Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

8.oktober 2022: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Premier Cru rød Bourgogne, en Saint Emilion Grand Cru- og den nye årgang 2015 af Kelleris Vingaards Utopia rødvin fra Espergærde imponerer igen!


Der var spændende ting på vinkortet på Kjær & Sommerfeldt, da jeg besøgte deres vinbar lørdag den 8.oktober 2022. Både en rød Bourgogne 1er Cru og en rød Saint Emilion! Hvad skulle jeg vælge ud til smagning? Dem begge to, selvfølgelig. Nå ja, og så var der også en uden for kortet- den fascinerende Espergærde-rødvin fra Kelleris Vingaard ved Espergærde. Og den skulle simpelthen også prøves!! Her kommer resultatet:

Louis Jadot
Chambolle-Musigny
Les Charmes 1er Cru 2015
Bourgogne rød

En let lysnen i kanten.
Meget typisk Bourgogne i duften med bløde, milde, næsten mælkeagtige toner, med underskov, milde krydderier og lyse frugter.
De milde toner fortsætter på paletten, hvor lidt kværnet hvid peber også deltager.
En vis stenet mineralitet og diskrete toner af bladtobak er også tilstede i en vin, der passer perfekt til sit marknavn🤗🍷Den imponerer med sit indsmigrende væsen og luftige, men alligevel smagsfyldige stil.
Lang afslutning med de lyse frugter, det kværnede peber, mineraliteten, tobakken, diskret røgede toner fra fadet og en perfekt syrebalance, der i høj grad øger nydelsen af vinen.
Er drikkeklar men kan formentlig også ligge i adskillige årtier under korrekte forhold pga den perfekte balance.
Efter ca 3 kvarter indfinder der sig pludselig en let, men rent faktisk mundcoatende tannin i smagen, hvilket lover godt for vinens fremtid. Samtidig udvikler duft og smag på en måde så man fornemmer en let sødme, selvom vinen som sådan ganske sikkert er knastør.
Jeg tror vinen vil være på toppen om 10-15 år og blive der et godt stykke tid, men den charmerer allerede nu.
Vinen slutter særdeles stærkt af, med kraftigt intensiverende duft og smag- endnu et tegn på en glorværdig fremtid.
Min første pointsangivelse var 91+. Men jeg ender simpelthen med at opgradere pga vinens konstant voksende statur.
Points: 92+.

Så var der minsandten dansk rødvin på smagsprøve. Ikke på kortet, men den var der..

