Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

17.september 2022: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Tenerife-charme og en Bordeaux imponator!


Foto: La Floridita 2021 og Château Macquin 2019 ved siden af hinanden på Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 17.september 2022.

Vinsmagning 17.september 2022 Kjær & Sommerfeldt Vinbar:

Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at der var en rødvin fra Tenerife på smagetavlen på vinbaren denne lørdag. Og druesammensætningen lød for mig fuldstændig ubekendt! Listan Negro? Listan Blanco??! Aldrig hørt om dem før. Sådan noget skal jo simpelthen efterforskes, vindetektiv-genet vågnede op og jeg var ganske enkelt nødt til at bede om et glas af denne vin. Og det blev en interessant oplevelse..

La Floridita 2021 Suertes del Marques
Valle de La Orotava tinto
Tenerife rød
90% Listan Negro
10% Listan Blanco
12.5% alc.

Bourgogne-farvet; næsten helt Pinot Noir-typisk.

Meget reduktiv duft med krudtslam, blandet med fine diskrete lette, forfinede krydrede, blomstrede og milde toner.

I smagen trænger en fin, men også stikkende og næsten helt ribs-agtig syre igennem, hvilket giver et meget forfriskende udtryk.
Vinen er let og luftig, men uden at mangle smagsindtryk; de lyse syrlige bær bliver suppleret og balanceret meget fint af fine bløde tanniner og vinens elegante diskrete natur.
Lang dvælende afslutning, hvor den friske syre klinger stille ud over et halvt minut sammen med et generelt indtryk af milde røde frugter og en vis mineralitet. De 12.5% alkohol, en lav procent i nutidens vinverden, gør efter min mening vinen mere udtryksfuld med mere dybde end mange af tidens stadig utroligt populære højalkoholiske og halvsødlige italienske Veneto Ripasso- og Puglia Rosso-monstre fra Italien.
Men apropos Italien, så kommer vinen faktisk i denne smagning til at minde en hel del om de glimrende Nerello Mascalese-baserede rødvine fra Etna, som også imponerer med deres meget dybe udtryk, næsten Bourgogneagtige natur og lave alkohol.
Eneste lille irritationsmoment er syren, der bliver mere tydelig med lidt tid i glasset. Ribs og citrus kommer frem, hvilket tyder på et højt syreniveau- som så til gengæld giver fine løfter for vinens levedygtighed, og balancen er som sådan faktisk stadig fin, for syren bliver ikke på noget tidspunkt for voldsom. Jeg kunne bare godt tænke mig at den var en smule lavere i øjeblikket.
Lader vinen stå i glasset i yderligere et stykke tid og koncentrerer mig om dagens Bordeaux i mellemtiden.
Efter ca 40 minutter i glasset vender jeg tilbage til La Floridita og nu er syren faktisk allerede mere afslappet og integreret. Et rigtig godt tegn.
Efter halvanden time i glasset er vinens duftintensitet og smag endnu mere tydelig og man bliver imponeret over den lækre reduktive krudtduft og lækre frugt og den balancerede og samtidig friske smag. En flot vin, der kan drikkes nu men selvfølgelig også kan lagre en del år. Desuden lader der til at være et spændende potentiale i vinen.
Tenerife er helt klart godkendt som vin-ø herfra 👍👍!
Points: 91-92+.

Nå, men man går jo helst ikke på vinbar uden at finde en Bordeaux, vel? 🍷

Château Macquin 2019
Saint Georges Saint Émilion
Bordeaux rød
14.5% alc.

Mørk til kanten
Stor og fed næse med dybe mørke frugter, solbær, brombær, blåbær og lidt blomme. Diskret ristet fad. En smule stenet mineralitet fornemmes også, suppleret med kanel og minsandten også lidt blyantstift a la Médoc, hvilket får mig til at gætte på at der er Cabernet Sauvignon i vinen; hvilket minsandten viser sig at være korrekt!- ovenikøbet 20% Cabernet Sauvignon i denne vin, viser det sig på Kjær & Sommerfeldts factsheet.
Friske glycerinagtige toner og lidt “varme” fra alkoholen, som dog ikke forstyrrer indtrykket af denne fløjlsagtige og samtidig fyldige charmebombe.
Lang eftersmag, præget af de mange komponenter og den lækre bløde frugt.
Efter en time i glasset er vinen endnu mere charmerende og den lækre frugt og indsmigrende Merlot dominerer og imponerer, samtidig med at den komplimenteres fremragende af Cabernet’en.
Points: 90+.

Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Suertes del Marques, Tenerife: https://www.suertesdelmarques.com/
Château Macquin, St Georges St Emilion, Bordeaux:
http://chateau.macquin.pagesperso-orange.fr/