Foto: Éclat de Calcaire 2018 Bourgogne Chardonnay, Pierre Girardin, og Lilleø “R2” 2019 Riesling-Solaris. København 28.januar 2022. Billede taget af Vindiktatoren.
Jeg havde på et tidspunkt abonnement på Erik Sørensens månedlige vinpakke. Erik Sørensen stoppede så abonnementskasserne i slutningen af 2022, men inden da nåede jeg da at smage en del vine, blandt andet de to her, som var særdeles interessante. Dansk vin er kraftigt på vej frem og en hvid Bourgogne er jo simpelthen bare altid interessant. Det viste sig så at denne var temmelig usædvanlig..
Pierre Girardin
“Éclat de Calcaire” (direkte oversat: et udtryk for kalk)
Bourgogne Chardonnay 2018
Denne lysgyldne hvide Bourgogne var ret usædvanlig. Duften bød ikke kun på citrus/lime, som er den klassiske signatur for hvid Bourgogne; her var der helt klart også en eksotisk melon/fersken-komponent, som man finder den i Chardonnay-vine fra Sydfrankrig- men meget sjældent i hvid Bourgogne. Desuden var den ret fyldig, med frugten som ret stor drivkraft, suppleret af den kalkede mineralitet og den fine syre i en lang afslutning. Ret flot og jeg synes, det fungerede.
Points: 90
Lilleø Vin
“R2” 2019 Riesling-Solaris
Lilleø, Lolland-Falster
Helt usædvanligt med en hvidvin fra Danmark, der indeholder Riesling, udover den karakteristiske danske hvidvinsdrue, Solaris.
Denne 2019er er meget Riesling-agtig, synes jeg; duften med syrlig frisk frugt. Smagen knap så frugtdrevet og lidt “ren” og med et mindre hul i midten; dvs den mangler lidt frugt og tilstedeværelse i midterpaletten. Men der er tilstrækkelig nydelse til at vinen føles som en godkendt europæisk hvidvin, ovenikøbet lidt Alsace-agtig.
Points: 84
Domaine Pierre Girarin, Bourgogne- den danske forhandler, Erik Sørensen Vin’s beskrivelse af Bourgognen:
https://eriksorensenvin.dk/produkter/hvidvin-frankrig-bourgogne-pierre-vincent-girardin-eclat-de-calcaire-blanc-2
Domaine Pierre Girardin, Bourgogne- Erik Sørensen Vin’s beskrivelse af domænet:
https://eriksorensenvin.dk/producenter/frankrig/bourgogne/pierre-girardin/
Lilleø Vin, Smålandshavet ud for Lolland Falster- hjemmeside:
https://www.lilleovin.dk/