Kelleris Vingaard rødvin
“Utopia” 2015 (Rondo)
Espergærde rød

Bragende mørk til kanten.
En klar fornemmelse af ristet egefad på næsen, sammen med lækre mørke frugttoner; især blåbær, men også lidt Merlot-agtigt blomme-præg, i en lækker frugtig næse, der desuden løftes af en udefinerbar højtonet og åndsløftende karakter, som giver sig udtryk i at vinen præsentere smageren for multiple lag af forskellige mørke frugter, lækre og bestemt ikke diskrete, fadtoner (15 måneder på amerikansk eg) og mange undernuancer med Cabernet Franc-urte agtige toner, i en grad så man ikke kan undgå at blive fascineret. Duften dominerer og er særdeles kompleks.
I munden er vinen særdeles elegant og ikke så voldsom, som man tænker, når man dufter til den.
Der er fyldige mørke, blommeagtige, og på samme tid lyse, syrlige frugter og sort kværnet peber. Der er desuden en fascinerende følelse af jordet, men smagfuld dansk undergrund/underskov, lidt ligesom de danske jordbær også har- eller som i de kendte franske rødvine, hvor underskov tit er en beskrivelse, der bruges.
Tanninen viser sig ikke særlig meget endnu. Det ristede amerikanske fad er til gengæld tydeligt, men ikke dominerende, syren, der er lidt frisk syrlig-æble-agtig, virker i fremragende balance med frugten og fadet, og afslutningen er lang og dvælende på en forunderlig mellemfyldig, men alligevel mild og næsten Bourgogneagtig måde.
En temmelig fascinerende oplevelse, hvor man sidder og uundgåeligt tænker at det her faktisk er en yderst fremragende vin, der fortjener høje points.
Jeg vil helst ikke sætte denne rødvin i bås. Men hvis man kan forestille sig en hypotetisk blanding af en Lalande de Pomerol, en australsk eller amerikansk Cabernet eller Merlot, en Languedoc og med lidt hentydninger til elegant og syrlig Bourgogne, på en særdeles vellykket måde, så er man sådan cirka på rette vej i beskrivelsen, ville jeg sige.
Mega fascinerende og et tydeligt eksempel på hvordan dansk vin er i rivende udvikling. Også fordi vinen besidder en temmelig stor dybde og struktur, som jeg tit ikke rigtig kan finde i visse oversøiske vine, også af den dyre slags. Der er så også en lille smule af den gammelkendte “grønne” tone, som danske vine har været kendt for, men den er så ubetydelig at den overdøves voldsomt af vinens store kvaliteter. Før i tiden havde man engang imellem også en lidt “grenet” og spinkel fornemmelse i danske rødvine- den er her fuldstændig forsvundet og slet ikke til stede. Så kan man mene om årsagerne, hvad man vil, men Danmark er simpelthen blevet et sted, hvor rødvinsdruer modner langt bedre end før.
Det eneste sted, på hvilken man efterhånden kan genkende denne vin som dansk, i den gamle betydning af “problematisk” vinland, er i den lidt “kølige” følelse i vinen, men den finder man altså også i visse franske vine fra 90erne og tidligere. Det er først med de nye produktionsfilosofier og de varmere årgange fra især 2003 at Frankrigs vine stak af og blev mere “varme” i stilen.
Afslutningen er præcis og perfekt afbalanceret, med alle de førnævnte elementer og klinger langsomt ud, som om der var tale om en fornem fransk vin. Det er nærmest mageløst. Eller skal vi ikke bare sige at det ER mageløst. 🙏🍷Og dybt imponerende!
Points: 92+.

Efter denne fantastiske danske rødvin var det på tide at vende tilbage til “Tradition & Terroir”-programmet. Mit slaviske lørdagsprogram, der er som følger:
Morgenandagt i Domkirken.
Kaffeslabberads på en café.
Morgenmad og kaffe i Illum.
Vinsmagning, helst med mindst én Bordeaux, på en vinbar.

Så manglede jeg jo lige det sidste punkt denne dag. Men det blev der selvfølgelig rådet bod på med det samme:

Château La Croix Saint Cristophe 2017
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
14.5% alc.

La Croix Saint Christophe er andenvin til slottet Château Tour Saint Christophe, men er selv klassificeret som Saint Emilion Grand Cru.
Mørk til kanten.
Stor, kraftig og koncentreret, og samtidig luftig, næse, og smag, med krydderipotpourri, mørke frugter, blommefrugtige toner, en anelse frisk citrus, samtidig med højtonet glycerin, kraftige, markerede krydderier og også lidt røde bær. Temmelig koncentreret og “varm” stil.
Der er en let sødlig tone i vinen, sikkert pga den meget modne frugt, som næsten, men heldigvis også kun næsten, kan minde lidt om marmelade.
Tanninen er ikke specielt tydelig pt, men selvfølgelig tilstedeværende, men den domineres helt klart af friskheden, frugten og kraften fra den unge vin, som stadig virker meget primær i sit udtryk.
Afslutningen er præget af styrken i vinen, den kraftige frugt, det krydrede indtryk og en balance mellem syre og tanniner samt en dyb, nærmest urkraftig friskhed.
Skal have 10-15 år på langs for at blive moden og under de rette forhold kan vinen ligge i 50+ år, som en typisk Bordeaux altid kan, også på dette niveau!
Points: 90+.

Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Maison Louis Jadot, Bourgogne: https://www.louisjadot.com/
Kelleris Vingaard, Espergærde: https://www.kellerisvingaard.dk/
Château La Croix Saint Christophe, Saint Emilion, Bordeaux:
https://www.vignoblesk.com/