Foto: Château Maucamps 2006 Haut-Médoc, Bordeaux, Vindiktatorens Bunker, København, 14.januar 2022. Særdeles beskeden etikette til en særdeles ubeskeden vin! Ren, uforfalsket flydende charme på flaske!
Jeg så nogle nuttede halvflasker af denne for mig ukendte Cru Bourgeois Supérieur Haut-Médoc til salg hos Vinoble, så jeg tænkte “Lad os prøve nogle flasker”. Som sagt så gjort. Fin mad blev produceret- lammemørbrad🙏- og Château Maucamps 2006 blev åbnet..
Château Maucamps 2006
Haut-Médoc
Cru Bourgeois Supérieur
Bordeaux rød
Fin moden farve, med klar kant og uden begyndende tawny-tendenser.
Liflig diskret og særdeles vederkvægende duft med blød og charmerende mørk frugt, blide fadtoner og lidt landlige, rustikke toner med en anelse kostald, suppleret med sydfranske krydderier.
På paletten er smagen endnu bedre end den fremragende duft antyder; vinen er på et rigtig godt sted lige nu, med en utroligt charmerende kolossalt dyb frugt, næsten helt Margaux-agtigt, underskov, tobaksfornemmelser, blide tanniner og fin diskret syre i en perfekt balanceret Haut-Médoc! Frugten har overstået sin ungdomsfase og er nu bare så utrolig charmerende, silkeblød og udtryksfuld, samtidig med at den lave alkohol forstærker dybden i vinen. Der er ingen hårde kanter her, ingen skurende tanniner, ingen anmassende syre eller meget direkte frugtangreb. Det her er en fuldstændig afrundet, moden vin. Og det er afsindigt charmerende!
Vine som denne er en af årsagerne til at Bordeaux har det ry, som det har.
Vinen er som sagt købt hos Vinoble. Hvis man finder nogle flasker af denne vin hos dem eller et andet sted, så er mit bud at man sagtens kan investere. Hvis den pågældende årgang, man køber bare er tilnærmelsesvist så god som denne 2006er, så er man sikret en rødvinsoplevelse på højt, højt plan.
Points: 93.
Omtalt i denne artikel:
Vinoble: https://vinoble.dk/
Château Maucamps, Haut-Médoc, Bordeaux:
Le Figaro´s korte beskrivelse af slottet:
https://avis-vin.lefigaro.fr/vins-champagne/bordeaux/medoc/haut-medoc/d20622-chateau-maucamps
En søgning på Vinoble´s hjemmeside gav desværre ingen resultater, så jeg er ikke sikker på at de forhandler vinen mere. Meget ærgerligt, for denne 2006er var bare fremragende!
—————-