Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

26.marts 2022: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: 2 Bordeauxer, en Tavel rosé og en Priorat-bombe!


Foto: La Garnatxa 2019 Fosca del Priorat, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, 26.3.2022. En rødvinsbombe til den store grillbøf aften!

Lørdag på Kjær & Sommerfeldt Vinbar er altid lidt af en begivenhed. Nogle gange er der ovenikøbet live musik nede i butikken (der kommer af og til et jazzband og underholder!). Denne lørdag var jeg- naturligvis- igen på vinbaren og i humør til en lille vinsmagning med udfordringer, med en hang til de seriøse, eller ligefrem “tunge” vine.
Først gensmagte jeg en fremragende Pessac-Léognan, som jeg også havde smagt ugen før her på baren. Smagsløgene skulle lige varmes op. Og da jeg som nævnt var i humør til lidt af hvert denne dag, blev planen den at jeg ville starte traditionelt ud og så begive mig udenfor Bordeaux bagefter..

Chateau La Garde 2016
Pessac-Léognan
Bordeaux rød
Alkohol: 14,0%

Ung rødvin, buldrende mørk til kanten.
Stor og forholdsvis åben næse med solbær og diskret tørret tobak.
Smagen: Diskrete, tydelige men samtidig bløde tanniner, der egentlig ikke forstyrrer. Tørrede mørke og lyse syrlige bær, mørk chokolade og en fin volatil syre, der måske træder lidt frem i øjeblikket men vinen holder stadig en fin balance. Diskret fadpræg, hvor det føles lidt som om fadets garvesyre har lidt indvirkning. Middelfyldig, måske en smule på den lette side?
Mere diskretion i afslutningen, der også er lidt mineralsk, med knust stenbrud, og som fader langsomt og ret langvarigt ud, hvorved vinen giver et fint afslutningsindtryk i smagen.
Det sidste glas efterlod faktisk det største indtryk, hvorfor vinen må formodes at kunne lagre glimrende over de næste mange år.
Points: 90+.

Le Haut-Médoc de
Haut-Bages Libéral 2015
Haut-Médoc
Bordeaux rød
Alkohol: 13,0%.

Bordeauxs andenvines kvalitet er steget kraftigt i de senere år- ville denne vin fra Château Haut Bages Libéral bekræfte at det også gælder for 3. og 4.vine??..
Forholdsvis lys i farven i forhold til at det er en Bordeaux- og desuden lys i kanten.
Første duftindtryk var “sure sokker”😆. Den skulle vist lige slappe lidt af i glasset..
Jeg prøver igen nogle få minutter senere og der er allerede sket ting og sager; nu får jeg i stedet en duft af mørke tørrede frugter og en ekspansiv glycerinpræget friskhed, der også går igen i smagen, hvor den suppleres af en lækker, forfriskende og læskende samt velbalanceret syre i forhold til frugten og tanninerne. Denne vin er desuden forholdsvis stor i strukturen, også i forhold til Pessac-Léognan’en- og den bærer det faktisk fint.
Det føles for mig som om der er mere Cabernet Sauvignon/Cabernet Franc i denne vin i forhold til Château La Garde 2016. Dette har jeg ikke ret i, da en gennemgang af factsheets viser at vinen er Cabernet Sauvignon 60% og Merlot 40%, mens La Garde 2016 er Cabernet Sauvignon 65% og Merlot 35%, så der er en lille dosis mere dér.
Der er også en fortsat og forholdsvis tydelig tilstedeværelse af udtørrende tanniner, som dog ikke er for forstyrrende, både på midterpaletten og fortsættende ind i afslutningen, som påviser vinens fremtidspotentiale, i fremragende balance med vinens øvrige komponenter.
Afslutningen er krydret, lang og lækker frisksyrlig. Vinen smager godt nu men har også potentiale til forbedring og en forventet levetid på mindst 10-15 år endnu og med den korrekte lagring endnu flere år.
Points: 90+.

