Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

9.april 2022: En dag på Kjær & Sommerfeldt Vinbar med en Bordeaux på 15% og fremragende Bourgogne og Alsace vine..


Billede: Le Marquis de Calon-Ségur fra Château Calon-Ségur i St Éstephe, Bordeaux 3.Cru Classé. 15% alkohol- for meget? Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 9.april 2022.

Vinsmagning Kjær & Sommerfeldt Vinbar 9.april 2022:

Le Marquis de Calon-Ségur 2018
Saint Éstephe
Bordeaux rød
Alkohol: 15,0%
Meget mørk til kanten.
Stor næse med solbær med næsten rosin- eller sveske-agtig sødme, tørrede krydderier og især en klar tone af blyantspids, som får den til at minde lidt om en Pauillac.
I munden føles vinen temmelig kraftig, med rig solbærdominans, tørrede krydderier og en høj, nærmest “stikkende” alkohol, der viser sig at være på 15% (!).
Samtidig synes jeg at syren fornemmes at være lige lovlig meget i baggrunden, selvom den formentlig er ret høj, men alligevel føler man at vinen er i fin balance og de positive elementer dominerer. Friskheden, frugten, blyantspidsen og de tørrede krydderier fascinerer smageren og en lang eftersmag, der klinger langsomt ud, imponerer, samtidig med at der også sniger sig en amerikaner-, eller ligefrem Amarone-agtig sødme ind, fordi den høje alkohol fornemmes tydeligt igennem hele oplevelsen. Og uanset vinens fortræffelige kvaliteter, så er det altså meget tydeligt og ikke alle vil kunne lide det, heller ikke jeg, må jeg indrømme. Jeg synes vinmagerne/producenterne i Bordeaux (og andre steder) bør overveje hvorvidt de stadig vil gøre udstrakt brug af ultramoderne produktionsmetoder til fremmelse af druernes sundhed og potentielle alkoholniveau. For problemet er efterhånden at man udelukkende udvælger ultrasunde “superdruer”. Ultraspecialiserede kvalitets- og selektionssystemer og digitaliserede kontrolsystemer til fremme af den optimale drueudvælgelsesproces og meget, meget andet, som det ville tage for lang tid at liste her, inklusive indflydelsen fra en tid, hvor visse vinskribenter advokerede kraftigt for en vinproduktionsfilosofi baseret på netop optimal druemodning og fravælgelse af alle ikke optimalt modne druer i en ny vinstil, der så også samtidig advokerede for så meget druekoncentration som muligt, samt en rækkefølge af varme årgange med (for?) gode modningsbetingelser, har resulteret i at man har produceret vine med højere og højere alkohol i en årrække.
Mon ikke det helt ærligt er muligt at “skrue lidt ned” visse steder, før Bordeaux mister sin sjæl til de højalkoholiske ultrakoncentrerede vinanmelder-ros-aspirerende samlebåndsvine, som efterhånden produceres rigtig mange steder i vinverdenen? For alt dette kan simpelthen ikke tilskrives varmere klimabetingelser.

Nå, men efter denne rant vil jeg zoome ind på Marquis’en igen. For uanset hvad man synes om denne stil så må Le Marquis de Canon-Ségur 2018 stadig betragtes som en højkvalitetsvin. Man skal så bare kunne lide denne højalkoholiske stil for at værdsætte den. Men jeg må sige at som vinsmager/kritiker sidder jeg og håber lidt på at alkoholen i fremtiden vil blive lidt mindre fremtrædende- men kommer det til at ske?

Vinen bevarer det samme udtryk gennem hele smagningen (glasset smagt over ca 75 minutter).
Points: 87+? points. Jeg har svært ved at gå højere, for jeg synes at alkoholen er så fremtrædende at det bliver for meget, selvom vinen som sådan er flot og imponerende at smage.

Efter denne massive Saint Éstephe tænkte jeg at nu skulle der skrues ned for både alkohol og koncentration og op for charmen! Så jeg valgte:

Louis Jadot
Nuits Saint Georges 2018
Côte de Nuits
Bourgogne rød
En anelse lysnen i kanten.
Stor flot og åben næse med lækre ristede fadtoner, friske lyse og mørke, tørrede, men ikke sødlige, frugter.
I munden er der en fin livlig og forfriskende syre, røget fad, lækker Pinot Noir-frugt og en lang, dvælende afslutning i fremragende balance. Forholdsvis ligetil og meget charmerende.
Points: 90.

Og så til Alsace, til lidt Riesling-charme:

Hugel Estate
Riesling 2016
Alsace hvid
Fin moden farve; petroleum-domineret duft med højtonet og lækker frisk-syrlig citrus, som går igen i smagen.
Der er på samme tid en mild, cremet, nærmest pyrazin-drevet friskhed og samtidig en mineralsk/stenet tone over vinen. Det er flot og fascinerende.
Ingen fadtoner noteret- hvilket efter gennemlæsning af producentens beskrivelse af vinen viste sig at være rigtigt. Jeg er ellers en stor fan af fadlagring af alle mulige vine, og jeg tror også at denne Riesling ville være endnu bedre med fadlagring. Men selv uden er den fransk og “formidable” (udtales på snobbefransk med udråbstegn!) og repræsenterer på glimrende vis en af Alsaces bedste producenter. En fremragende og velsmagende hvid Alsace!
Points: 91.

Omtalt i denne artikel:
Château Calon-Ségur, Saint Éstèphe, Bordeaux:

Château Calon Ségur, Grand Cru Classé en 1855 – Saint-Estèphe


Maison Louis Jadot, Bourgogne:
https://www.louisjadot.com/
Hugel, Alsace:
http://www.hugel.com/
Kjær & Sommerfeldt:
www.kogs.dk