Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

4.juni 2022: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Fabelagtige vine på vinbaren, med Rheinhessen Riesling, Aloxe-Corton 1.Cru, Barolo og Lalande de Pomerol!


Foto: Barolo La Pieve Abbona 2018 og Château Moncets 2018 i glasset ved siden af hinanden, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 4.juni 2022- en fascinerende smagning.

Vinsmagning 4.juni 2022 Kjær & Sommerfeldt Vinbar Gammel Mønt:

Weingut Riffel
Scharlachberg Riesling Trocken
Grosse Lage 2019
Rheinhessen hvid
13.0% alkohol

Spændende start på smagedagen med denne Rheinhessen Riesling.
Dyb gul farve med lidt grønt i kanterne.
Kraftig citrus/lime næse med en meget frisk og opløftende, næsten helt New Zealand-pyrazinagtig duft.
Kraftigt og mundvandsinducerende syrlig; meget forfriskende. Tydeligt citruspræg med et lille twist af fersken(!) og en dybtliggende mineralitet.
Vinens udtryk er så kraftigt at jeg egentlig tror, den lige skal have nogle år eller ti på langs før den slapper lidt af; men niveauet er imponerende og hvis det var en Alsace, ville den stensikkert være klassificeret som Grand Cru. Nu har tyskerne heldigvis også fået deres eget klassifikationssystem og Scharlachberg har helt fortjent fået et Grosse Lage-stempel, Tysklands svar på øverste niveau, svarende til det franske Grand Cru! 👍
Lang og dvælende eftersmag, der egentlig aldrig rigtig klinger helt ud- det skyldes så også til dels det friske citrus-lime udtryk. Balancen er fin mellem syre og frugt samt den flotte mineralske komponent, og vinen er allerede aldeles fremragende men har også yderligere potentiale, når den unge hidsige frugt dæmper sig lidt om nogle år.
Gættede på at alkoholprocenten var 12.5. Det var tæt på, den er 13.0. Utrolig flot Riesling!
Points: 92+.

Så fik man øje på en Aloxe-Corton 1.Cru på kortet.. det er jo ikke noget, man bare ignorerer..
Domaine Henri Magnien
Aloxe-Corton 1er Cru
La Coutiére 2020
Côte de Beaune
Bourgogne rød

Temmelig mørk, også i kanten. Ligner nærmest en Chambertin!
Forholdsvis diskret næse med lyse røde frugter.
Milde fadtoner og også en vis kalket og samtidig lidt tannisk mineralitet i duften.
Ret kraftigt lyst frugtangreb med en ung hidsig syre, i smagen, sammen med lidt blomstrede toner, men alligevel holder vinen på en eller anden forunderlig måde en særdeles elegant og forfinet tone i smagen.
Friskheden dominerer i smagen sammen med den lyse frugt og det milde fad, i en vin, der desuden har en ret dyb struktur med flere lag, der kommer mere og mere frem i afslutningen, som klinger flot og langsomt ud. Der er så faktisk også en klar tannisk følelse, så yderligere udvikling kan ventes ved lagring.
Jeg ser at Jasper Morris MW åbenbart i sin anmeldelse af denne vin synes at den har en lidt varm, brændt stil. Det har jeg i første omgang lidt svært ved at finde, på trods af vinens alkoholprocent på 14,0. Måske kan man dog fornemme en lille antydning af at der i baggrunden lurer lidt varme, ristede blommer?.. judgment reserved på det område, man synes jo engang imellem at kunne finde lige netop det element, som andre har omtalt i en vin, når man netop har hørt eller set det. Og i smagen fornemmes vinen altså generelt set frisk og ung uden meget varme eller ristede/brændte elementer. Men jo, vinen brænder måske en lille bitte smule på tungen hvis man leder efter det. Jeg kan bare ikke, når det kommer til stykket, konkludere at det forstyrrer indtrykket af en fremragende vin så meget at den skal nedgraderes væsentligt, for den lange afslutning, hvor frugten forekommer mildere efter en time i glasset, med en lækker frisk elegance, har ikke denne “brændende” fornemmelse over sig.
Points: 91+.

