Foto: Château Ferriere 2012 Margaux i glasset, 12.november 2022, Kjær & Sommerfeldt Vinhandel, Gammel Mønt, København.
Lørdag den 12.november 2022 var dagen, hvor 2 sure, gamle forstokkede mænd tog ind til City og holdt hel-eftermiddagssmagning af franske vine på Kjær & Sommerfeldt Vinbar.
Den ene af smagerne var undertegnede, den sure gamle Vindiktator Steen, og den anden var den sure gamle Hans. Jeg tog ingen noter denne dag, så anmeldelserne bliver ret korte, men selvfølgelig med pointsangivelser.
Vi satte os til rette oppe på første sal, med udsigten ned til Gammel Mønt og det var mig, der gik først ned i butikken for at finde den første vin til smagningen. Jeg var egentlig på vej ned i Skatkammeret, men så besluttede jeg mig til at kigge rundt i salgslokalet der støder op til Skatkammeret- og dér fik jeg øje på en flaske af Chapoutiers Hermitage La Sizeranne 2016, der stod og lokkede! 😲..
Chapoutier
Hermitage La Sizeranne 2016
Nord-Rhône rød
Alkohol: 14,0%
Jeg havde ikke smagt denne formidable Rhône siden 7.august 2018, hvor den fremragende Clément hos Kjær & Sommerfeldt, nærmest på diktator-manér insisterede på at jeg simpelthen skulle prøve årgang 2012 af vidunderet😆! Fremragende initiativ af Clément og dén smagenote kan linkes til her:
Denne 2016er var, smagt i 2022, knap så klar som Sizeranne 2012 var i 2018, på trods af den identiske alder. Vinen lod også til at have “taget lidt på” i alkoholprocent. Men ellers syntes jeg at udviklingen så rigtig fin ud, selvom jeg nok ikke umiddelbart vil score den så højt som 2012eren i denne omgang.
Points: 93+.
Så gik Hans ned i Skatkammeret og fandt en flaske Bordeaux, så vi kunne få rekalibreret paletten! Næste indslag var en gammel favorit:
Château Ferrière 2012
Margaux 3.Cru Classé
Bordeaux rød
Jeg fik ikke noteret alkohol-%, men jeg mener den var ca 13,5%.
Jeg havde smagt katastrofeårgangen 2013 i november 2021 sammen med vinklubben og faktisk været ret imponeret over kvaliteten i en så dårlig årgang.
Nu sad vi med 2012 og mens Hans var ret glad for denne vin, syntes jeg at den var lige lovlig lukket. Der var mindre charme end i 2013eren i øjeblikket og denne vin ser ud til at kræve nogle år på langs før den vågner op. Men den underliggende kvalitet lod til at være meget høj. Måske var jeg lidt konservativ, da jeg afgiv points?
Points: 91+.
Jeg gik nu ned og hentede en flaske. Og vi tog lige en tur til Bourgogne..
Louis Jadot
Meursault 2020
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
Jeg havde smagt 2019eren tidligere på året og været dybt imponeret. Nu var 2020eren kommet og den var ikke langt efter i charme. Flot næse med fad og citrus/lime og en smule ananas; på paletten en smule mere syre og en smule mindre ananas i forhold til 2019eren, mens fadet også var knap så tydelig i forhold til 2019. Så en lidt mere syrefrisk vin i forhold til storcharmøren fra 2019, men samme stil. Den fede, smøragtige stil kom også frem efter lidt tid i glasset (den blev serveret køleskabskold). Alt i alt endnu en fremragende Meursault fra Jadot.
Points: 90+.
Jeg gik så ned efter endnu en flaske og denne gang syntes jeg at der skulle en rigtig efterårs-basse på bordet..
Marziano Abbona
Barbaresco 2018
Piemonte rød
Alkohol: 14,0%.
Vinene fra Marziano Abbona er virkelig noget specielt. De er enormt rige i deres struktur, tannin og krydderikompleksitet, mens frugten charmerer. Det hele foregår i et hav af tannin og en dybde, der imponerer smageren, næsten uanset hvilken af domænets vine, han/hun smager. Og denne Barbaresco var ingen undtagelse. Stor næse med røde frugter, næsten hindbærpræg, på paletten en utroligt flot tannisk struktur med enorm dybde og et hav af indtryk, med sorte og asiatiske krydderier, en næsten jordbunds/muld-agtig karakter, den flotte røde frugt, som kom i bølger, og en flot og balanceret syre. Lang afslutning med fokus lige nu på strukturen og tanninen, men frugten var med og man kunne mærke en smagseksplosion nærme sig, som ikke lå mange år væk. Lige nu var det hele dog dæmpet en smule ned af tanninerne, som var forholdsvis bestemmende.
Points: 91+.
Endnu en fremragende rød. Men Hans syntes nu at vi skulle slutte af i Bordeaux. Jeg var helt enig- det ville være passende!
Château Fontarney 2018
AOP Margaux rød
Alkohol: 13,0%.
Andenvinen fra Château Desmirail 3.Cru Classé i Margaux. Og både Desmirail og andenvin Fontarney må efterhånden konstateres at være i superform. Hver evig eneste gang, jeg smager Fontarney, så leverer den høj, høj kvalitet. Der er flot finesse og masser af elegance, subtile nuancer og forførende frugt. Hver gang.
Vinen oser af klasse og Cru Classé-kvalitet. Det er også tilfældet med 2018eren og det her var bare den perfekte afslutning på smagningen. Hans og jeg forlod Kjær & Sommerfeldt ved lukketid denne lørdag i en tilstand af vinøs ophøjethed; en tilstand, som kun opnås, når man forstår Bordeaux-vine på den rigtige, sure gamle “terroir & tradition”-måde.
Points: 92+.
Hilsen fra
Vindiktatoren.
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København: www.kogs.dk
Domaine Chapoutier, Rhône: https://www.chapoutier.com/fr/
Château Ferrière, Margaux, Bordeaux:
https://www.gc-lurton-estates.com/chateau-ferriere.html/en/our-wines.aspx
Maison Louis Jadot, Bourgogne: https://www.louisjadot.com/
Marziano Abbona, Piemonte: https://www.abbona.com/
Château Desmirail, Margaux, Bordeaux: https://www.desmirail.com/