Efter de to Bordeauxer var det på tide at søge nye udfordringer; og denne dag var der Tavel rosé på kortet. Det er altid specielt- og, må jeg indrømme, lidt af en personlig favorit blandt roséerne for mit vedkommende. Tavel roséer er meget seriøse og har en helt anden profil end de fleste andre roséer, så et glas blev fluks bestilt:

Chapoutier Tavel rosé
“Beaurevoir” 2020
Tavel
Rhône rosé
Alkohol: 13,5%.

Tavel roséer plejer typisk set at være langt mørkere end andre sydfranske roséer, med en meget mørkere farve end især Provence-roséerne. Og denne Tavel var naturligvis ingen undtagelse:
Typisk Tavel-mørkerød. Man tænker faktisk lidt at Tavel-roséerne formentlig blindt og ved stuetemperatur kunne gøre det ud for rødvine! Frisksyrlig duft, med et lille pift af frugtsødme, i denne ellers tørre rosé, af både lyse og mørke bær, og en fascinerende og meget indsmigrende duft. Læskende syre og friskhed. Vinen er, som rosé betragtet, som jeg forventede, temmelig vægtig og faktisk også ret krydret og mundvandsinducerende, og så har den lidt krudt og røg-komponenter og et fyldigt, eller ligefrem kraftigt præg.
Der er desuden, udover den ventede fylde, tannin i vinen, og der må derfor også siges at være potentiale i denne rosé. Et eller andet sted kommer den faktisk til at minde mig lidt om roséen fra Château Pichon-Longueville Baron i Pauillac, Bordeaux, smagt for nogle år siden og også meget seriøs, krydret og fyldig.
Points: 89+. + for potentiale, jeg tror simpelthen at den bliver endnu bedre om nogle år.

Hvad skulle jeg så slutte denne lørdagssmagning af med?
Hov, var det Priorat, der stod på rødvinskortet?! Jeg slog straks til. Jeg forventede nok en Priorat-kraftig bøfvin, som kunne danne indledningen på seneftermiddagen og som idéoptakt til en god bøfaften derhjemme. Fik jeg det?..

La Garnatxa Fosca del Priorat
Priorat 2019
Catalonien rød
Alkohol 14,5%

Totalt bælgmørk til kanten, selvom det er en Grenache-vin, en drue, som ikke er kendt for at have masser af farvepigment. Voldsom, ung vin med en meget, meget frisk glycerintone i den højtonede duft. Det er meget typisk Priorat-maskulint, og minder om de voldsomme Priorat-rødvine fra starten af årtusindet dukker op af hukommelsen, dog med en lidt mere friskkomponent-præget karakter, men det ér stadig voldsomt,
dominerende- og imponerende.
Smagen er kraftig, koncentreret og rig, og med en lækker syrlighed i fin balance med det meget krydrede, frugtige og meget tanniske præg.
Cs 25 minutter inde i smagningen kommer så nogle flotte sødlige frugtnoter frem, både i duft og smag, inde i vinens kraftcenter, af syrlig/let-søde bær.
Alkoholen er på 14,5% men vinen virker alligevel mere frisk i stilen end f.eks. 90er eller tidligere 00er årgange af den berømte Clos Mogador, en af storebrødrene fra samme region.
Et stykke henne i smagningen konkluderer jeg at syren kommer mere frem og at vinen nu synes at have høj syre i forhold til frugten, samtidig med den høje alkohol. Det burde egentlig forvrænge vinens balance-indtryk, men her virker det faktisk vellykket. Vinen forekommer imponerende og velsmagende. Der er en lang afslutning, med et friskt og syrligt/frugtigt indtryk med løfter om en fremragende fremtid for en imponerende, maskulin rødvin.
Jeg må konstatere at hvis jeg regnede med at få min Priorat-kraftige bøfvin, så var det lige netop dét, jeg fik. Og heldigvis med en frisk syrlighed oveni.
Points: 90+.

Omtalt i denne artikel:
Château La Garde, Pessac-Léognan, Bordeaux:
https://www.dourthe.com/entity/chateau-la-garde/

Château Haut-Bages Libéral, Pauillac, Bordeaux:
https://www.gc-lurton-estates.com/

Chapoutier, Rhône:
https://www.chapoutier.com/fr/

Proyectos Garnachas de España:

Inicio