Foto: Louis Jadot Chassagne-Montrachet 2020, Côte de Beaune, Bourgogne, i glasset på Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 1.oktober 2022.
Vinsmagning lørdag d 1.oktober 2022 Kjær & Sommerfeldt Vinbar:
Barolo 2018
Pertinace
Piemonte rød
14.5% alc.
Forholdsvis lys rubinrød farve sammenlignet med andre, lidt kraftigere Baroloer.
Mildt krydrede toner i den meget ekspansive duft. Fine aromaer med tobak, lyse frugter og diskret fad.
I forhold til alderen er tanninen ikke voldsom, men den coater helt klart munden. Virker dog sjovt nok ikke hæmmende for smagen, som allerede brillerer med en luftig, mild stil med en næsten helt Bourgogne-agtig fremtoning.
Fin syre i baggrunden, som integrerer fremragende med frugt og øvrig struktur. Alkoholen på 14.5% føles overhovedet ikke som 14.5%. Den er også fremragende integreret.
Det er en meget mild Barolo i forhold til de langt kraftigere typer fra andre dele af Barolo.
Ret lang afslutning med milde lyse frugter, forholdsvis venlige tanniner og mild tobak. Klinger langsomt ud med megen finesse og man har en fornemmelse af fint potentiale. Den mangler måske lidt gennemslagskraft i forhold til andre Baroloer, inklusive dem i samme stil, men det ændrer ikke på indtrykket af en allerede nu charmerende vin.
Efter halvanden time i glasset er vinen mere udtryksfuld og det ændrer på indtrykket af gennemslagskraft, som nu pludselig viser sig klart tydeligere.
1.pointsscore efter ca en halv time: 87+.
2.pointsscore efter halvanden time: Points: 89+ med yderligere potentiale ved god opbevaring.
Nå, men efterår rimer vel også på Rhône? Og der var Gigondas på vinkortet denne dag i baren..
Chapoutier
Gigondas 2020
“Les Jocasses”
Rhône rød
15.0% alc
Typisk for Gigondas meget mørk farve.
Umiddelbart er duften vandig og mildt frugtsødlig(?). Jeg er lidt overrasket. Disse komponenter er flankeret af det, som jeg synes er en hidsig sprit-tone.😬
Smagen er til gengæld helt anderledes. Her er der varme, fyldige og rene syrlig-krydrede frugttoner, meget Grenache-agtige. Insisterende fyldig og den rene stil med præg af sort peber og rene lyse frugter, dominerer paletten. Ingen følelse af fad. Vinen er ved nærmere eftersyn lagret i cement, så det var en korrekt observation.
På næsen er det sprittede præg forsvundet efter få minutter. (Men ikke det vandige, hvilket stadig undrer mig). Vinen har tilsyneladende været åbnet for et par dage siden i vinbaren, måske kan det være forklaringen, så jeg vælger at se bort fra det og koncentrerer mig i stedet om smagen, som ikke virker påvirket af iltningen.
På trods af vinens 15% alkohol er den ikke voldsom og den fremstår også med en forfriskende syre, som befinder sig i fin balance med frugten og den beskedne og bestemt ikke forstyrrende tannin.
Men jeg må indrømme at jeg personligt savner noget ristet fad til at supplere frugten- det kunne den da godt klare?..
Ret lang og forholdsvis kraftig afslutning, hvor frugten er i forsædet mens der pludselig også kommer lidt tannin ind i billedet.
Points: Kan ikke beslutte mig, også fordi jeg alligevel undrer mig over at en så ung Gigondas kan forekomme meget iltet, for uanset om den har stået åben (men med prop i) en dag eller to, så burde den ikke være så domineret så meget af iltningen i duften.
Når jeg så koncentrerer mig om smagen så tænker jeg uundgåeligt på det manglende fad, som ville være et kærkomment indslag til den friske syre og frugten i denne meget krydrede vin, selvom det faktisk føles som om man på samme tid (fra producentens side?) har prøvet at reducere vinens normalt kraftige udtryk.
Er vi gået for vidt i bestræbelserne på at “formilde” nutidens vines udtryk og gøre dem “spiselige” for alle??.. jeg har faktisk et mere fyldigt udtryk fra Baroloen, på trods af at den er en af de milde og Bourgogne-agtige.. et eller andet sted synes jeg at vinen kommer til at virke præget af stilforvirring og ligefrem ude af balance..🤔😵💫
Videre til et sikkert kort på dagsordenen:
Château Macquin 2019
Saint Georges Saint Emilion
Bordeaux rød
14.5% alc
Buldrende mørk til kanten.
Kæmpestor og dominerende lækker frugtig Merlot-blommenæse.
I smagen kommer der et angreb med en fin syre og imponerende blommefrugt, med hvid peber og en lille antydning af syrlige ribs i den fjerne baggrund, hvor der også er fine grønne krydderier i en vin, der fremtræder venlig og åndsløftende.
Middelfyldig. Enormt elegant. Minder faktisk temmelig meget om en vin produceret i selve Saint Emilion.
Er smagen lige lovligt sødlig i forhold til hvad man forventer af en Bordeaux? Jeg genkender stilen lidt fra Gerard Perse-vinene. Men den imponerer altså også rigtig meget, så jeg vil ikke fælde nogen “for sød!”-dom over vinen, da dens øvrige komponenter imponerer så meget at man glemmer sødmen.
Efter en halv time i glasset er indtrykket uforandret. Vinen er meget charmerende og det er også meningen. Kan ikke se noget galt med det- er vi på vej tilbage til 00erne i smag? Jeg fornemmer det i hvert fald lidt på mig selv og min egen smag. Ja okay, måske ikke til dagene med den parkeriserede stil og mentalitet, men til en stil hvor pendulet i det mindste for nogle vines vedkommende er svinget tilbage på midten efter en periode, hvor vi har fjernet os helt fra den voldsomme 00er-stil med yderst koncentrerede og højalkoholiske vine.
Points: 91+.
Louis Jadot
Chassagne-Montrachet 2020 (hvid)
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
Grøngylden og ung farve.
Storslået røget duft fra fadet, suppleret med store og flotte mineralske stenede toner, sammen med fine citrusfrugtige nuancer, i lækkert samarbejde med diskrete milde stenfrugter, der tilsammen giver et komplekst og struktureret, dybt og meget imponerende udtryk, kombineret med en stor længde i afslutningen, hvor den lækkert integrerede syre klinger langsomt ud, sammen med de fine diskrete stenfrugter og øvrige komponenter. Fremragende og med en fin fremtid.
Points: 92+.
Omtalt i denne artikel:
Pertinace, Piemonte:
https://www.pertinace.com/en/
Chapoutier, Rhône:
www.chapoutier.com
Château Macquin, St Georges Saint Emilion:
Har desværre ingen hjemmeside.
Maison Louis Jadot, Bourgogne:
https://www.louisjadot.com/