Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

10.maj 2022: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Domaine du Clos du Moulin Aux Moines Auxey-Duresses 2020 og Château Berliquet 2016 Saint Emilion


Foto: Château Berliquet 2016 Saint Emilion Grand Cru Classé i glasset 10.maj 2022, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København. Den fulgte lige i hælene på den ligeledes fremragende Domaine du Clos du Moulin Aux Moines Auxey-Duresses 2020.

Denne tirsdag var Vindiktatoren i byen, fordi jeg havde besluttet mig til at deltage i middagsandagten i Helligåndskirken på Strøget, med den unge Maria Fihl som prædikant. Det er en ca 20 minutters andagt, hvor der ofte er deltagelse af turister; derfor afsiges Velsignelsen ofte på engelsk (The Lord’s Blessing), med blandt andet en salme eller to, præstens bøn, Fadervor og Velsignelsen- og ofte også et minuts stilhed til ren andagt. Kan helt klart anbefales, hvis man er troende🙏.
Vin-Steen, eller Vindiktatoren, som jeg bare kaldes nu, deltog i andagten og bagefter var der for mit vedkommende kaffeslabberads nede i Holms Café i Illum Underground.☕️ Det kan helt klart også anbefales. Holm er en mindre familieejet kæde med høj kvalitet i deres bagværk; deres bager har over 30 års erfaring- og deres kaffe er glimrende. Jeg har indlagt et link til Holm efter artiklen.
Men når man er i byen, er andagt og kaffe så godt nok? Hvad nu hvis man går glip af et godt glas vin på Kjær & Sommerfeldt Vinbar!? 😲😵‍💫 Tanken var jo frygtelig og det gik jo simpelthen ikke. Der måtte gøres noget! Vindiktatoren stilede straks mod Gammel Mønt og det endte med to smagte vine:

Domaine du Clos du Moulin aux Moines
Auxey-Duresses 2020 blanc
Monopole
Bourgogne hvid
Lidt udvikling i farven, som jeg egentlig havde forventet ville være nærmest grønlig.
Flotte friske nyplukkede syrlige og frugtige æbler i duften.
Smagen er domineret af mild citrus i en lækker forfriskende stil, mens de førnævnte friskplukkede syrlige og frugtige æbler fortsætter, nu suppleret med en spids sødme og en vis fedme. Vinen fremstår i det hele taget som meget velafbalanceret og den lange afslutning kombinerer og fletter vinens komponenter sammen i en lækker harmoni.
Jeg synes ikke at kunne fornemme nogen betydelig fadkomponent. Faktisk er det frugten og vinen, der dominerer totalt. Måske ikke fadlagret eller kun kort tid på ældre fade? Under alle omstændigheder en fremragende vin, der samtidig har potentiale. Alle domænets vine anbefales forøvrigt herfra. Niveauet er skyhøjt.
Points: 90+.

Sådan en tirsdag- også på en tirsdag- på Gammel Mønt står den naturligvis også på rød Bordeaux for Vindiktatoren- ellers ville verden ikke stå længere 😆😆..

Château Berliquet 2016
Saint Émilion Grand Cru Classé Bordeaux rød
Fra en flaske, der blev åbnet i lørdags (den 7.) på baren, dvs 3 dage siden.
Alkohol: 14,5%.
Bælgmørk til kanten.
Man fornemmer selvfølgelig lidt oxidation i næsen, men man kan også med det samme fornemme at vinen har en let og frugtig (solbær)-næse, måske med en let sødme, men ikke på nogen måde irriterende.
I forhold til hvad man forventer udfra de 14.5% alkohol, så er vinen utrolig let og levende i smagen. Ingen tung alkohol føles her, og selvom den varme følelse på tungen fra alkoholniveauet kan mærkes, så er den alligevel på en eller anden måde meget diskret. Desuden har vinen en flot tør stil på trods af den meget dominerende modne frugt, og tanninerne er tydelige, men til at “tygge på”, som jeg kalder det, når det fremhæver vinens natur og det gør den umiddelbart meget charmerende, eftersom tanninerne allerede er fint integrerede og skaber en udvidet ramme for både frugt, syre, struktur og dybde.
Diskret fad, fint integreret.
En fremragende vin, der sagtens kan stå alene, men også en fremragende madvin til f.eks. en bøfaften med svampetilbehør og foie gras eller andemousse. 🍷
Afslutningen er lang og dvælende, hvor tanninen interagerer fint med syren og frugten. Berliquet 2016 er en meget struktureret og kompleks vin, af høj kvalitet, som også uden problemer kan lægges på langs i de næste 20-25 år.
Points: 92+.

Omtalt i denne artikel:
Helligåndskirken, Østergade (Strøget), København:
https://www.helligaandskirken.dk/

Holms Café og bager:
https://www.holmsbager.dk/
Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København: www.kogs.dk
Domaine de Clos du Moulin Aux Moines, Bourgogne:
https://moulinauxmoines.com/
Château Berliquet, Saint Émilion, Bordeaux:
https://www.chateau-berliquet.com/

……..