Så var der Barolo på kortet, fra selveste Marziano Abbona. Jeg var nu gået ind i den fase, hvor jeg tænkte at vi skulle have nogle kraftigere vine på bordet som afslutning på smagningen. Og på det område leverede de to sidste vine til overflod..
La Pieve
Barolo 2018
Marziano Abbona
Piemonte rød
14,5% alkohol.
Typisk Barolo-rød, dvs med en forholdsvis lys farve, og med en vis lysning i kanten.
Flot røget næse, præget af de 3 års fadlagring (fadlagring betaler sig!), med lækre lyse frugter, tørrede krydderier, jern, rustikke tanniner og et lille pust af trøfler, og på trods af den høje alkohol formår vinen alligevel at fascinere med en slags let og dansende stil, selvom den samtidig er meget strukturel og “rustik”. Fascinerende!
Minder mig lidt om Chateau Berliquet Saint Emilion 2016, smagt for et par uger siden🍷
En diskret, men tydelig syre danner en fremragende baggrund for vinens øvrige komponenter, som spiller sammen i en fin symfoni og i perfekt balance.
Afslutningen er meget lang og tanninerne, syren, frugten og dybden i vinen resulterer i en meget insisterende, dvælende finish.
Det her er en flot Barolo!
Efter en time i glasset bliver vinen langsomt domineret kraftigt af de udtørrende og ret kraftige tanniner, der på trods af deres voldsomme dominans alligevel på en eller anden måde formår at fungere som katalysator for de øvrige komponenter.
Der er en virkelig imponerende smagsdybde i vinen- det er helt eksotisk og nærmest eksplosivt. En formidabel bøfvin. Det er så flot at man glemmer den ret høje alkohol, som trods alt godt kan føles, men den bliver aldrig forstyrrende.
Points: 93+.

Nå, men tilbage til “hjemstavnen” med en Bordeaux. Vi skal jo finde noget, der kan udfordre den spektakulære Barolo..
Château Moncets 2018
Lalande de Pomerol
Bordeaux rød
14,0% alkohol

Særdeles mørk, helt til kanten. Fuldstændig uigennemsigtig.
Glycerinagtig lækker friskhed i næsen, sammen med rene, friske indtryk af solbær, mineralitet og brombær og en klassisk skud af diskret egefad. Tanninen er til gengæld nærmest bedøvende højt i niveau, men vinen er i så perfekt balance og indtrykkene så tydelige at den imponerer stort allerede nu.
Man kan også tydeligt mærke at alkoholen er lidt lavere end i Baroloen, den forekommer ikke så “varm”.
Men det her er en temmelig fyldig Lalande de Pomerol, der dominerer lige så meget som Baroloen i smagen. Tanninerne er lige så kraftige og faktisk også klart mere bedøvende for smagen, men så sindssygt bløde og elegante at man fejlagtigt kan komme til at tro at vinen er åben, fordi tanninerne i dette tilfælde (og det ser man faktisk ret ofte nutildags med unge Bordeauxer) ikke “kvæler” smagen, selvom vinen faktisk rent teknisk og analytisk er tannisk og reelt fuldstændig lukket ned.
Efter ca en halv time i glasset begynder denne Lalande de Pomerol langsomt at vågne lidt op. Denne flaske var åbnet idag, i modsætning til de andre smagte vine, og kunne derfor ikke nødvendigvis forventes at åbne op som de andre. Men jeg syntes alligevel at den endte med at præsentere sig rigtig flot.
Vinen er så til gengæld også så struktureret at man faktisk allerede nu har en fornemmelse af at den skal have 15-20 år i kælderen før den åbner sig op for alvor, i modsætning til Baroloen, som allerede nu forekommer åben, på trods af dens ligeledes meget kraftige tanniner.
Efter lidt over en time i glasset er vinen stadig lukket; men under tanninen fornemmer man unægtelig en særdeles elegant vin i formidabel balance og med lækre diskrete indtryk af lyse bær og eksotiske tørrede krydderier.
Afslutningen er lang og stadig ganske tannisk og klinger langsomt ud i løbet af et minut, med dvælende indtryk af dyb struktur, frisk, men ikke for frisk, syre og en kerne af sund lys frugt. I forhold til Baroloen er det her, med undtagelse af alkoholen, en kraftigere vin, og med den kraftigere tanniske tilstedeværelse kræver den nogle år på langs for at slappe af og udvikle sig. Potentialet er efter min mening faktisk større end i Baroloen.

Efter halvanden time i glasset tiltager tanninerne deres tilstedeværelse og det er lige før, man kommer til at tænke i i Priorat eller Rhône-baner. Endnu et tegn på at den skal lagres i en årrække. Måske også et tegn på at Moncets 2018 er blevet lidt af et monster! 😆
En vin for fremtiden, selvom den godt kan drikkes nu. Jeg ville så vente, eller alternativt sørge for at have et godt stykke rødt kød som ledsager til vinen, for at få noget modspil til tyngden, fylden og de stride tanniner.
Points: 92+.

En særdeles interessant dag på vinbaren var slut, med nogle imponerende vine på programmet. Jeg tror også at jeg havde tannin nok for denne lørdag..🍷

Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Weingut Riffel, Rheinhessen: https://www.weingut-riffel.de/
Domaine Henri Magnien, Bourgogne: Ingen hjemmeside, findes kun på facebook.
Marziano Abbona, Piemonte: https://www.abbona.com/
Château Moncets, Lalande de Pomerol, Bordeaux:

Accueil