Foto: Piemonte-Bordeaux. Brovia Barolo 2018 og Château de Ricaud Bordeaux 2016, på Kjær & Sommerfeldt Vinbar 29.oktober 2022.
Der var en del italienere på kortet denne lørdag, både Barolo og Brunello di Montalcino Riserva, så man kunne jo lige smage et par af dem- og så selvfølgelig den sædvanlige Bordeaux..🍷
Brovia
Barolo Brea 2018 Vigna Ca’ Mia
Barolo DOCG
Piemonte rød
14.5% alc
Fin typisk Nebbiolo farve for en ung Barolo.
Diskrete, støvede aromaer med ligeledes diskret fadtone og lyse bær.
I smagen er vinen meget venlig allerede, med et let røget præg, lækre læskende lyse frugter, en bagvedliggende mineralitet, mild tobak, og en fast, men, også her, venlig tannin samt en perfekt balanceret diskret syre i forhold til vinens helhed.
Der er mange lag i denne meget charmerende Barolo, der kan minde en hel del om en lækker Gevrey-Chambertin med alder, fordi den er særdeles blød og indsmigrende i stilen. Personligt savner jeg måske lidt mere fadpræg til at matche tanninerne og syren, for frugten har det jo fint i forvejen. Jeg synes i det hele taget, det er en trend i øjeblikket at man doserer fadlagringen- og især intensiteten af den- lidt for langt ned i forhold til hvor fyldig vinens øvrige komponenter er. Sign of the times, måske.
Afslutningen er temmelig lang og klinger langsomt og dvælende ud.
Points: 91.
Jeg kunne selvfølgelig ikke svigte Bordeaux denne dag, især ikke i den storslåede årgang 2016:
Grand Vin de
Château de Ricaud 2016
AOC Bordeaux rød
14.5% alc
Bælgravende mørk til kanten.
Stor, “varm” og frugtig næse med frisk fadristet præg og en ret parfumeret stil.
Frisk og glycerineret. Næsten helt Syrah-agtigt sort peber, sødlige mørke blommer og bær.
Stort smagfuldt angreb med mørke frugter, tydelig men diskret syre, næsten helt asiatiske og/eller mild-chili-agtige krydderier og en syre med godt bid, iblandet en tilpas tannin og efterfølgende konstante kaskader af mere frugt i anden angrebsbølge.
Forholdsvis lang “ren” afslutning, hvor man måske gerne ville have lidt mere snavset kostald eller lignende.
Jeg synes lige at jeg her i en sidebemærkning vil gøre opmærksom på at jeg synes at nærmest efterhånden alle nutidens vine bærer meget præg af at være ufatteligt perfektionistiske og bange for at fornærme nogen- nøjagtig ligesom nutidens mennesker😆. Der er ikke rigtig nogen rå eller bondske toner, ingen kostald eller hestesved. Det er jo- uha- “fejl”. Nå, men videre til pointsgivningen, for vinen er jo som sådan fremragende..
Points: 91+.
Brunello di Montalcino på kortet- ovenikøbet en Riserva! Det var længe siden og krævede næsten et besøg!
Casisano
Brunello di Montalcino Riserva 2015
“Colombaiolo”
Toscana DOCG rød
14.0% alc
Meget mørk, men lidt lysning i kanten.
Er meget kold i serveringsøjeblikket, så lader den stå lidt.
Genoptager smagningen efter et kvarter:
Her udviser vinen en meget dyb, charmerende og meget afrundet næse med sødlige mørke frugter og brændt aske.
Tobaksblade, meget blid tannin, diskrete italienske krydderier, blid syrlighed.
Pludselig dukker tanker op fra min vinerfaring: “Det her minder rigtig meget om en af de mange ældre Bordeauxvine, jeg har smagt, som fuldstændig havde sluppet tanninerne og ikke helt mere havde det samme grip”.
Jeg beslutter mig til at give vinen yderligere en halv time i glasset og så vende tilbage, mens jeg smager på de andre vine.
Efter denne halve time er følelsen af tannin stadig meget, meget let. Syren er nu blevet mere tydelig, mens frugten, som også bliver mere og mere tydelig igennem smagningen med sine let marmeladeagtige toner, heller ikke er for voldsom, så vinen beholder sin gode balance og er en stor nydelse, med masser af angreb og smagslag, der elegant og præcist definerer denne Brunello Riserva.
Points: 91.
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Brovia, Piemonte: Ser ikke ud til at have en hjemmeside, men jeg har fundet denne meget grundige artikel i tidsskriftet Italy´s Finest Wines: (kopier til browser)
https://italysfinestwines.it/en/brovia/
Château de Ricaud, Cadillac/AOC-AOP Bordeaux: Ejes af Dourthe. Hjemmeside:
https://www.dourthe.com/en/vins/chateau-de-ricaud-cadillac/