vin, der kunne passe til den sædvanlige Vindiktator-føde; bøf med lækkert tilbehør og fed sauce!
Jeg har altid syntes at Margaux var god bøf-vin- og så er det også en god idé til både flæskesteg eller and med det hele juleaften. Margaux-vine har en eller anden evne til at supplere julemaden helt eminent. Et klassisk eksempel på dette oplevede jeg selv juleaften 1998, da jeg og familien for første gang oplevede en Grand Cru Classé Margauxs storhed i udfoldelse til juleanden, nemlig den storslåede Château Palmer i årgang 1988. Link til den historie her:
Château Angludet ejes af den samme familie, Sichel, der er involveret på Château Palmer. Og det er som om, der er en bestemt hus-stil, der går igennem som en rød tråd igennem alle deres vine. En fast stil med ekstremt højt bundniveau, gældende fra de lavest klassificerede til den storslåede Palmer.
Nu sad jeg så her med Château Angludet 2012. Hvordan gik det så?
Château Angludet 2012
Margaux Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Stadig meget mørk i farven. Flot og meget elegant næse med grønne krydderier, frisk skovbund efter nyregn og flotte mørke bærtoner.
På paletten fandt jeg igen det, som jeg betegner som Sichel-husstilen, med diskrete grynede tanniner, en fast og strukturel, men på ingen måde tung, og helt klart rasende elegant stil, der måske godt kan kaldes lidt “poleret”- men jeg synes ikke så godt om det udtryk, for det lyder lidt som om man har udvisket terroir-præget. Og det har man altså bestemt ikke. Der er masser af fornem Margaux-elegance over denne vin og som ventet supplerer den den fyldige mad, med bøfferne og det ret tunge tilbehør ganske fremragende. Syren er p.e.r.f.e.k.t. balanceret med tannin og frugt og det hele er enormt elegant, i en forholdsvis lang afslutning, der også viser at vinen stadig har lidt potentiale. Men den smager ekstremt godt lige nu (2021).
Points: 92+.
Omtalt i denne artikel:
TV-kanalen DK4: https://www.dk4.dk/
Hos Peter Kjær, Valby Langgade 30A, Valby: https://www.hos-peter.dk/
Château Angludet, Margaux, Bordeaux: https://www.chateau-angludet.fr/en/
Bøger om whisky- salg via hjemmesiden whisky.dk inklusive Peter Kjærs bøger:
https://www.whisky.dk/shop/boeger-og-spil-182c1.html